»Vi har været her siden 28. januar. Vi prøver at få folk til at lære os at kende, at fortælle dem om ’Under sandet’ og Danmark og få dem ind og se filmen. Den havde premiere herovre 10. februar. Og nu er alle de andre danskere kommet, så der er gang i hotellet, og solen skinner. Så det er ret Hollywood-agtigt lige pludselig. Nu sker det!«.
»Jeg tager ud og holder Q&A’s for akademimedlemmer og alle mulige andre, der kender akademimedlemmer – The Jewish Community og den slags. Jeg skal hele tiden stå til rådighed, smile, give hånd – man giver jo utroligt meget hånd og hører historier fra folk, der var med, da man sejlede ind i Normandiet under Anden Verdenskrig og den slags«.
»Mange af de helt gamle akademimedlemmer kommer kun ud i de her 14 dage, hvor stemmeprocessen sker… Ellers sidder de bare på plejehjem. Ved nogle af visningerne kan man simpelthen se, at de ikke har været ude siden sidste gang, de stemte. Og dem skal man så have fat i og vinde deres tillid. De skal synes, man er sød og rar og venlig, men i virkeligheden gælder det om at få deres stemme. Så det er sjovt og interessant, og man møder en masse mennesker«.
»Man kunne jo virkelig præge det, hvis man var rigtigt, rigtigt progressiv. Det har vi ikke været. Vi har gjort, hvad vi kunne, men vi har også fra start valgt at sige, at vi også skal kunne nyde det. Og jeg gider faktisk ikke lave 50 interviews om dagen, jeg vil gerne have mig selv med i alt det her. Det er vigtigt, at vi ikke har en ud af kroppen-oplevelse, men at vi er til stede i det«.
»Jeg kan godt spille spillet og smile. Det er ikke altid, jeg er sindssygt god til at smalltalke, men så kan jeg stå og smile og lytte til andre. Meget af min opgave som instruktør er jo alligevel at lytte og se andre mennesker, så den tager jeg ligesom med videre«.
»Jeg var til den der Oscar Nominees Luncheon (en traditionsrig begivenhed, hvor alle årets nominerede er samlet, red.). Det var jo så surrealistisk, som at være med i ’Groundhog Day’: ’Congratulations’, ’congratulations’, ’congratulations’… Man føler virkelig, man render rundt til den samme fødselsdag igen og igen og igen. Man tænker, ej, nu kan jeg ikke mere. Men samtidig kommer Mel Gibson eller Denzel Washington over, og det er jo meget vildt. Men det er jo tosset – man står og chitchatter uden rigtigt at få snakket om noget væsentligt«.
»Man har en publicist, som går rundt og introducerer én, og det er som regel sådan noget: ’You gooootta meet this guy, he’s the most taaaalented director’, du ved, over the top. Men det er bare måden, man gør det på, og de kan godt lide at sælge sig selv på den måde. Der er ikke noget Jantelov, man har lov til at sige nærmest hvad som helst, bare man er sød og smilende«.
»Jeg var på Friars Club, en privat standup-comedy club, hvor alle de store har været. Jeg blev inviteret af en producer, som har været med til at producere min nye film, og som har gjort ekstremt meget for os. At stå og hænge med Tony Bennett og De Niro, det var… Jeg kommer aldrig ind på den klub igen, og det var bare fedt at være der. Det vil jeg altid huske«.
»Vores film er den eneste i feltet, som måske har et politisk budskab i forhold til Trump. Det er svært ikke at være politisk, fordi Trump præger det så vildt. Man kan nærmest ikke komme igennem et interview, uden at man skal tage stilling til muslim ban og det ene og andet. Og min inspiration til at lave ’Under sandet’ var jo alt det med de syriske flygtninge, og hvordan vi lukker ned i Europa. Det er skræmmende, at den er blevet mere og mere aktuel. Man kunne have håbet, det var gået den anden vej«.
»Folk forsøger at holde en festlig stemning, og akademiet siger også, ’lad det nu ikke blive for politisk’. Men altså, verden er ved at ramle, og filmskabere og kunstnere skal jo være politiske. Jeg var dybt skuffet over, at ingen af Grammy-vinderne sagde noget. Det var bare totalt… det virkede som sådan nogle hjernedøde… Ingen kommenterede noget overhovedet. Og jeg tror, at ved Oscar bliver det næsten ikke andet. Når man har de der 45 sekunder eller to minutter, eller hvad det er, skal man også benytte muligheden til at sige noget til de mange millioner, der ser med«.
»Jeg kan godt forstå, at Asghar Farhardi (den iranske instruktør af ’The Salesman’, der også er nomineret i kategorien) bliver væk. Jeg kan også godt forstå, at hans folk udnytter muslim ban-diskussionen til fulde. Nu laver de en visning på ambassaden i London, og det er jo ikke sådan, at de så viser alle fem film. Der går lidt taktik i den, men samtidig kan jeg godt forstå, at man føler sig udstødt«.
»Nu er der ligesom kommet det der, a vote for Asghar is a vote against Trump. Spørgsmålet er, om Trump gives a fuck. Om frygten ikke bare har vundet. Jeg håber da, at folk sætter sig ned og ser alle fem film og vurderer det ud fra alle aspekter, fra billede til skuespil og historie, altså helhedsoplevelsen. Og ikke på grund af Trump, for så har han jo vundet – så har han ødelagt det også«.
»Vi griner og siger, at vi har 20 procent chance for at vinde. Og det er sgu ikke så tosset! Vores chancer er ikke dårlige, for der er ikke en ’Son of Saul’ eller ’Amour’ eller ’Ida’. Men samtidig skal vi bare være mega glade og stolte over, at vi er nået så langt. Det er andet år i træk for Danmark, og det er pisse godt. Alle herovre kender til den danske filmbranche«.
»Jeg talte forleden med Maren Ade, som står bag ’Toni Erdmann’, og vi grinede så meget, for vi blev helt flove over, at vi ikke havde set hinandens film. Altså, jeg kan i virkeligheden ikke specielt godt lide min egen film. Jeg tror, at de fleste filmskabere er kritiske over for deres eget arbejde, og jeg føler bare, at jeg ser gennem the matrix – det er scener, der er klippet sammen, jeg kan se holdet stå bag ved og drikke kaffe. Så at sidde med en fornemmelse af at være i en konkurrence, hvor man synes, de fire andre er bedre end ens egen, det… Jeg bliver nødt til at opretholde et eller andet håb om, at den skal vinde, så jeg har med vilje undgået at se de andre«.
»Jeg havde gang i en amerikansk film, som jeg lige har været i Japan og filme og næsten har klippet færdig (’The Outsider’ med Jared Leto, red.), allerede før jeg blev nomineret. Og jeg har allerede et nyt projekt i gang. Så jeg troede måske ikke, at en Oscar-nominering kunne ændre mit liv. Hvilken forskel kunne det gøre? Men alligevel. Når man så kommer op på sit hotelværelse, og der ligger blomster og kort og alt muligt, fra kendte skuespillere til direktørerne fra Warner og Sony. Jeg havde ikke troet, at det betød noget. Men det gør det«.
»Der stod for eksempel en kæmpet buket blomster fra Charlize Theron. Det behøvede hun ikke at gøre. Det varmer. Simpelthen fordi hun godt kunne lide filmen. Det kunne man godt lære noget af i Danmark. Der bliver det maks. til en Facebook-status eller en lille hilsen i Messenger«.
Læs også: ‘Under sandet’ holdt op mod Oscar-konkurrenterne – på kvalitet og vinderchancer
Læs også: Vores endelige forudsigelser – de vinder Oscar-priserne på søndag
Læs hele vores store Oscar-optakt HER.