Anbefaling: Guldpalmevinder fra 80’erne er perfekt opvarmning til Scorseses længe ventede ’Silence’

Martin Scorseses seneste værk har været næsten 30 år undervejs, før den i denne uge får dansk premiere. Men faktisk har den en tematisk forgænger, som de færreste måske kender i dag: Roland Joffés stjernespækkede 'The Mission', der også har en af skuespillerne til fælles med Scorseses afsøgning af religion og tro.
Anbefaling: Guldpalmevinder fra 80’erne er perfekt opvarmning til Scorseses længe ventede ’Silence’

Martin Scorseses nye film, ‘Silence’, fortæller historien om to portugisiske jesuitterpræster og missionærer, der midt under grusomme kristenforfølgelser i 1600-tallets Japan leder efter deres beundrede læremester, som siges at have afsvoret sin tro.

Andrew Garfield og Adam Driver er heltene, der må udøve deres kirkelige gerning med største forsigtighed, når de går undercover i fjendtligt terræn. De er, som det for nylig blev udtrykt af The Guardian, »hard men of God«.

Den betegnelse passer på flere andre filmfigurer – fra Max von Sydows dæmonuddrivende præst i ‘Eksorcisten’ til de sagtmodigt udholdende munke i ‘Om guder og mænd’. Men jeg kom særligt til at tænke på det umage jesuiter-makkerpar spillet af Jeremy Irons og Scorsese-hofskuespiller Robert De Niro i en film, der var stor i sin samtid, men de færreste måske har set i dag: ‘The Mission’.

Fælles front mod ydre fjender

Roland Joffés Guldpalmevinder fra 1986 foregår omkring 100 år efter hændelserne i ‘Silence’ – og på et andet kontinent, nemlig Sydamerika. I begyndelsen af filmen binder de lokale indianere en præst til et kors, hvorefter de lader ham flyde mod den visse død i de storslåede Iguazú-vandfald til tonerne af et af Ennio Morricones mest elskede soundtracks.

De mange farer afholder ikke den spanske, lidt hippieagtige jesuiterpræst fader Gabriel (Irons) fra at begive sig ind i junglen i forsøget på at omvende Guaraní-stammen kun bevæbnet med sin tværfløjte. Snart forstår vi, hvorfor de indfødte har svært ved at acceptere den kristne tro, for hvordan skal de kunne skelne mellem de godhjertede missionærer og de brutale kolonister?

The Mission

Rodrigo (De Niro) er den onde ånd, der kidnapper indianere for at sælge dem som slaver til plantager i området. Men det vender, da lejesoldaten og slavehandleren bliver grebet af jalousi og slår sin bror ihjel. Han isolerer sig fra resten af verden i sorg og skam, men beslutter til sidst at sone sin synd ved at melde sig ind i jesuiterordenen og beskytte den nu kristnede Guaraní-stamme (sammen med blandt andre den ‘Silence’-aktuelle Liam Neeson, der allerede her brillerede som jesuiterpræst).

Det er der også behov for. Indianerne er blevet taget som gidsler i en storpolitisk magtkamp, hvor Spanien og Portugal skal tegne landegrænser i Den Nye Verden. Jesuiter-missionen, der tidligere blev beskyttet af spansk lov, ligger nu pludseligt på portugisisk territorium og er ikke længere noget sikkert opholdssted for Guaraní-stammen.

Den etablerede kirke er fanget i det diplomatiske spil, for den har sine egne interesser at forsvare og er tvunget til at ofre indianermissionerne. Og ligesom det er tilfældet i ‘Silence’, er det de sande kristne, som det i sidste ende går ud over i ‘The Mission’. Gabriel og Rodrigo danner sammen med indianerne fælles front mod de udefrakommende fjender, men på hver deres måde: den ene med næstekærligheden, den anden med sværdet.

Troen og sandheden

Roland Joffé var i midten af 80’erne et oplagt instruktørvalg til at håndtere det historiske materiale. Han havde netop modtaget hæder for sin skildring af de forfærdelige eftervirkninger af den amerikanske indblanding i  Cambodja under Vietnamkrigen med ‘The Killing Fields’.

Og med sit skarpe blik for de mørkere sider af vestlig dominans var han med ‘The Mission ‘ parat til at give sig i kast med et drama om et europæisk imperiums skånselsløse udnyttelse af et oprindeligt folkefærd. Samtidig lod han noget lys skinne ind i fortællingen med de opdigtede figurer Gabriel og Rodrigo, der i kraft af deres tro indgyder nyt mod og håb i indianerne.

The Mission I

Kristendommen bliver fremstillet som en religion, der hæver sig over enhver nationalitet, og som forener menneskene over hele jorden. Det er en morale, som Morricone også udforsker på lydsporet. Han blander liturgisk korsang med spanske guitarer, indfødte stemmer og hårde trommer for at fremhæve musikken, lovsangen, som udtryk for et frugtbart kulturmøde.

Denne universelle tankegang løber også igennem ‘Silence’. Andrew Garfield mødes i rollen som Sebastian Rodrigues med den frygtede japanske inkvisitor Inoue, der beder ham holde op med at missionere i landet:

»Fader, de dogmer, De bringer med dem, er måske sande i Spanien og Portugal. Men vi har tænkt over dem i lang tid og fundet ud af, at de ikke har nogen brug eller værdi i Japan«. Hvortil den unge missionær med et smil på læben fastholder: »Hvis et dogme ikke var så sandt i Japan, som det er i Portugal, ville vi ikke kalde det for sandheden«.

‘Silence’ er mere nedtonet end den nogle gange næsten eventyragtige ‘The Mission’, men begge film cirkler  om det samme tema. Det handler om at bevare troen uagtet omkostningerne.

’The Mission’ kan streames på Blockbuster.dk.

Læs også: Anmeldelse af ‘Silence’

Læs også: Før ’Silence’ – Martin Scorseses anden lidenskab er nøglen til hans film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af