’Free Lunch Society’: Øjenåbnende ørefigen til kapitalismen
CPH:DOX. Hvad ville der ske, hvis vi som borgere fik udbetalt et fast beløb uden betingelser livet igennem? Ville en sådan borgerløn gøre os dovne eller sætte os fri?
Det rasende interessante spørgsmål stiller østrigske Christian Tod i den CPH:DOX-aktuelle ’Free Lunch Society’. Her kommer vi på en verdensomspændende rundtur udi forskellige måder at indføre et så radikalt anderledes økonomisk system.
Den aktivistiske dokumentarfilm er en slags borgerlønnens ABC, hvor Tod tager os i hånden og gennemgår historisk baggrund, interviewer nobelprisvindende økonomer, erhvervsfolk, frontløbere i græsrodsbevægelser og helt almindelige mennesker, der har oplevet effekten af borgerløn på egen krop. Den fungerer med andre ord som et utilsløret partsindlæg i opgøret med den kapitalistiske tankegang. Filmens titel, ’Free Lunch Society’, skal i øvrigt forstås som et modsvar til et klassisk Ronald Reagan-citat: »Milton Friedman is right. There really is no such thing as a free lunch«.
I den amerikanske stat Alaska får samtlige indbyggere hvert år udbetalt en dividende af landets olieindtægter. Siden 1982 har denne Alaska Permanent Fund udbetalt omkring 2000 dollars pr. indbygger om året. Beløbet svinger, så hvert år er der stor spænding forbundet med offentliggørelsen af årets dividendetal. Vi møder en ung tobørnsfamilie, der har valgt at sætte døtrenes dividende ind på en opsparingskonto. Parret ser lykkelige og bekymringsfrie ud ved tanken om, at deres børn er økonomisk sikrede og uddannelsesmulighederne gode.
Et pilotprojekt i det fattige Otjivero-område i Namibia udstyrede alle borgere under 60 år med et bankkort, hvorpå der månedligt blev indsat, hvad der svarer til 10 euro. Effekterne af dette forsøg med basisindkomst var tydelige: Nye iværksættere satte gang i områdets økonomi, fattigdommen faldt, kriminaliteten faldt, og flere børn fik mulighed for at gå i skole. Men måske vigtigst af alt: Folk genfandt en stolthed. Som syersken Rudolphine, der brugte noget af sin basisindkomst på at købe sig en ny symaskine. Hun er nærmest ved at revne af stolthed, da hun fortæller, at hun selv har syet den lyserøde broderikjole, hun er iført. Sikke en boss lady!
Christian Tods gennemgang af borgerlønnens fortræffeligheder i ’Free Lunch Society’ er lige efter bogen. Her er masser af talende eksperthoveder med stor troværdighed, nyhedsklip og historiske filmbidder i fejende montager. På soundtracket spiller Sharon Jones & The Dap Kings’ soulede version af ’This Land Is Your Land’, så ingen kan være i tvivl om, at den onde kapitalisme skal ned med nakken. Filmen taler både til ens fornuft og følelser og lykkes fint med at introducere et emne, der for mange nok vil være helt ukendt.
Indpakningen er dog langtfra ophidsende. Myriaderne af de førnævnte eksperthoveder stiger eksponentielt filmen igennem. De økonomiske teorier fyger om ørerne på dig. Eksemplerne ligeså: Sådan gjorde de i Canada i 1970’erne. Sådan gør de i Alaska i dag. I Namibia forsøgte de det her. I Tyskland noget andet. I Schweiz noget tredje. Begrænsningens kunst er svær, og Tod har øjensynligt haft svært ved at vælge fra.
Det faktum rykker dog ikke ved, at ’Free Lunch Society’ er en tankevækkende film i ordets bedste forstand.
Kort sagt:
Den tysk-østrigske dokumentar ’Free Lunch Society’ er en aktivistisk ørefigen til kapitalismen. Instruktøren Christian Tod fremlægger alle borgerlønnens fortræffeligheder, men glemmer også begrænsningens kunst i al sin iver.
Læs også: ‘An Insignificant Man’: Fængende film om en mands kamp mod et korrupt system