‘The Guardians of the Galaxy 2’: Tæt på at være en decideret fremragende storfilm
Det ligger i titlen: Det forventes at vores hovedpersoner skal redde galaksen, hvis ikke hele universet. Denne gang er det fra et gudeagtigt væsen med en plan om at opsluge alt liv og genskabe det i sit eget billede.
Det lyder måske lidt syret, og det er lige, hvad det er. Det ligner, at filmen er skudt med en linse kaldet »eksploderende regnbuer«. Jeg har aldrig set så psykedelisk en blockbuster.
’Guardians of the Galaxy vol. 2’ vil gerne underholde dig, og jeg er taknemmelig for, at tidligere ’Troma’-instruktør og -forfatter James Gunn ved, at for at gøre eksplosionerne til mere end flotte, dyre billeder, så kræver det karakterer, vi gider investere følelser i.
Gruppen flygter fra en grinagtigt selvsmagende race af guldvæsner, Star-Lord møder sin rigtige far, som viser sig at være en levende planet, Gamoras søster planlægger en grum hævn for sit barndomstraume, Drax bliver hjerteveninde med et forfjamsket semi-telepatisk væsen ved navn Mantis, Rocket må gøre noget ved, at han skubber folk væk, der holder af ham, og alle tager sig af det lille babytræ Groot, som var det et hittebarn.
Det er simple drivkræfter, men det hænger sammen og giver disse figurer, som er blandt Marvel-universets mærkeligste, et engagerende indre liv. Selv Yondu, en af forgængerens bad guys, gennemgår sin egen tragedie, som udløser et karakterskift, der til sidst næsten får filmen til at tippe over og blive en tåreperser.
Som flere andre efterfølgere til Marvels succeser lider ’Guardians of the Galaxy vol. 2’ under kravet om stadigt større eksplosioner og vildere computerskabte kampscener. Den dramaturgiske regel om, at der skal være noget på spil for figurerne for at skabe fremdrift bliver her næsten en joke i sig selv, for det er svært at sætte den et gear op, når selve universets skæbne er på spil.
Travlheden og den påtvungne storhed vrider plottet ud i nogle sære løsninger. Først sættes vores helte over for en umulig opgave ved at skulle kæmpe mod et omnipotent gudevæsen med krop som en planet, der ikke kan slås ihjel. DRAMA! Derefter udbryder Rocket: »Vi skal placere en bombe i planetens kerne, for så vil en kædereaktion sprede sig til hele nervesystemet«.
Nå, så er opgaven jo mere overkommelig, fordi vaskebjørnen pludselig er blevet ekspert i planetvæsners fysiologiske svagheder.
Kort efter befinder vores helte sig dybt i planetvæsnets indre huler uden mulighed for at komme op til overfladen i sikkerhed, for deres fartøjer er alle blevet ødelagt. DRAMA! Men så opstår der en geologisk pudsighed, hvor søjler af sten skyder op og udaf, så vores venner kan hoppe op på en søjle og tage elevatoren til overfladen. Heldigt.
Men når scenarierne bliver så vanvittige og afrevet enhver relation til et levet liv på Jorden begrænset af kedelige regler for tyngdekraft og menneskekroppens formåen, så reddes filmen af jokes. Der er masser af jokes og vittig dialog, både den mere sofistikerede og den platte, så filmen virker mere som en rumkomedie end en actionfilm.
Det får ’Guardians of the Galaxy vol. 2’ til at lande et sted mellem at være et stærkt underholdende spektakel og en decideret fremragende storfilm.
Det er en fornøjelse at se en dejligt mærkelig Hollywood-film, som ærligt bare vil underholde dig og gør det med ambitioner så store, at de kan ses fra rummet med det blotte øje.
Kort sagt:
En psykedelisk, regnbuefarvet masse af vilde effekter og opfindsomme optrin, talende dyr og planter, figurer i fjollede kostumer på Jens Lyn-niveau, 70’er-nostalgi, kendis-cameos og store grin. James Gunn har formået at få det hele til at gå op i en større enhed, som hverken kan eller vil blive taget seriøst, men som tager opgaven med at være underholdende dybt alvorligt.