‘Efter kærligheden’: Skilsmissedrama er lovlig meget leverpostej
Selv hvis man ikke, som mig, er et nyligt skilsmissebarn, der jævnligt flæber over uventede elregninger, vil man hurtigt kunne fornemme, hvor nådesløst præcis den belgiske instruktør Joachim Lafosse er i sin skildring af den romantiske desillusion, der ofte følger med en skilsmisse, og hvor opsat han er på at rette vores fokus mod, hvor stor en rolle penge spiller i moderne parforhold – og i vores liv sådan generelt.
’Efter kærligheden’ placerer os midt i krydsilden (hvis man kan kalde deres kølige, passivt-aggressive bekrigelse af hinanden det) mellem Marie (Bérénice Bejo) og Boris (Cédric Kahn) på et tidspunkt i deres smuldrende ægteskab, hvor de næsten ikke kan udstå synet af hinanden længere, er holdt helt op med at tale sammen, og hver eneste gestus altid er yderst kalkuleret og rummer en dyberestikkende, uophørlig magtkamp.
Og når man kender hinanden så som godt, som de to gør efter 15 år sammen, skal der ikke meget til at provokere. Som når Marie siger »der er ikke købt ind til dig« til Boris, da han forsøger at tiltuske sig aftensmad på en af »hendes dage« med deres to døtre og demonstrativt steger tre kyllingefileter (de bor stadig sammen, men prøver for så vidt muligt at prøve at undgå hinanden). Eller når Boris gør oprør på, hvad der må siges at være en meget fransk facon, og spiser al osten i køleskabet, så der ikke er noget tilbage at lave madpakker af.
Scenarierne er i al deres overvældende åndssvaghed uden tvivl meget 1:1 med mange af dem, vi selv kæmper os igennem undervejs i et længerevarende forhold. Spørgsmålet er bare, om infantil trodsighed, silent treatment og pengeskænderier ikke er nederen nok at have derhjemme i forvejen til at gide gennemleve hverdagens banaliteter i biografen?
Med den slags køkkenvaskrealisme som ’Efter kærligheden’ repræsenterer, kan det gå to veje. Enten synes man, at dens hyldest af hverdagens mundhuggeri er forfriskende og nyder at spejle sig i dens nøjagtige observationer, eller også finder man dens svælgen i det banale, well, banal. Og jeg hælder nok til det sidste.
Det skarpe fokus på økonomiens betydning for tosomheden (den franske titel er ’L’économie du couple’) er usexet, ja, men faktisk mere spændende end som så. Problemet er bare, at pengenøden aldrig rigtigt føles presserende hos karaktererne. Modsat Dardenne-landsmændenes mesterværker ’Rosetta’ og ’To dage, en nat’, hvor hovedkaraktererne har så meget på spil, at man er ved at segne af sympati undervejs, er der en underlig distance til Boris’ krise. Jeg registrerer, at han ikke kan finde arbejde og ser ham blive tæsket af nogle slemme fyre, som han skylder penge til – men jeg mærker ham ikke. Jeg har ikke engang lidt ondt af ham.
Mere fængslende er Bejo i rollen som Marie, der bestemt er spændt hårdt for som brødvinder, men også tilbøjelig til at malke sin egen martyrrolle.
Og hvis det ikke var, fordi vi lige har set hende spille cirka samme rolle (i øvrigt med næsten samme navn) i en film om omtrent det samme, nemlig den fremragende ’Fortiden’ af iranske Asghar Farhadi, havde Bejos præstation givetvis klinget sandt nok til at redde ’Efter kærligheden’ fra at stå tilbage som en semi-velspillet, meget slidsom og ikke synderligt original oplevelse.
Kort sagt:
Til trods for Bejo og Kahns rørende præstationer er der desværre lige lovlig meget leverpostej over Lafosses seneste socialrealistiske familiedrama, der undersøger, hvad der sker med de indbyrdes relationer, når forældre begynder at blive nærige med kærligheden.