Primrose Hill, London, 1992
Ewan McGregor har lige købt sin drømmelejlighed. Efter at have boet i et belastet kvarter i Hackney er hans skuespillerkarriere endelig ved at få så meget fart på, at han får råd til at købe en etværelses lejlighed på Regents Road i Primrose Hill i London.
Lejligheden får lidt af et ry de næste par år, hvor den danner rammen for nogle vilde fester, der som regel starter fredag aften i byen og ender søndag aften i Ewan McGregors lejlighed, hvor han spiller Steve Vaughns ‘Double Trouble’ igen og igen for sine bedste venner, der ligesom ham også er ved at få gang i deres skuespillerkarrierer.
De hedder Johnny Lee Miller og Jude Law. På samme tidspunkt får Ewan McGregor et manuskript i hånden, som han selv betegner som »one in a million« og »mit livs rolle«. Ligesom Steve Vaughns stykke for Ewan McGregor er indbegrebet af hans ungdomsår i begyndelsen af 1990’erne, kommer hans rolle som den egoistiske stofmisbruger Mark Renton i filmen ‘Trainspotting’ til at danne spydspidsen i den bølge af engelsk kultur, der dominerer og influerer verden i 1990’erne.
Paris, 1996
Jeg er 20 år og bor i Paris i et kollektiv sammen med fire fyre, jeg har mødt til en fest. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg så ‘Trainspotting’ første gang, jeg ved bare, at jeg så den mange gange, og at postkortet med filmens fem hovedkarakterer pyntede på væggen i de mildest talt shabby værelser, jeg boede på dengang.
’Trainspotting’ var sådan en film, der blev talt så meget om, at man næsten kendte scenerne, inden man overhovedet så filmen. Den klamme scene, hvor Ewan McGregor dykker ned i et tillortet toilet på jagt efter to opiums-stikpiller, han ved et uheld har skidt ud, kendte jeg i detaljer, inden jeg overhovedet så filmen.
En af fyrene i mit kollektiv var englænder. På et tidspunkt fik han besøg af en ven, der for mig var som trådt ud af ’Trainspotting’. Han hed Callum, han kom fra Nordengland og talte engelsk med så stærk en arbejderdialekt, at jeg næsten ikke forstod ham.
Ligesom karaktererne i filmen var han tynd og utroligt bleg. Han var med andre ord vildt eksotisk set med mine provinsfynske øjne. De to englændere var i øvrigt også begge to vegetarer – og eksperimenterede med stoffer.
Cool Britannia
Fra 1993 til 1997 er britpop det største musikalske omdrejningspunkt i den vestlige verden. Efter grungens deprimerende eksistentialisme, fedtede hår og skovmandsskjorter bliver engelske gavflabe med baggy tøj og grydefrisurer de nye ikoner, mens de synger om hverdagsliv og forstæder med overdreven ironi.
Da Blur udgav deres andet album, ‘Modern Life is Rubbish’, i 1993, havde det i lang tid haft arbejdstitlen ‘Britain vs. America’ for at understrege, at de lagde afstand til den amerikanske musikalske indflydelse.
Britpoppen udgør blot en del af det kulturelle boom, der breder sig fra England til resten af verden på det tidspunkt. I fjernsynet kokkererer Jamie Oliver på en nonchalant måde, der ikke er set før.
Hvis man ikke kan lide Britpop, kan man høre Jamiroquai. Hvis man ikke kan lide Jamiroquai, kan man høre Spice Girls, der får begrebet Girl Power udbredt i løbet af ingen tid.
Eller måske er man mere til den mellow electronica-musik, der opstår i Bristol, og som bliver kaldt for triphop. Og slagordet – Cool Britannia – som den kommende engelske premierminister Tony Blair lancerer for sit partis nye linje, New Labour, ender med at være en betegnelse, der dækker alt, hvad der kommer fra England i disse år. England er cool, cool Britannia.
Leith, Edingburgh, Skotland, midt 1980’erne
Man kalder det ‘den skotske effekt’ i forskerkredse: Det faktum, at dødeligheden er 15 procent større i Skotland, end den er i Wales og England. Der er en større dødelighed blandt skotske mænd i en vis aldersgruppe, og det skyldes primært stoffer.
Bogen ‘Trainspotting’ foregår i midten af 1980’erne i den del af Edingburgh, der hedder Leith. På det tidspunkt var arbejdsløsheden massivt stor, folk havde ikke noget at tage sig til, og da der på samme tidspunkt kom en masse billig pakistansk heroin til landet, brød der en regulær heroin-epidemi ud efterfulgt af en aids-epidemi, der fulgte i kølvandet på stofmisbrugerne som en skygge.
Forfatteren Irvine Welsh var en af de skotske mænd, der havde et heroin-misbrug, men som kom ud af det igen. I stedet for at dø ung skrev han bogen ‘Trainspotting’ om sin generation fra Leith. Den udkom i 1993 og blev omgående en bestseller, og der blev hurtigt snak om, at bogen skulle filmatiseres.
Trainspotting er egentligt navnet på en meget nørdet hobby, hvor folk kigger på tog. Irvine Welshs pointe med titlen er, at det er en hobby, der ikke giver nogen mening for udenforstående, men som betyder alt for dem, der dyrker den.
Det samme gælder for heroin-misbrugere: For alle andre virker det forfærdeligt dumt at tage stoffer, men for heroinmisbrugeren er det selve meningen med livet.
Dannys drenge
Filminstruktøren Danny Boyle fik uventet stor succes med sin første spillefilm ‘Shallow Grave’, der var billig og havde en god fortjeneste.
Sammen med manuskriptforfatteren herfra ledte han efter det næste projekt, der skulle bære dem videre på bølgen af succes, men i stedet for at falde for de mange Hollywood-tilbud, der nu væltede ind af døren, besluttede de sig for, at de ville filmatisere en bog, hvis brug af kraftig skotsk dialekt gjorde den svær at forstå og en udfordring at filmatisere.
Hovedrollen var bestemt på forhånd, den skulle gå til Ewan McGregor, der også havde en af de tre hovedroller i ’Shallow Grave’, og som fik sit absolutte gennembrud med ’Trainspotting’.
Det samme gælder for de fleste af skuespillerne i det unge cast. Johnny Lee Miller, der spiller Sick Boy, blev senere både gift med og skilt fra Angelina Jolie, og i dag har han sin egen Sherlock Holmes-serie. Robert Carlyle, der spiller den ultravoldelige Begbie, fik senere skurkerollen i en James Bond-film, og Kelly MacDonald, der er den unge skolepige, der knalder Mark Renton, har siden været med i et hav af store Hollywood-produktioner.
Bogen ’Trainspotting’ var et hit, og det blev filmen også.
Heroin Chic
’Trainspotting’ bliver indspillet i Glasgow i 1995, får premiere i 1996 og bliver i dag betragtet som en af de helt store filmklassikere fra 1990’erne.
Den bliver populær af en lang række årsager. Den amerikanske senator Bob Dole beskyldte filmen for at glamourise stofmisbrug, og det er sikkert, at filmens sorte humor tager hjørnerne af de mange grusomme ting, der udspiller sig på lærredet, lige fra en død baby til en af vennernes død på grund af stoffer.
Bob Doles udtalelser falder fint i tråd med en anden af 1990’ernes trends, nemlig Heroin Chic, en heldigvis kortlivet modetendens, hvor modellerne helst skal ligne junkier.
Irvine Welsh har i et interview med The Hollywood Reporter udtalt, at han med vilje undgik de filmfolk, der ville lave ’Trainspotting’ som et stykke socialrealisme. Han faldt for Danny Boyle-holdets vision om at lave en sort komedie, der laver grin med selv de mest grusomme ting.
Shouting lager, lager, lager, lager
Folk blander tit rundt på titlerne, men det hit, som gjorde Underworld udødelig i 1990’erne, hedder ’Born Slippy.Nuxx’ og ikke bare ’Born Slippy’, som var et tidligere, instrumentalt nummer fra samme gruppe.
’Born Slippy.Nuxx’ er et næsten 10 minutter langt electronicanummer, der bliver afspillet i ’Trainspotting’s sidste og afgørende scene. ’Trainspotting’ er en af de film, hvis soundtrack har fået sit eget liv og er en af grundene til, at filmen blev en del af kulturen.
Det kan virke tilfældigt, men det var nøje planlagt på forhånd af filmens producer Andrew MacDonald. Allerede i 1996, det år filmen havde premiere, udtalte han til magasinet Empire, at sammensætningen af numre på soundtracket var lavet med henblik på at gøre soundtracket populært.
Det skulle ikke bare være en baggrund af lyd for filmens scener, men være et værk i sig selv, et værk der skulle have sit eget liv. Det fik det.
Juletivoli, København 2016
Den første weekend, Tivoli havde åbent i julen, mødtes jeg med min engelske ven fra kollektivet, hvor jeg boede 20 år tidligere.
I de to årtier, der er gået, siden jeg flyttede tilbage til Danmark, har jeg kun set ham en enkelt gang. Men så en dag får jeg en sms ud af det blå, hvor han spørger, om jeg vil mødes i juletivoli dagen efter, fordi han tilfældigvis er i København med sin søn. Det vil jeg gerne.
På dagen er der proppet med forventningsfulde unger og stressede forældre. Vi har begge vores afkom med, og det er begrænset, hvor meget vi overhovedet får snakket. Da jeg er kommet hjem, sender jeg ham nogle gamle fotos fra tiden i kollektivet, blandt andet af Callum, ham Trainspotting-typen, der besøgte os i Paris.
»Han døde sidste år«, fortæller min ven mig, »af sprut og stoffer«. Jeg finder en mindeside for Callum på nettet. Den alfeagtige, næsten gennemsigtige, og supercool unge mand, jeg huskede, havde et udseende, der er typisk for mange år med misbrug: alt for mager og med dårlig hud.
Og det er lidt sådan, det går med ’Trainspotting’-typerne. Statistikken for området Leith i Edinburgh, hvor historien foregår, taler deres eget sprog. Folk dør. Den skotske effekt sætter ind.
Netop derfor har jeg det også ambivalent ved tanken om, at Danny Boyle, Ewan McGregor og alle de andre forsøger at genoplive ’Trainspotting’ med en efterfølger 20 år senere. For sagen er, at karaktererne fra ’Trainspotting’ næppe ville overleve det liv, de levede.
Kilder: Podcasten ‘Desert Island Records’ med Ewan McGregor, Stereogum, The Telegraph, UnPrintable Podcast: Lit reactor med Irvine Welsh, The Guardian, Empireonline, Vice, P6 Beat, The Hollywood Reporter