Will Smith charmer sig igennem den røde løber
Temmelig overraskende var Will Smith indlemmet i årets jury, der skal uddele Guldpalmen, selvom man måske ikke ligefrem forbinder ham med udfordrende artfilm. Men Smith lovede at tage opgaven seriøst og gå tidligt i seng hver aften, hvilket dog ikke forhindrede ham i at hygge sig gevaldigt.
På førstedagen var han den helt store stjerne på den røde løber, og han foldede det karakteristiske tandpastasmil ud i bedste stil. Billederne slår det fast: Her er en mand, der godt kan lide at være berømt!
Actor Terry Notary imitates an ape upon arrival at the screening of the film ‘The Square’ at the #Cannes2017 pic.twitter.com/4foKbwLP3J
— EG-Disruption (@EternosGoces) May 21, 2017
En menneskeabe på den røde løber
Stuntmanden, skuespilleren og bevægelsestræneren Terry Notary stjæler billedet i en lang, central scene i Ruben Östlunds ’The Square’, hvor han spiller en performancekunstner, som agerer abe under et fint middagsselskab og skræmmer alle fra vid og sans med sin grænseløse adfærd.
Östlund har baseret scenen på en virkelig hændelse, og i Notary har han gjort et scoop: Hans evne til at spille abe er ret utrolig.
Og selvfølgelig gav Notary også los på den ellers højtidelige røde løber op til gallapremieren på ’The Square’. Dog uden samme pinagtige konsekvenser som i filmen.
The Big Bang
Det er muligvis lidt farvet af vores rødhvide briller, men det vil ikke være forkert at sige, at Claes Bang har fået et stort gennembrud under årets festival. Han blev faktisk lidt af et fænomen.
Jeg har overhørt flere kvindelige journalister (gerne lidt oppe i årene) savle over ham, og Wendy Mitchell, der dækker skandinavisk film for branchemagasinet Screen, blev så besat af ham, at hun ikke uden humor postede The Daily Bang på sin Facebook: Et billede og lidt tekst om, hvor fantastisk Claes Bang havde været i dag.
Med sin sikre britiske accent, sin uomtvistelige charme og sit store overskud uden for lærredet har Bang gjort stort indtryk, hvor end han kom frem. Ved prisoverrækkelsen søndag får vi at se, om festivalen også slutter med et Bang.
Pressens totale bombeapati
Da en mistænkelig taske blev fundet i en af festivalpalæets store biografer før visningen af Michel Hazanavicius’ ’Redoubtable’, blev den store flok pressefolk bedt om at rydde køen foran palæet og trække tilbage. Men om de (vi) gad!
Trods talrige opfordringer om at flytte sig blev de fleste hængende, for der skal fandme mere end lidt bomberi til, før Cannes-journalister opgiver deres plads i køen. Og terror? Det er kun noget, der sker på film.
Netflix, buuuuh
Hver gang Netflix-logoet tonede frem på lærredet før streamingtjenestens film, afstedkom det en voldsom reaktion: Klappen, men primært inkarnerede buh-råb.
Mange har stærke holdninger til, om Netflix – der sender deres film direkte på tjenesten uden hensyntagen til biografleddet – hører til på en filmfestival som Cannes, og det udmøntede sig altså i en højrøstet stemning før visningen af deres film.
Tilmed måtte visningen af ’Okja’ bremses og starte forfra, fordi filmen blev vist i det forkerte format. Det er ikke nemt at være Netflix i konservative Cannes. Men ler sidst, ler bedst: Netflix’ film på festivalen var glimrende, og så holdt de efter sigende årets bedste fest.
Firdobbelt Kidman
Det sker hvert år, at en skuespiller er med i flere film i programmet, og det er altid noget ganske særligt. Men i år har Nicole Kidman nærmest boet på den røde løber. Hele fire titler har hun medvirket i: Sofia Coppolas ’The Beguiled’, Yorgos Lanthimos’ ’The Killing of a Sacred Deer’, John Cameron Mitchells ’How to Talk to Girls at Parties’ og Jane Campions tv-serie ’Top of the Lake’.
Hun får virkelig mulighed for at vise spektret gennem de fire titler – fra matriark med undertrykte seksuelle drifter hos Coppola til Lanthimos’ deadpan-tragiske repliklevering – men bedst er hun i ’Top of the Lake’ som arrogant akademiker og plejemor for hovedpersonens Robin Griffins barn.
Kidman udnyttede desuden sin usædvanlige platform på årets festival til at slå et slag for flere kvindelige instruktører. Med andre ord: Kidman var årets dronning af Cannes!
Joaquin Phoenix mobbedriller Lynne Ramsay
Man ved aldrig rigtigt, hvilken Joaquin Phoenix der møder pressen, men da jeg mødte ham i forbindelse med hans hovedrolle i Lynne Ramsays ’You Were Never Really Here’ var han i strålende humør. Han havde ligefrem overskud til at mobbe Ramsay bag hendes ryg, mens hun blev interviewet en forsamling journalister. »Bla bla bla«, signalerede han bag hende med hænderne, faktisk indtil flere gange. Og så ønskede han journalisterne »en rigtigt god dag«. Så har man set det med.
Kussecloseup
Åbningsskuddet på Francois Ozons pulpede psykoerotiske thriller fortjener en omtale i sig selv: Kameraet åbner langt oppe i en kvindes skede, før det tracker langsomt ud, og nærbilledet af vaginaen blænder elegant over i hendes øje. Filmen toppede inden for det første halve minut, og det udløste et spontant bifald i salen, umiddelbart festivalens eneste under en igangværende film.
Arme børn
Børnene har haft det hårdt i årets konkurrenceprogram. I den ene film efter den anden er børnene blevet ofre for fremmedgjorte forældre, kyniske virksomheder, inkompetente bureaukrater og ussel fattigdom. Fra Hanekes ’Happy End’, hvor borgerskabsfamiliens pige handler forstyrrende i kølvandet på morens selvmord, til Bong Joon-hos ’Okja’, hvor en pige må redde sin supergris fra Tilda Swintons klør.
Til gengæld har det udløst mange mindeværdige barnepræstationer, især i Sean Bakers ’The Florida Project’ (med et helt ensemble af knuscharmerende frækkerter omkring et motel i Florida), men også i Todd Haynes’ ellers mislykkede ’Wonderstruck’, hvor den unge, døve skuespiller Millicent Simmonds gjorde det glimrende.
Årets hund!
Nærmest lige så traditionsrig som uddelingen af årets Palme d’Or er uddeling af årets Palm Dog: Den bedste hund i årets Cannnes-film.
I år tilfaldt æren pudlen Bruno fra Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’. Bruno har en hundesvær rolle som det forsømte kæledyr til Meyerowitz-patriarken spillet af Dustin Hoffman. The Guardians chefkritiker Peter Bradshaw begrundede valget med, at Brunos præstation repræsenterer »hvad nogle vil sige symboliserer den brutale indordnen sig efter republikansk politik i hjemmet«. Vuf.
Læs også: Vores filmredaktørs bud – de vinder årets Cannes-priser
Læs også: Cannes dag 10 – Joaquin Phoenix’ fysiske transformation er vild, og så er han sødere end sit rygte