KOMMENTAR. Tv-serierne ’Better things’, ’Divorce’, ’Big Little Lies’ og ’Feud: Bette and Joan’ har i det seneste år banet vej for en mere alsidig repræsentation af segmentet ’modne’ kvinder i mainstreamunderholdning, hvor særligt ensembleserier med kvinder mellem ’Girls’ og ’Golden Girls’-alderen stadig er en fornærmende sjældenhed.
’Middle-aged Girls’ har aldrig rigtigt fanget an i Hollywood, hvor den manglende tro på, at spraglede fortællinger med kvinder på 40+ i flok kan løfte billet og -seertal ofte parkerer ældre skuespillerinder på sidelinjen i bitre skilsmissedramaer eller bedstemor med slag i-komedier. Den hellige Meryl Streep undtaget, der med sine faste plads i Oscar-feltet hvert år personificerer Hollywoods token grå guld på filmfronten.
Selvom der i seriemediet er kommet anderledes højt til loftet – og til trods for førnævnte titlers popularitet – er der fortsat mangel på produktioner, hvori den modne kvinde får lov til at definere sig ud fra andet og mere end traditionelle kønsværdier, og i stedet går på eventyr, fejler og sejrer som karakter i selskab med ligesindede medsøstre.
Serier som ’Homeland’, ’Veep’ og ’Fargo’ byder som bekendt alle på kvindelige hovedroller, der for længst er ude over de famlende 20’ere, og som har meget andet indhold i livet end børnefødselsdage og mandens forfremmelse. Men på nær Julia Louis-Dreyfus kan disse karakterer ikke just betegnes som ’modne’ kvinder, ligesom de også fortrinsvis begår sig som kuriøse svaler i overvejende patriarkalske miljøer, der byder kvinden at forsvare sin plads i hierarkiet overfor mandlige kolleger. Hvad end det kommer direkte udtryk i seriens plot, eller ved et dominerende mandligt cast på fløjen.
Dette afspejler naturligvis den virkelige verdens utallige eksempler på skævvredne kønsfordelinger på arbejdspladsen, og vigtigheden af, at sætte fiktivt spot på ligestillingsproblematikker.
Men hvor er de ældre kvindelige modsætninger til notorisk uperfekte serieikoner som for eksempel Don Draper i ’Mad Men’ og Walter White i ’Breaking Bad’? Og hvor er deres entourage af kvindelige medsammensvorne?
Nej tak til usympatiske kvinder
En del af forklaringen på de modne kvinders fravær som spydsidser for store, ambitiøse seriesatsninger skal findes i en antikveret Hollywood-tankegang med dybe rødder i kønnenes samfundshistoriske positionering, der går på, at publikum ikke ønsker at se ’usympatiske’ voksne kvinder i bærende roller – hvorimod man sagtens kan bygge en hel tv-serie op omkring en pilrådden mandlig karakter, og stadig regne med seernes – både mandlige og kvindeliges – fascination af den maskuline antihelts tvivlsomme facetter og usmagelige gerninger.
Det privilegium har aldrende kvinder ikke.
Modne kvinder med koks i arbejdsliv og familieforhold er ikke ’cool’. I høj grad fordi kvinder efter en vis alder ikke længere opfattes som fuckable, og dermed mister en stor del mandlige seeres goodwill: At være en fræk, moralsk anløben bitch er eksklusivt forundt smukke, unge kvinder med masturbationspotentiale.
Få ting skræmmer det patriarkalske Hollywood som ’skøre gamle kællinger’, hvis rynker og eventuelle neuroser snarere får dem kategoriseret som maniske ’Baby Jane’s – som set i den metageniale ’Feud’ med Susan Sarandon og Jessica Lange – end den ansporer til bred antiheltedyrkelse.
Manden bag ’Feud’ og ’American Horror Story’, Ryan Murphy, er en af de få, der vellykket har vendt Hollywoods aldersfascisme på vrangen, og skabt komplekse, smukke og tragiske hovedroller til filmbyens ældre skuespillerinder, der trodser enhver form for leflen for generiske skønhedsidealer og good girl behavior.
I ’Feud’ – om skuespillegenderne Bette Davis og Joan Crawford i deres livs efterår – får seerne sålunde blandt andet en sexscene med 70-årige Susan Sarandons karakter: »Det var vigtigt for mig, og for Jessica Lange og Susan Sarandon, at vi også viste den side af Bette og Joan i ’Feud’. De var seksuelle væsner, der havde affærer og sex med mænd … De var ikke bare skuespillerinder og mødre, de havde en masse andet kørende for dem, ligesom alle andre har,« fortalte Ryan Murphy til Vanity Fair tidligere i år.
Sidste år stiftede Murphy organisationen Half, der arbejder på at fremme diversitet blandt instruktører, og selv insisterer han på, at mindst halvdelen af serieinstruktørerne på hans egne produktioner – ’Feud’, ’AHS’ og ’American Crime Story’ – er kvinder, farvede og LGBT-personer.
Det er den vej, branchen må gå: Statistikker fra The Geena Davis Institite for Gender in Media peger ikke overraskende på, at et langt større antal kvindelige instruktører i alle aldre bag kameraerne – hvor en ligelig kønsfordelingen er ditto udfordret – i høj grad ville medvirke til at nuancere aldersspændet blandt kvinder på skærmen.
Selvfølgelig skal der fortsat pennes historier, hvor fokus er på kvinders kamp for at få moderskab, ægteskab og karriere til at gå succesfuldt op i den moderne verdens eftertragtede og svære treenighed – som den glimrende ‘Better Things’. I disse historier ligger selvsagt et stærkt identifikationselement for millioner af seere, og der kan afledes megen skarp komik, samfundssatire og rammende drama ved at sætte hverdagens genkendelige udfordringer på spidsen.
Men ratioen af serier med og om modne kvinder, der bakser med hjemmefronts-konventionerne – som i ’Better Things’ og ’Divorce’ – versus skildringerne af dem, der sætter eget ego og ambitioner først a la Don ’I don’t give a rat’s ass’ Draper er pilskæv.
Vi skal have flere modne kvindelige antihelte på tv – gerne i flok.