’Real Detective’: True crime møder ’True Detective’ i Netflix-serie
Selvom et arbejde med bestialske mord og forsvundne børn medfører en dagligdag med talrige ubehageligheder, har mange efterforskere ofte én sag, som de aldrig kan slippe igen. En sag, der trækker mentale veksler, og som måske ligefrem har efterladt et stort personligt traume hos efterforskeren. Drabssagernes Moby Dicks.
Den nye canadiske true crime-serie ’Real Detective’ følger i otte afsnit otte forskellige detektivers autentiske beretninger om lige netop disse mareridtssager.
En efterforsker kunne måske have forhindret en beregnende morder i at tage sit tredje offer. En anden fik et helt nyt og mere menneskeligt syn på ofrene i sine sager, efter en ung pige med store Hollywood-drømme forblødte i englenes by, efterladt i nattens mørke ved en container og med 34 knivstik i kroppen. En tredje kom så tæt på offerets efterladte i en sag i Florida, at hans verden braste sammen, da det endelig stod klart for ham, hvem gerningsmændene var.
Titlen ’Real Detective’ lyder umiddelbart som b-holdets svar på HBO-hittet ’True Detective’, og man skal da heller ikke se mange sekunder af den nye serie, før man er klar over, at den både i indhold og udtryk står på ryggen af Pizzolattos serie, blot som faktafortælling. Allerede ved den mørke og stemningsmættede titelsekvens mærker man faktisk inspirationen, og både miljøbeskrivelserne og efterforskerens mentale traumer synes lånt hos navnefætteren.
Selv Matthew McConaugheys Rust Cohle ville dog forbløffes over de traumatiske oplevelser, virkelighedens helte stadig berøres af. I ’Real Detective’ sidder mange af de tidligere detektiver og græder for åben skærm, mens de mindes datidens rædsler. For true crime-genren er efterforskernes nemesis-sager en original og frisk vinkel, som også kun sjældent bliver behandlet i fiktionen.
Med otte forskellige, episodiske sager får man selvfølgelig ikke samme fordybelse, detaljerigdom eller samfundsrelevante perspektiver som med true crime-genrens mastodonter ’Serial’, ’The Jinx’, ’Making a Murderer’ og senest ’Amanda Knox’ og ’O.J.: Made in America’. Nogle gange kan sagens opklaring virke en smule rodet, hvilket nok mest skyldes den korte spilletid, der ikke levner mange minutter til at forklare, hvordan efterforskerne kommer fra a til b.
Til gengæld er det imponerende, hvordan hvert eneste afsnit på små tre kvarter kan nå både at skabe en god geografisk stemningsfuld miljøbeskrivelse og sætte seeren så godt ind i efterforskerens verden, sagens mistænkte og offerets efterladte, at jeg ofte sad med både hjertebanken og svedige håndflader helt indtil afsnittets sidste minutter.
Foruden de dokumentariske interviews med sagens efterforsker består ’Real Detective’ af genrens dyreste rekonstruktioner, hvor professionelle skuespillere genfortæller dramaets knudepunkter. Mest kendt er måske Michael Madsen, der i en episode spiller Texas Ranger Phil Ryan, der med cowboyhat og ægte sydstatsattitude efterforsker, hvorfor en ung pige skulle ende sine dage på bunden af en sø – bundet og tapet til tunge rør, der skulle holde hende gemt på søens bund.
Enkelte gange er det svært at abstrahere fra, at rekonstruktionerne kommer for tæt på fiktionens overdramatisering. Det sker eksempelvis, når en morder pludselig skifter stemme til mørkere toneleje og som en anden Hannibal Lector bliver personlig over for vores hovedrolle under den opklarende fase af en sag.
Man slipper heller ikke for fiktionens klichéer som femme fatale-blondinen, som bliver slæbt væk af politiet, men lige akkurat får lov at stoppe op og kigge et par sekunder på vores helt, der som en skuffet elsker ignorerer hendes øjnes sidste råb om hjælp, inden hun bliver ført bort til et liv bag tremmer.
Værst er det, når rekonstruktionerne i enkelte tilfælde gør det umuligt at tage virkeligheden seriøst. Et stygt eksempel er, da den skæggede dame, en bartender i et afvigende karneval-miljø, alt for tydeligt blot er en amatørskuespiller, der som en anden Mandril-karakter optræder med lim og kønshår i hovedet.
Oftest er rekonstruktionerne dog utrolig gennemførte, som ’Station 2’ efter en extreme makeover, og overgangene mellem de dramatiserede faktionsbider og de dokumentariske interviews fremstår naturlige.
’Real Detective, der i Danmark kan ses på Netflix, er små, men uhyre effektive doser af true crime-mysterier til de sultne fans af genren.
Kort sagt:
Kombinationen mellem ‘True Detective’ og true crime er lige så medrivende, som det lyder. Og selvom ‘Real Detective’ på mange fronter ikke kan måle sig med genrens hovedværker, så kan den med dyre rekonstruktioner og stærke drabssager være med til at stille sulten på hungrende sofadetektiver.