’Beware the Slenderman’: Creepy præmis undermineres af simpel sensationsjagt
To tolvårige piger går sammen om at myrde deres veninde. De lokker hende ud i en skov, stikker hende 19 gange med en kniv og skyder efterfølgende skylden på en virtuel bussebøhmand ved navn Slender Man.
Det lyder som en af dens slags sensationelle historier, der nærmest fortæller sig selv. Men med psykisk sygdom, vrangforestillinger, den virtuelle verden og andre usynlige fænomener som omdrejningspunkter er fortællingen faktisk ikke én, der så let lader sig omsætte til billeder, og det lider denne nye HBO-dokumentar i den grad under.
Modsat de fleste andre true crime-fortællinger hviler spændingen i ’Beware The Slenderman’ ikke på spørgsmålet om, hvorvidt dokumentarens hovedpersoner, Anissa Weier og Morgan Geyser, er skyldige i forbrydelsen eller ej – det indrømmer de helt koldt, at de er inden for filmens første fem minutter.
Mysteriet, som driver filmen, er i stedet, hvornår pigerne gik fra at være almindelige, indesluttede tweens til koldblodige mordere, sådan cirka.
Og følger man Brodskys argumentation, så hedder hovedskurkene bag pigernes tiltagende moralske korrumpering iPad og Creepypasta (et internetsite, der samler uhyggelige historier). Gennem indgående interviews med pigernes forældre tegner Brodsky et billede af Morgan og Anissa som to piger, der bare elskede at hoppe i blade og synge i kor inden den skæbnesvangre dag, hvor de fik hver deres iPad.
Eksperter fra nær og fjern bliver konsulteret via Skype i et forsøg på at styrke den teknofobiske tilgang, som Brodsky vælger at tage, og de udtaler sig om alt fra frygt for virtuelle fænomener, der forplanter sig som memes bevidstheder imellem, til rottefængeren, fan art, mobning og sort-spejl-forskyldt social isolation.
Men mens man kan forstå, hvorfor forældrene har brug for at tillægge internettet så stor en del af ansvaret, så er det svært at begribe, hvorfor Brodsky følger trop. Især fordi hun senere viser, hvordan iPad’en, i Anissas tilfælde, blev brugt til at søge på ting som »10 signs that you are a psychopath« og »Am I a psychopath?«. Det tyder vel alt andet lige på, at der var noget, der ikke var helt, som det skulle være, længe inden hun kom online. Længe inden Slender Man.
Det bringer mig til filmens allerstørste brøde: At Brodsky underminerer hele historien med sine kunstneriske valg eller mangel på samme.
I stedet for at omfavne den foranderlighed, som Brodsky selv fremhæver som Slender Mans appel og den primære årsag til, at så mange projicerer deres egen dybeste frygt over på figuren, har hun valgt at støvsuge Google for amatørtegninger, der fjerner enhver mystik omkring ham.
Tegninger som hun konstant bombarderer os med – gerne tilsat noget irriterende, skurrende musik på lydsiden – som for at sikre sig, vi ikke bruger vores egen fantasi.
Og det er immervæk ærgerligt, når nu det allermest interessante ved hele furoren er parallellen mellem de unge gerningspigers svindende realitetssans og det faktum, at Slender Man efter sigende blev skabt som et photoshop-eksperiment, der netop havde til formål at sløre grænsen mellem virkelighed og fantasi.
’Beware the Slenderman’ er et klassisk eksempel på, hvad der sker med dokumentarer, når den journalistiske impuls trumfer den kunstneriske, og billedsiden blot bruges til at illustrere historien og ikke til at tilføje dybde eller få os til at se sammenhænge, som det blotte øje ikke kan opfange.
Og når selve billederne bliver så sekundære, at Brodsky inkluderer elendig footage fra en retssag, hvor hun ikke må filme de deltagende, kan selv den mest gruopvækkende begivenhed desværre blive en aldeles flad affære.
Kort sagt:
’Beware the Slenderman’ har uden tvivl den mest creepy og hjernevridende præmis, du længe har hørt. Og derfor gør det ekstra ondt at se Brodsky forspilde chancen for at gøre historien til andet og mere end en sensationspræget døgnflue.
Læs også: Interview med ‘Beware the Slenderman’-instruktør – »vi er alle skyldige i at bide på krogen«