Martin Scorsese er bedst kendt for sine excessive dramaer om magtfulde og/eller aggressive mænd: ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’, ‘Goodfellas’, ‘Casino’ og ‘The Wolf of Wall Street’ har fans over hele verden, og hvem har ikke prøvet at mumle med på de hårde drenges oneliners foran spejlet?
Derfor overrasker det måske mange, at instruktøren rammer en helt anden, næsten meditativ åre med sin nyeste film, ‘Silence’. Her bliver temaet ’Guds tavshed’ eller ’menneskets døvhed’ undersøgt på nærmeste hold, når to portugisiske jesuiterpræster og missionærer under grusomme kristenforfølgelser i 1600-tallets Japan beslutter sig for at opspore deres, ifølge rygterne, frafaldne læremester.
Men hvis man nærstuderer Scorseses oeuvre, står det klart, at det lige fra begyndelsen har været underbygget af en stærk, religiøs dimension – selv når volden brød mest brutalt igennem.
Fristet af præsteembedet
Scorsese voksede op i New Yorks Little Italy, der dengang endnu var en ghetto, og hvor han tidligt opdagede sine to store lidenskaber: levende billeder og kristendom.
Som barn var han astmatiker, og modsat de andre drenge i det barske miljø dyrkede han ikke sport. I stedet fandt han ro i mørket, om det så var for at gå i biografen med sin far og se en ny western eller for at assistere præsten til den katolske messe i Old Saint Patrick’s Cathedral. Han drømte om at skabe celluloidværker om livet i det gamle Rom og skriblede en masse storyboards ned.
Samtidig nærede han et ønske om at blive missionær, om at drage til eksotiske lande for at udbrede kristendommen med livet som indsats. Hans forældre var ikke specielt religiøse, men den unge Martin følte sig draget af kirken som et alternativt socialt rum.
I et stort interview til The New York Times omkring årsskiftet fortalte han: »Jeg stolede på Kirken, fordi det gav mening, hvad den forkyndte, hvad den lærte os. Jeg forstod, at der er en anden måde at tænke på uden for den lukkede, skjulte, forskræmte og hårde verden, jeg voksede op i«.
Den unge sognepræst fader Principe var en nøglefigur: »Det var ham, der åbnede verden op for os. Som sagde: I behøver ikke at leve på denne her måde. I behøver ikke følge de her kulturelle regler. I behøver ikke blive gift som 21-årige«.
Martin følte sig omklamret i den italiensk-amerikanske landsby med næsten feudale forhold på Manhattans sydspids. Han længtes efter at komme væk og kunne med filmene og sin katolske tro pludselig se sig selv som en del af noget større. I sine tidlige teenageår følte han sig kaldet til præsteembedet. Siden besluttede han sig for at blive filmskaber.
Scorsese stod nu friere i forhold til kirken som institution og kunne tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved dens mange dogmer. Han begyndte at omsætte sin egen tro og tvivl kunstnerisk på det store lærred.
Den fromme gangster
‘Mean Streets’ (1973) blev gennembrudsfilmen, der ikke blot stadfæstede Scorsese som en af sin generations største amerikanske instruktører, men som også satte gevaldigt gang i karrieren hos to af hans foretrukne skuespillere, Robert De Niro og Harvey Keitel.
‘Mean Streets’ er en ukonventionel gangsterfilm, der fungerer som en levendegørelse af Scorseses egne erfaringer med at vokse op i Little Italy såvel som en dramatisering af hans teologiske idéer om synd og soning, frelse og fortabelse. Som det bliver annonceret af voice-over’en i begyndelsen af filmen: »Man får ikke syndsforladelse i kirken. Det får man på gaden. Det får man derhjemme. Alt andet er bullshit«.
Det siger noget om ‘Mean Streets’s status et meget personligt værk, at det er Scorsese selv, der hvisker ordene.
»Min holdning til Kirken er, at den aldrig nogensinde skulle være organiseret som en forretning«, har Scorsese, der insisterer på en mere nærværende kristendom, sagt i filmhistorikeren Michael Henry Wilsons store portrætbog ‘Scorsese on Scorsese’.
I filmen stræber Charlie (Keitel) mod at blive en helgen, en slags moderne Frans af Assisi, men er i bund og grund ikke andet end en lille gangster – med udsigt til at skulle overtage sin onkels position som godfather i nabolaget. Som en slags bodsgerning holder han øje med sin selvdestruktive fætter Johnny Boy (De Niro), ligesom han går ud med hende, som ingen andre vil vide af, epileptikeren Teresa (Amy Robinson).
Scorsese iscenesætter Little Italy som en urban udgave af skærsilden. Charlie er fanget i det klassiske spil mellem dyd og tilbøjelighed og kan hverken realisere sig selv som kristen ridder eller hårdhudet kriminel. Han prøver at gøre helvedet forståeligt og holder i kirken hånden tæt over et brændende lys: »Det eneste, der holder, er smerten. Helvedets smerte. Smerten fra en strøget tændstik gange en million. Uendeligt«.
Sådan formuleres det hjemmestrikkede credo på lydsiden, hvor det er frygten for de evige pinsler, der driver værket.
Skidtet skal vaskes væk
I sidste ende fører hovedpersonens grundlæggende selvbedrag, fætterens galskab og nabolagets indsnævrede tankegang til den store tragedie. Scorsese kunne med Charlie som alter ego udforske kristendommens hårde krav til individet og umuligheden i at leve et liv i fuldkommen overensstemmelse med Kirkens ord.
Hvis blot Charlie havde holdt sig til sin kriminelle løbebane uden alle de moralske overvejelser, kunne ulykken været undgået, tænker man. Det er svært ikke at fatte sympati for den fromme gangster, der må se sit næstekærlige projekt mislykkes og sin fremtid blive lagt i grus.
Anderledes forholder det sig med hovedpersonen i ‘Taxi Driver’ (1976), der toner frem på lærredet som en slags gammeltestamentlig hævner – parat til at luge ud i storbyens slum, som var det Sodoma og Gomorra. De Niro spiller med ekstrem indlevelse den traumatiserede krigsveteran Travis Bickle, som ikke kan sove om natten, og som beslutter sig for at blive taxachauffør i New York. Han kører rundt i de mest rå kvarterer og beskriver de mange indtryk i sin dagbog. Han fremsætter også en foruroligende profeti:
»En skønne dag kommer der en ordentlig regnskylle og vasker alt skidtet væk fra gaden«. Så er tonen ligesom sat.
‘Taxi Driver’ markerede begyndelsen på et frugtbart samarbejde mellem Scorsese og manuskriptforfatteren Paul Schrader. De to kom fra meget forskellige baggrunde, også selvom temaer som skyld og synd bandt dem tæt sammen. Scorsese var den filmglade katolske dreng på blokken. Schrader voksede op i en streng calvinistisk familie med hollandske rødder, hvor det ikke var tilladt at drikke, ryge, danse eller gå i biografen (han så sin første film som 18-årig).
Her herskede der konsensus om, at Gud på forhånd har besluttet, hvem der frelses, og hvem der fortabes.
Martyr eller selvtægtsmand?
Netop denne sekteriske grundholdning overtager Travis i ‘Taxi Driver’. Han gemmer sig bag bilrattet og iagttager et samfund, der både fascinerer og frastøder ham. Han omgiver sig med magiske ritualer og tillægger sin gasbrænder, sine vægte, sine militærstøvler og sine pistoler enorm betydning. Han kalder sig for en »God’s lonely man« og føler sig til sidst forudbestemt til at rense ud i The Big Apple anno 1970’erne, dette protestantiske helvede på jord.
»Nu ser jeg, at mit liv hele tiden har haft ét mål. Jeg har aldrig haft noget valg«, som han noterer sig.
Travis stiliserer sig som en moderne martyr, om end publikum er tilbøjelig til at tage ham for en gammeldags, amerikansk vigilante komplet med cowboystøvler og mohawk-frisure. Han fejler i sit forsøg på at myrde en populær præsidentkandidat og beslutter i stedet at redde en barneprostitueret (Jodie Foster) fra hendes alfons (Keitel).
Så følger en skudveksling, der var så voldsom, at den var nødt til at blive retoucheret for at virke mindre virkelig og tilfredsstille censuren. Midt i al sølet ligger Travis. Pludselig ser vi ham fra oven i et tracking-shot, der sporer hans handling i baglæns bevægelse. Er det et smart visuelt trick – eller ligger der mere bag?
Ifølge et videoessay på onlinemagasinet Little White Lies, ’Martin Scorsese // God’s Point of View’, kan fugleperspektivet ligefrem antyde et guddommeligt blik på antihelten, som om Scorsese indskrev Gud som observatør i fortællingen.
Jesu svagheder og begær
I filmmagerens mest kontroversielle værk hives Gud i hvert fald ned fra himlen og bliver den egentlige hovedperson. ‘The Last Temptation of Christ’ (1988), bygget over Nikos Kazantzakis ikke mindre skandaleombruste roman, udforsker et af kristendommens centrale paradokser. Hvordan kan Jesus både være Gud og menneske?
Willem Dafoe spiller en Jesus, der er splittet mellem sin guddommelighed og menneskelighed, og som på korset fristes en sidste gang af Satan. Han forestiller sig i et drømmesyn, hvordan et lykkeligt familieliv med Maria Magdalena kunne udforme sig. Han er tæt på at opgive håbet, men i sidste øjeblik triumferer han og går sin skæbne i møde med et åbent sind, alt imens Peter Gabriels insisterende påskeklokker ringer.
Scorsese modtog dødstrusler fra konservative kredse, der anklagede ham for blasfemi, men i virkeligheden bør filmen ses som en alvorligt troende mands værk. I stedet for at overlade sig til glansbilleder og klichéer udspillede han sin egen undren. Som han har sagt til filmhistorikeren Michael Henry Wilson:
»Det fascinerende ved Kazantzakis vision er, at Jesus først præsenteres som et menneske. Hvilket betyder, at han på et bestemt tidspunkt forstod og delte menneskets smerter, begær, følelser og endda dets svagheder«.
Jesus måtte derfor også længtes efter at stifte familie, lader logikken til at være. Scorsese tror som katolik ikke på en fundamentalistisk tolkning af Bibelen og kunne genfortolke evangeliet med henblik på at gøre det mere tilgængeligt – som om det blev prædiket på fortovet af 48th Street med newyorkerens egne ord.
Det var han faktisk blevet opdraget til. Scorsese fortalte anekdotisk til The New York Times, at han kunne huske fra sin barndom, at sognepræsten hvert år tog ham og de andre drenge fra menigheden med til en filmvisning. Engang så de det kristne drama ‘The Robe’ (1953), som hurtigt blev forkastet af præsten: »Fader Principe hadede kristen sentimentalitet eller tegneserieagtig religiøsitet«.
For Scorsese handlede det om at undgå det vante kostumedrama og nå ind til selve kernen i den kristne tro.
Passionen
Det er samme tankegang, der udforskes i ‘Silence’. Her stilles en portugisisk jesuiterpræst og missionær over for et dilemma, der fører til en revurdering af hele hans åndsliv.
Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) får af de japanske forfølgere at vide, at han kan redde kristne konvertitter fra døden, hvis han afsværger sin egen tro ved at træde på en såkaldt »fumie«, en kobberplade med et aftryk af Jesu ansigt. Her er han og Scorsese ude på dybt vand, når filmen blotlægger sin centrale konflikt: Er det tilladt at gøre noget forkert for at opnå noget rigtigt? Og hvad siger Gud?
Scorsese har ikke selv noget endegyldigt svar: »Jeg ved ikke, om frelsen findes, men man kan i hvert fald gøre det rigtige«, har han sagt.
Scorsese læste Shūsaku Endōs klassiker, som filmen er baseret på, umiddelbart efter premieren på ‘The Last Temptation of Christ’. Siden dengang har han næret et ønske om at omsætte bogen til en film, men det har ikke været nemt. Scorsese mener selv, at han først skulle opnå en vis kunstnerisk modenhed, før end det overhovedet var muligt at give sig i kast med materialet, og dernæst var idéen svær at sælge til de store produktionsselskaber.
Først i 2014 kunne han begynde sit passionsprojekt. Det havde været 26 år undervejs.
Læs også: Anmeldelse af ‘Silence’
Læs også: Guldpalmevinder fra 80’erne er perfekt opvarmning til ‘Silence’