Sundance: Al Gore er tilbage med ny miljøgyser – men nytter det noget?

10 år efter Al Gores kæmpehit ‘An Inconvenient Truth’ satte global opvarmning på dagsordenen, åbnede hans efterfølger ’An Inconvenient Sequel’ årets Sundance Film Festival. Vores udsendte rapporterer fra modtagelsen og en festival, der er dybt berørt at indsættelsen af Donald Trump.

»Interesting day to be seeing this film, I imagine?«.

Al Gore får højlydte grin retur for sin tragiskmuntre kommentar, der følger kort efter de stående ovationer i kølvandet på hans nye film, ’An Inconvenient Sequel’, ved verdenspremieren i Park City i Utah.

Gore træder ind på scenen og holder en brandtale for sin sag. En sag, han har kæmpet for i årtier, og som blev hans livsmission, da præsidentposten faldt i George W. Bushs hænder efter det omstridte valg i 2000.

I 2006 blev hans ’An Incovenient Truth’ en af de mest indtjenende dokumentarer i amerikansk filmhistorie, ligesom en Oscar for bedste dokumentar blev sendt i Gores retning. Anmelderne var begejstrede for Gores filmiske argumentationsrække, og selvom den efterfølgende blev kritiseret for at have skarpskåret fakta lige voldsomt nok, har dens betydning alligevel været enorm.

En klimafornægter rykker ind

Gores kamp for moder jord placerede klimaforandringer, drivhusgasser og global opvarmning i manges bevidsthed, og filmens famøse slideshow-fremvisning fik en sikker plads i populærkulturen. Gore blev til en parodi i ’Saturday Night Live’ og ’Futurama’, klippet om til ’An Incovenient Spoof’ og mobbet i ’South Park’ for sin urokkelige tro på ’Man Bear Pig’. På sin vis var det hele med til at udbrede hans budskab.

Gore har ikke opgivet sine slideshows, selvom de nu, 10 år senere, har fået en del mere finesse og grafisk pondus med bevægelige grafer: Han behøver ikke længere stille sig op på en lift for at fremhæve de enorme stigninger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I sin nye film har han lagt spørgsmålet om, hvorvidt global opvarmning findes og skal forebygges, bag sig for i stedet at spørge, om vi overhovedet vil skabe forandring – et spørgsmål, der synes relevant, nu hvor den vestlige verden står over for en kolossal omvæltning.

Trumps valgsejr lurer under overfladen filmen igennem, og de amerikanske biografgængere sukkede i ren og skær desillusion under verdenspremieren. Hvad Gore endnu ikke ved i filmen, står nu for dem soleklart. Alt, hvad Gore kæmper for ved COP21 og i sene samtaler med Indiens ministre, står over for at blive skyllet ud med badevandet med en præsident, der tilsyneladende ikke tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Robert Redford træder varsomt

Trump har allerede under Sundances første dage lagt en dæmper på festlighederne, og pressen kræver, at festivalens grundlægger Robert Redford og hans kompagnoner tager stilling til verdenen omkring dem.

Mens festivalledelsen træder varsomt, er filmskaberne på årets festival ikke bange for at tage bladet fra munden. Foragten og bekymringen for Trump emmer ud af denne lille liberale klynge i USA’s midtvest »What an auspicious (lovende, red.) day«, som den ene instruktør bag ‘An Inconvenient Sequel’, Bonni Cohen, sarkastisk ytrede før premieren.

‘An Inconvenient Sequel’ har indtil videre ikke sat ild under festivalen, og modtagelsen blandt de internationale medier har været blandet. Hvad skal Gores opfølger nytte i så mørke tider som disse?

Gore vælger dog med ’An Inconvenient Sequel’ at sætte streg under håbet frem for håbløsheden, ligesom den oprindelige film gjorde ved sin premiere på festivalen i 2006. Og de 50.000 festivalgængere her i Park City ligner da også i disse dage nogle, der har brug for en skulder at læne sig op ad.

Det vides endnu ikke, om ’An Inconvenient Sequel’ får dansk biografpremiere.

Læs også: Leonardo DiCaprio står bag film om klimaforandringer – se traileren til ‘Before The Flood’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af