Øjnene er de første, man genkender. De titter ud af den lille nøgne sprække mellem huen og halstørklædet, da Magnus Millang træder ind ad døren til PR-bureauet i København. Det er de øjne, som med et på én gang insisterende og dødt blik har stirret ind i tv-stuerne hos danskerne de seneste otte år i skikkelse af diverse skæve eksistenser, og som har gjort ham til et af de varmeste emner inden for dansk komik.
I dag er anledningen til vores møde en af de nytilflyttede karakterer i Millangs tætbefolkede persongalleri: Rollen som Vonsil i Frank Hvam og Casper Christensens premiereaktuelle folkekomedie ’Dan Dream’, som bygger på en virkelig historie om en gruppe fantaster, der i 1983 satte sig for at udvikle verdens første elbil. Og så er det også for at blive klogere på, hvorfor lige præcis Magnus Millang stikker ud i skoven af komiker-kollegaer.
I den brede befolkning er 35-årige Magnus Millang især kendt for satireprogrammet ’Danish Dynamite’, som han udviklede og selv medvirkede i sammen med komikerkollegaen Martin Høgsted. Filmrollen som den brovtende, enarmede Vonsil med de mange negerjokes er Millangs anden, siden han spillefilmdebuterede sidste år i Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’.
»Den store forskel på komik og skuespil er nok, at man skal spille lidt mindre, men det kan jeg virkelig godt lide, for jeg griner højere, når det bliver mere ægte. Genkendelighed er jo essensen af humor, så jeg er også blevet mere interesseret i, at det er underspillet«, begynder Millang, da vi sætter os til rette bag mødelokalets glasfacade.
»Noget af det svære ved den her rolle var, at jeg skulle have min egen raske arm gemt. Jeg havde hånden i skridtet virkelig meget af tiden, så jeg tog hjem derfra velvidende, at jeg ikke havde en tumor i pungen«.
»Ja, så har det været et godt forløb«.
Millang beskriver Vonsil som en sølle og ensom mand fra Sydhavnen, der mener at kunne bygge alt af glasfiber. Selvom han ser sig selv som fisseminister, sidder han aften efter aften på en stripklub og kigger på patter. Det er tydeligt, at han pakker sig ind i jokes ved at være spydig over for andre, fordi han selv er handicappet. Så der er en smerte i ham, som Millang synes er »ret sjov«.
En gut som Vonsil er dermed et godt eksempel på, hvad der kan betegnes som Magnus Millangs helt store aftryk og interesse inden for komikken: De tragikomiske karakterer med smerteligt lavt selvværd.
Hvor kommer kærligheden til det fra?
»Jeg tror, at alle bliver ramt af lavt selvværd her i livet, og det er virkelig interessant, hvordan mennesker fornægter den, og hvad der så kommer ud af det. Comedy-karakterer er jo folk, der er fyldt med fejl. Det er ligesom derfor, de er sjove, og derfor er den genre tit også meget mere ægte. Jeg tror, det er sjovt, fordi humor også er et redskab til at befri den følelse, man selv har omkring de der ting, så når folk kan grine ad det, griner de også lidt ad dem selv eller sidemanden«.
Hvorfor tror du, du er så god til at se og gengive lige præcis det?
»Jeg tror måske, jeg har været meget følsom hele livet i forhold til at kunne fortælle de historier, for det kommer jo ikke kun fra andre, men også fra en selv. Det kan for eksempel være situationer i folkeskolen, hvor man har følt sig akavet og taget den følelse meget ind, så den har sat sig, og man så kan spille den igen. Der er jo tit noget med, at hvis man lever i en meget dysfunktionel familie, begynder man at afkode folks signaler, men det har ikke gennemsyret min barndom, så jeg tror egentlig bare, at det er sådan, jeg er sat sammen«.
Man skal kunne kigge på sig selv, når man er virkelig uperfekt
Men det kræver vel også mod at udstille de ting…
»Ja, men det kommer også af, at jeg har dyrket det meget. Man bliver nødt til at have noget selverkendelse og selvironi og kunne sige højt: I dag føler jeg mig fandeme forsmået, for der er nogle yngre, der er sjovere end mig, og det er fucking nedtur. Hvis man fornægter, tror jeg, at man bliver i dårligt humør. Man skal kunne kigge på sig selv, når man er virkelig uperfekt«.
Spændende med de voksnes fejl
Magnus Millang er opvokset i Virum som søn af en reklamefotograf og en sygeplejerske sammen med lillebroren Emil. Han betegner den nordsjællandske by som et sted, der besidder »næsten alt«.
»Det er Danmark kogt ned til en bouillonterning af både store villaer, rækkehuse og boligblokke«.
Millang ved ikke med sikkerhed, om barndommens tidlige møde med Virums mange forskellige samfundslag har været med til at opbygge det brogede kartotek af mennesker, som han flittigt benytter sig af i sine komiske og præcise fremstillinger. Men især ungdomsårene som tankpasser på den lokale Statoil, hvor både bossen og bumsen kom forbi for at tanke og proviantere, har stensikkert bidraget til festen, konstaterer han.
»Jeg har mange små episoder med kunder, hvor jeg opdagede, at folk jo er nederen og virkelig til at gennemskue. Det gik op for mig i 1990’erne, at det var lidt spændende med de voksnes fejl og at se dem gå op i materielle pikmålinger – eller folk, der fornægtede, at de havde fået for meget at drikke, hvor jeg tænkte: ’Det er vildt, du står jo og lyver’«.
I skolen var Millang nødsaget til at tage ekstratimer i dansk, fordi han for enhver pris bare ville fjolle eller falde hen.
»Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig. Der blev også snakket med en skolepsykolog, for jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke bare kunne få lov til at dagdrømme«.
Hvorfor fjollede du?
»Alle har jo nogle styrker. Om man er klog eller god til at score, så bliver det det, man kan, og det var det, jeg kunne. Jeg kan bare huske, at der blev grinet. Den fik fuld skrald i skolekomedierne, hvor jeg blandt andet skulle spille alkoholiker og sidde på en bar og synge om, hvor fedt det var at være stiv. Det var sjovt at spille stiv, som jeg havde set andre være det, og så har jeg måske ikke kunnet overskue at tage tingene for alvorligt«.
Efter en tur forbi Handelsgymnasiet med et semester i spanske Salamanca, hvor Millang lærte spansk og blev »rigtig tyk og fuld«, og en toårig uddannelse som markedsføringsøkonom på Niels Brock ventede et gevaldigt dyk, da han pludselig ikke havde noget at give sig til. Det blev til lidt arbejde i hjemmeplejen og på en bar i Gothersgade, inden den dengang 23-årige Millang endelig besluttede sig for at rykke på drømmen om at lave film.
»Jeg blev runner på reklame- og spillefilm, men jeg gik ikke ud og sagde til mine venner, at jeg skulle være filminstruktør, for så tænker mange, at man er fantast. Jeg lavede også en kortfilm med Pilou Asbæk, som var en komedie om en dreng, der mister sin mødom i en swingerklub i en alder af 24. Jeg søgte ind med den på Filmskolen og kom til anden prøve, men fik så afslag«, fortæller han.
Hvorfor lige den historie?
»Det var bare et forsøg på at lave en sjov fortælling. Jeg har dyrket komediegenren hele livet, og det er noget, jeg føler, jeg kan finde ud af. Det er jo det der med at sætte sig ned og åbne et Word-dokument og se, hvad der kommer ud af det. Jeg sagde ikke, at jeg skulle lave en komedie, men at jeg skulle lave en kortfilm, og det var sådan, den blev«.
Du lånte 100.000 i banken for at lave den, så vil man det rigtig gerne…
»Ja, virkelig. Jeg var også overbevist om, at jeg kunne det, og det var den eneste måde, jeg kunne vise det på. Jeg har helt klart haft en trang til at finde et sted, hvor jeg følte, at jeg kunne noget, så jeg ikke bare studerede for at studere og blev magelig på CBS. Jeg har haft en skabertrang«.
Hvor kommer den fra?
»Ja, det ved jeg sgu ikke. Men jeg har et drive, som så udmønter sig i nogle historier. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved ikke at være i gang med det, men det er ikke, fordi jeg higer efter applausen. Efter handelsgymnasiet var jeg fast besluttet på, at jeg kun skulle instruere. Det var det, jeg gik efter og stadig går efter«.
Selvudslettende perfektionist
De sjove knogler sidder roligt på stolen. En sjælden gang bruger Millang dem til at kradse sig i skægget. Ellers hviler armene i et kryds over maven. Han alt andet end larmer i sin mørkeblå rullekrave, og han virker ikke som en, der ligefrem elsker at høre sin egen stemme tale om sig selv. Måske er vi i virkeligheden ikke langt fra klichéen om komikeren, der privat er mere genert og tilbageholdende.
Egentlig var det også mest i afmagt, at Magnus Millang en dag endte foran kameraet på ’Brian Mørk Show’ i en sketch, hvor der skulle bruges en, der kunne spille dyrepasser. Det oprindelige cast var stykket lettere tilfældigt sammen ud fra et knap så prangende budget, og det var »så jammerligt«, husker han.
»Det var meget irriterende, at folk simpelthen ikke havde timing. Det var velfungerende, at jeg gik foran kameraet, og blev et greb for resten af programmerne. Jeg syntes også, at det var sjovt. Det var fedt at opleve, at der blev grinet, når sketchen kom, selvom ingen vidste, hvem jeg var. Det forsatte over i ’Mørk og Jul’, og så kørte det derfra«.
Du mødte Martin Høgsted?
»Ja, jeg skulle have nogle andre komikere med i de der sketches på ’Mørk og Jul’, og så havde vi det ret sjovt sammen. Jeg havde lidt savnet den der jævnaldrende, som man klikkede med«.
Hvad var det for en humor, I fandt sammen om?
»Det var en fælles glæde over fantaster og latterlige folk og helt klart også en lyst til at grine mere af veludviklede karakterer end deciderede jokes. Jeg synes, karakteren er det altoverskyggende sjoveste, og hvis karakteren fortæller en skreven joke, og det ikke ligger til karakteren, punkterer man den«.
Hvad var din rolle i jeres makkerskab?
»Humor kommer jo meget af vrede. Jeg er virkelig let at provokere, og Martin har den samme vrede over folks fornægtelse, så det bidrog han utrolig meget til. Jeg havde nok mere sådan et overordnet skaberblik i forhold til indpakning, stil og tone. Men styrken var helt klart vores synergi, når vi sad og talte sammen om det, hvilket vi gjorde meget«.
’Danish Dynamite’ resulterede i tre succesrige sæsoner og Millangs helt store gennembrud med karakterer som det transseksuelle postbud Torben/Tone, ’skal vi ikke det?’-truckeren, den kuede metalrocker Sune og især den cokeglade ejendomsmægler Jeppe K. I 2014 vandt duoen prisen som Årets komiker ved Zulu Comedy Galla, og siden har mærkater som ’Danmarks sjoveste mand’ og ’komisk talent’ klæbet til navnet Magnus Millang.
Hvordan er det at blive udnævnt som det nye store komiske talent?
»Det giver jo en selvsikkerhed, som man virkelig har brug for, når man kaster sig ud i alle de her forskellige ting. Om det er ’Danish Dynamite’ eller en kortfilm, bliver man nødt til at tro på, at det bliver verdens sjoveste. Men jeg føler jo bare, at jeg lige er lettet med flyveren, og det er heller ikke sådan, at jeg læner mig tilbage og tænker: Nu skal det nok køre. Jeg er meget proaktiv. Jeg venter ikke på, at der er nogen, der ringer«.
Hvorfor tror du så selv, du får de skulderklap?
»Jeg tror, folk synes, der er en originalitet i det, jeg laver. Der er mange, der er meget bedre end mig til at fortælle jokes, så det er nemmere for mig at skille mig ud ved ikke at gøre det. Jeg laver mennesker i stedet for vittigheder. Hvis man oplever en kliché i humor, larmer den virkelig meget, så det bunder også i en dyb respekt for genren og en frygt for at gentage sig selv«.
Du kalder dig selv perfektionist, hvordan kommer det til udtryk?
»Perfektionismen er meget selvudslettende. Projektet bliver virkelig vigtigt for mig, og jeg vil gerne have, at folk omkring mig også går op i det, ellers bliver jeg utrolig hurtigt skuffet. Jeg har helt sikkert en frygt for, at det, jeg laver, ikke bliver sjovt. Det gør jo ondt, og jeg hader selv ting, der ikke er sjove. Hvis jeg har gjort mig umage med noget, og det får en dårlig modtagelse, kan jeg godt sige til mig selv, at jeg har gjort mit bedste. Men jeg ville virkelig hade ikke at have gjort mit bedste, og det så blev jammerligt«.
Hvilke omstændigheder skal der så til, før noget bliver perfekt?
»Et godt hold, som tør sige, at det er noget lort, for ting bliver ikke gode, hvis man ikke får modstand. Og så skal de ville det. Jeg har selv virkelig svært ved at forholde mig til andet, når jeg arbejder, og det er blevet værre. Jeg var runner på en reklamefilm, hvor Søren Fauli gik og skabte sig, og jeg tænkte: Gud, en krukke, som ikke selv kan købe en p-billet. Men jeg kan mærke, at det skøre bare trænger ind i hovedet, og pludselig ramler verden fuldstændig for en selv, når man skal finde sit NemID frem«.
Jeg kan mærke, at det skøre bare trænger ind i hovedet
Er der noget, der clasher, når man er perfektionist og samtidig hypet som Danmarks sjoveste mand?
»Det er jo nemmere, når man ikke har noget at leve op til, så lysten til at være grundig bliver større. Efter første sæson af ’Danish Dynamite’ tippede jeg over stresskanten og lå i boksershorts og græd efter rene i fire måneder.
Den oplevelse har lagret sig, så når jeg sidder og ser ’Disney Sjov’ fredag aften, er jeg kun i det, og det var jeg ikke før. Jeg ville virkelig ikke være den nedtur foruden, for det kunne være blevet et meget usundt liv. Altså, den der med at føle, at man skal sidde oppe om natten for at være i det. Og så har det jo også medført en erkendelse og accept af, at man ikke kan alt«.
Drømmen om at underholde
Hvad angår dansk komik anno 2017, befinder vi os lidt i en nedtursperiode, mener Millang. Der er ikke »den der komedie som ’Klovn’, som vi går og snakker om«. Men han spår, at der er en ændring på vej, hvor alt det, vi er blevet underholdt af de seneste 10 år, bliver en kæmpe kliché, fordi der kommer noget nyt og overraskende. Det håber han i hvert fald, selvom det ikke umiddelbart er noget, han planlægger at bidrage til.
»Jeg tror virkelig, man skal lave det, man selv synes er morsomt. Ellers bliver det for meget en bestilling«.
Dermed ikke sagt, at Magnus Millang ligger på den lade side. For nylig lancerede han en kort humoristisk miniserie på YouTube, i hvilken han tester forskellige løsninger på klimaproblemerne sammen med sin lillebror, og sammen med manuskriptforfatteren Mads Grage har han lige skrevet og instrueret en kortfilm med Christoffer Læssø og Mikkel Boe Følsgaard i hovedrollerne.
De to skriver også på en spillefilm sammen, og derudover fifler Millang selv med endnu en spillefilm, som han har dyrket i mange år. Men det er stadig nyt territorium for ham at skrive og strukturere 90 minutter.
»Men altså, jeg har ikke været bleg for at sende det ud til folk, som er virkelig gode til det, så de kunne give det nogle frygtelige tæsk. Det er hårdt, men det er fandeme en vigtig ting, og man tror endnu mere på det, når man finder ud af, at det er det, der skal til, før det bliver fedt. Man må være ydmyg omkring det, for hvis man skal lave noget godt, må man bare ikke tro, at man kan gå på vandet«.
Selvom ydmygheden skinner igennem hos Magnus Millang, der klukker stille, omtaler sig selv som tyk og glipper skeptisk med øjnene, når han får slynget betegnelsen ’Danmarks største komiske talent’ i ansigtet, rummer han også en stærk tro på egne evner. Det er måske kombinationen af lavpraktisk realitetssans og urokkelig selvtillid, der har placeret ham allerforrest i feltet af danske komikere.
Ikke hvis, men når det manuskript, han især kæmper for lige nu, har fået afslag fra Filminstituttet, kæmper han bare videre med det andet. Han skal nok få projekterne igennem på en eller anden måde. »Det sker på et tidspunkt«, lover han uden at blinke.
Millangs store drøm er at lykkes med at lave en »hysterisk sjov« komedie baseret på relationen mellem mennesker, der både har smerte og bund i sig, og som næsten kunne have været fortalt som et drama. Det er faktisk det, han har jagtet hele tiden.
Humoren kan vi alle bruge, fordi den er et samtidsbillede på tingenes tilstand. Humor kan også være med til at huske især den yngre generation på, at vi er meget ens, når det kommer til lavt selvværd, for »det oplever man jo ikke på Instagram, hvor folk bare har det fedt«.
»Men jeg har ingen ambitioner om, at jeg skal ændre verden eller folk med min humor«, siger Magnus Millang. »Det vigtigste er klart at underholde«.
Læs også: Interview med Frank Hvam – »Der er ikke nogen som danskere, der kan sparke vores egne ned«