»Når Michael Fassbender delirisk svedende udtaler den famøse replik ’full of scorpions is my mind!’, kan man så godt som høre bæsterne krible rundt derinde. Kampscenerne sprøjter af mudder og blod, og en drømmende scenografi skaber et mareridtsskyggespil af selvsamme tåger, der formørker hovedpersonernes sind«.
Sådan beskrev vores anmelder Justin Kurzels sidste film ’Macbeth’, som fik seks stjerner med på vejen samt et prædikat som en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer nogensinde.
Det vil være en underdrivelse at sige, at den 42-årige Justin Kurzels instruktørkarriere er startet lovende. Australierens debutfilm, det mørke psykologiske drama ’Snowtown’(2011), følger den autentiske, bestialske fortælling om, hvordan en 16-årig dreng begik en lang række mord i din fattige australske by Adelaide.
Filmen havde premiere ved Cannes Film Festival, og kritikerne sammenlignede ham straks med visionære legender som David Fincher og Stanley Kubrick.
’Macbeth’ fra 2015 var Kurzels blot anden spillefilm (2015), og instruktørens mod og evner til at kombinere den mørke og blodige Shakespeare-fortælling med smukke voldsbilleder i et tålmodigt tempo har sat forventningerne i vejret til computerspilfilmatiseringen ’Assasin’s Creed’.
Den tunge arv
Her spiller Michael Fassbender hovedrollen som Cal Lynch, der via sine forfædres minder finder ud af, at han er efterkommer af et hemmeligt broderskab, der går under navnet The Assassins.
Spillet fra 2007 blev en kæmpe succes og fik hele otte efterfølgere, der alle har taget udgangspunkt i en ældgammel historisk krig mellem The Assasins, der kæmper for menneskehedens frihed, og The Templars, der søger kontrol og orden. Krigen har i spillenes tidslinje strakt sig over begivenheder som det kristne korstog i Mellemøsten, renæssancen i Italien, uafhængighedskrigen i USA og den franske revolution.
Filmen har samme centrale tema, men følger dog sin helt egen unikke tidslinje, som ikke relaterer sig til nogen af spillene. Og med den spanske inkvisition som filmens historiske omdrejningspunkt genoptager fortællingen heller ingen af de tidsperioder, som spillene allerede har behandlet.
Hvis man er bekendt med Justin Kurzels tidligere, meget visionære og mørke fortællinger, kan det umiddelbart undre, hvorfor den udadtil kompromisløse kunstner hopper på noget så kommercielt som en filmatisering af et populært computerspil.
»Da Michael Fassbender første gang kontaktede mig omkring at instruere filmen, så vidste jeg ikke, at det var et videospil«, indrømmer Kurzel, da vi møder ham på Soho Hotel i London.
»Han sagde bare til mig: Forestil dig, at vi alle havde en mental tilknytning til vores forfædres minder. Den tanke var pirrende for mig. Det er jo i sig selv en sofistikeret tanke, at dine forfædres handlinger kan definere de følelser og kvaliteter, som man selv besidder i dag. Jeg ville selv elske at gå tilbage i tiden og finde ud af, hvem fanden min far var. Det brugte jeg uden held meget af min barndom på at finde ud af«.
Michael Fassbender, der udover at spille hovedrollen i ’Assassin’s Creed’ også producerer filmen, besluttede sig allerede under samarbejdet på ’Macbeth’, at Justin Kurzel var hans førsteprioritet som instruktør. Den australske filmskaber er dog ikke selv den helt store gamer, og modsat instruktøren bag ’Warcraft’, Duncan Jones, der på forhånd var stor fan af spiluniverset, bliver ’Assassin’s Creed’ altså ikke instrueret af en mand, der har det store kendskab til forlægget.
»Først senere forklarede han mig, at det var et spil, som jeg må indrømme, jeg kun havde hørt meget lidt om på forhånd. Jeg spiller ikke selv spillet. Dengang jeg spillede computerspil, hed spillene ’Pac-Man’ og ’Space Invaders’.
Som barn stod jeg i kø nede i arkaderne i Gawler i det sydlige Australien sammen med 30 andre drenge for at spille ’Double Dragon’. Det er egentlig mest det sociale element, jeg husker ved det. Hvis man slog rekorden, kunne man prale med det til både vennerne og de piger, som man gerne ville score. Jeg elsker, hvordan computerspil kan bringe folk sammen«.
Spilfilmatiseringernes forbandelse
At Justin Kurzel ikke har en enorm indsigt i de moderne videospil kan måske være en fordel.
Filmatiseringer af videospil er gået galt lige siden genrens begyndelse i 1990’erne. Film over populære spil som ’Super Mario Bros.’, ’Street Fighter’, ’Mortal Kombat’, ’Tomb Raider’, ’Resident Evil’, ’Final Fantasy’, ’Alone in the Dark’, ’Silent Hill’, ’Hitman’, ’Max Payne’, ’Prince of Persia’, ’Need for Speed’ og senest ’Angry Birds’ og ’Warcraft’ kan alle mistænkes for at være sat i produktion, før man havde en historie, der kunne stå på egne ben.
I andre tilfælde har de lagt sig for tæt op ad forlægget og endt som håbløse efterligninger, der ikke har kunnet leve op til spillenes detaljerede baggrundshistorier, fascinerende karaktergallerier og komplekse universer. Denne negative trend er dog ikke noget, Justin Kurzel har skænket en tanke.
»Jeg har faktisk ikke set nogle andre videospilsfilmatiseringer, så jeg har derfor heller aldrig interesseret mig for debatten omkring kvaliteten af dem. Vi tænkte aldrig, imens vi udfærdigede manuskriptet, hvordan vi skulle lave den her film for at gøre fansene glade. Vi har dyb respekt for fansene, men vi ville simpelthen bare fortolke det, som vi selv elsker ved spillet.
På en måde var det lidt ligesom at filmatisere en bog. Jeg håbede på at fange spillets ånd og overføre det til filmen. Spillet er meget rig på detaljer, og det har jeg også forsøgt at overføre til filmen. Det har været vigtigt for mig, at den hverken ligner et computerspil eller for den sags skyld en superheltefilm«.
Stuntmand i frit falds-rekord
Det var helt nyt for Justin Kurzel at jonglere med et Hollywood-budget på 130 millioner dollars. Til sammenligning kostede ’Macbeth’ 15 mio.
Pengene er dog ikke brugt på dyre visuelle effekter. Den talentfulde instruktør har nemlig holdt fast i, at fortællingens mange slåskampe, sværddueller og akrobatiske menneskejagte på toppen af adskillige bygninger skulle realiseres igennem godt gammeldags stuntarbejde.
Michael Fassbender og Ariane Labed, der spiller hans kvindelige sidekick Maria, lavede 95 procent af deres stunts selv, men til de resterende scener havde Justin Kurzel hyret verdens bedste martial arts-trænere og parkour-udøvere, der skulle være med til at give action-scenerne en realistisk følelse og tone.
Selv et af spilbranchens mest ikoniske momenter, det famøse spring ’The Leap of Faith’, skulle realiseres i virkeligheden. I ’Assassin’s Creed’-spillene hopper hovedkaraktererne ned i frit fald fra høje bygninger for at lande yndefuldt i vand eller på ryggen i en bunke hø. For at understrege realismen i dette spring måtte stuntmanden Damien Walters springe 38 meter i frit fald uden nogle usynlige snore til at redde ham, hvis det gik galt.
»Psykologien bag springet er ret smuk, og det indebærer fuldstændig, hvad det vil sige at være en Assassin. Oplevelsen virkede ret livsfarlig, og man kunne mærke den spændte energi i luften – alle var sådan set nervøse, og ingen stuntmand havde lavet så vildt et spring i 35 år.
Det synes jeg, at man kan mærke på selv hoppet, og det er kun fedt, hvis den spænding bliver formidlet på lærredet. Forhåbentligt kan man fornemme faren ved actionscenerne – netop fordi de er udført i virkeligheden og ikke bare er computerskabte«.
Anarki eller total kontrol
Foruden Michael Fassbender blev Justin Kurzel også genforenet med en anden ’Macbeth’- kending under indspilningerne til ’Assassin’s Creed’, idet Marion Cotilard spiller forskeren Sofia, der er dedikeret til at perfektionere den menneskelige race.
Selvom hendes karakter står i kontrast til Michael Fassbenders hovedkarakter, har Kurzel forsøgt ikke at opdele dem i helt og skurk.
»Ingen af karakterernes ideologier kan kaldes rigtige eller forkerte uden forbehold. De kan føre til henholdsvis anarki eller total kontrol, hvis de føres ud i det ekstreme. Det var vigtigt for mig at bevare det menneskelige aspekt i begge karakterer, og derfor er det fedt, at vi havde lige netop de her to skuespillere med ombord.
Det er to af de bedste skuespillere vi har i branchen i øjeblikket, og de tilfører noget menneskelighed til karakterer i en film, hvor fokus i virkeligheden er mere på konceptet bag historien. Jeg kom ret tæt på begge skuespillere, da vi lavede ’Macbeth’, og vi arbejder nu ret naturligt sammen, hvor vi efterhånden ikke behøver at sige meget til hinanden, fordi vi ved, hvad de andre tænker og gør«.
I sporene på Sergio Leone
Skuespillerne og stuntmændene har dog ikke været Justin Kurzels eneste våben til at gøre filmen mere realistisk. Den del af filmen, der foregår under den spanske inkvisition, er optaget on location i Almeria i Spanien, og i disse scener har instruktøren insisteret på, at dialogen skal foregå på spansk, ligesom han i stor stil har brugt det naturlige lys i et forsøg på at tilføre filmen en æstetik, der i højere grad skulle give associationer til ældgammel historie end computergeneret fantasy.
»Lyset i området gav optagelserne den helt rette atmosfæriske stemning. Filmens lys har en særlig film noir-kvalitet over sig, og optagelser med vidvinkels-linserne var inspireret af Sergio Leone, der også indspillede sine westerns i det her område. Vi brugte også rigtigt meget røg og støv til at skabe det rigtige miljø og udseende for netop disse historiske scener«.
Det har været en udfordrende opgave for instruktøren at instruere ’Assassin’s Creed’, og han indrømmer da også, at det ikke har været en helt nem opgave.
»Jeg skulle jonglere mange elementer i sådan en fortælling. Udover krigen under den spanske inkvisition skulle jeg forsøge at give seeren en fornemmelse af, at krigen mellem assasins og templars har foregået over flere århundreder.
Samtidig skulle jeg tildele lige så meget vægt til den komplekse nutidige fortælling, hvor Cal ikke bare bruger en tidsmaskine til at rejse tilbage i tiden, men i stedet skulle jeg forklare betydningen af en maskine, hvor man igennem sine forfædres minder rejser mentalt tilbage i tiden. Man skal jo også etablere en tilknytning mellem de to tider, og i sidste ende vil jeg meget gerne også efterlade publikum med en klar central idé om, hvad fortællingen egentlig handler om.
Så det var klart det mest udfordrende element – hvordan kan man balancere to forskellige komplekse genrer, to forskellige tidsperioder og en skuespiller, der spiller to forskellige karakterer, og så stadig efterlade publikum med noget tilfredsstillende?«.
Om det er lykkedes, kan man selv bedømme, når ‘Assassin’s Creed’ i morgen får premiere i de danske biografer.
Læs også: Interview med Michael Fassbender – »da jeg var i puberteten, var jeg meget frustreret og usikker«