Man skal lede længe efter nogen, der ved sine fulde fem vil argumentere imod, at ‘Twin Peaks’ er en af de bedste og vigtigste tv-serier i historien. Serien blandede på brillant vis gåden om mordet på den unge Laura Palmer med en melodramatisk skildring af de mange intriger i en lille nordamerikansk by og en række mystiske – måske ligefrem overnaturlige – elementer, som skabte en kultagtig stemning omkring fortællingen.
Men hvad var det egentlig seriens bagmænd, David Lynch og Mark Frost, revolutionerede? Og satte den i sidste ende varige spor i tv-landskabet, eller står den tilbage som en særegen, men enlig kunstnerisk svale?
Serien fik premiere i 1990, hvor de tre store networks, CBS, NBC og ABC, dominerede amerikansk tv med temmelig skabelonagtigt indhold. Credoet var, at det skulle være så harmløst og ufarligt som muligt for ikke at støde potentielle seere og annoncører. Mange serier var sæbeoperaagtige, mens de fleste krimiserier fulgte en såkaldt monster of the week-skabelon, hvor hvert afsnit præsenterede en ny kriminalgåde, som blev opklaret og afrundet sidst i afsnittet.
Nogle af de mest populære tv-serier var visuelt anonyme sitcoms som ‘Cheers’ og ‘The Cosby Show’, og fjernsynet blev ofte beskrevet som »tossekassen«. Tv-mediet lå langt nede i mediehierarkiet. Mange så tv, men ingen anså det for noget.
Det har som bekendt ændret sig i dag. Kabelkanaler som HBO og Showtime (‘Twin Peaks’ nye hjem, når serien vender tilbage i maj), og streamingtjenester som Netflix og Amazon har forandret landskabet, men man kan også hævde, at ‘Twin Peaks’ – der fik premiere på det seertalsudfordrede ABC – ene og alene har skubbet til udviklingen.
Det utrolige ved ‘Twin Peaks’ er faktisk, at dens indflydelse kan anes på mange parametre. Både i det store og i det små.
I dag er det for eksempel svært at forestille sig en krimiserie, der ikke forsøger at spænde mordgåden ud over mange afsnit eller sågar flere sæsoner, som ‘Twin Peaks’ gjorde det. Serier som de danske ‘Forbrydelsen’, ‘Broen’ og ‘Norskov’ eller udenlandske som ‘True Detective’ og ‘The Fall’ dyrker gåder, som strækker sig over mange episoder, og alle serierne trækker på film noir-træk som low-key-belysning, tragiske karakterer med en mørk fortid og dystre miljøer og slutninger, som i en tv-mæssig kontekst har en altafgørende forløber i ‘Twin Peaks’.
Serien kan ses som en slags fader til det moderne dead girl show, som åbner med mordet på en ung pige. Lanceringen af ‘The Killing’, det amerikanske remake af ‘Forbrydelsen’, blev da også set som en direkte kopi af Lynchs og Frosts serie. »Who Killed Rosie Larsen?« stod som en pendant til »Who Killed Laura Palmer?«.
Manden bag den danske ‘Forbrydelsen’, Søren Sveistrup, var faktisk direkte inspireret af ‘Twin Peaks’, ikke kun omkring mordgåden, men også i den seriøse behandling af mordet og sorgen. I begge serier åbner den ene tragedie op for nye tragedier, og langsomt breder det sig som ringe i vandet. ‘Twin Peaks’s kombination af kriminalgåde og en nuanceret miljøskildring, som måske i virkeligheden er mere væsentlig end mordet i sig selv, satte også tonen for serier som ‘True Detective’ og ‘Broadchurch’, hvor lokalsamfundets dystre hemmeligheder er i centrum.
‘Stranger Things’ lånte bevidst
I løbet af anden sæson bliver det dog tydeligt, at ‘Twin Peaks’ ikke er nogen traditionel mordgåde, og i takt med at vi hører om Project Blue Book, dugpaerne og Major Briggs’ pludselige forsvinding, nærmer serien sig det paranormale eller science fiction-agtige.
‘Twin Peaks’ blev populær i 90’erne for at lege med og koble forskellige genrer, og den blev set som en postmoderne krydsning mellem to så uforenelige genrer som whodunit-krimien og sæbeoperaen, med strejf af komik, horror og science fiction.
Det var en kombination, der dannede direkte inspirationsgrundlag for Lars von Triers ‘Riget’, der allerede i titelsekvensen emmede af både Tarkovskij og Lynch, og som kaldte til et opgør med vores kollektive fortrængning af det irrationelle.
‘Riget’ blandede også komik, mysticisme og horror på en selvbevidst facon, og den benyttede et påfaldende filmsprog og en castingproces, der kunne minde om ‘Twin Peaks’, hvor man spillede på publikums forhåndskendskab til en række af skuespillerne. Som den berømte stepdance-scene med rigmanden Ben Horne, der fik ekstra næring af, at skuespilleren, Richard Beymer, var kendt for sin rolle som Tony i ‘West Side Story’ som ung – eller den senile tjener, som gentager sætningen »thank you kindly«, og som spilles af Hank Worden, der var kendt for netop denne slaglinje i diverse westernfilm.
Blandingen af forskellige genrer og stemninger – og dyrkelsen af det paranormale – har dannet inspirationsgrundlag for nyere serier som ‘Lost’, ‘Les Revenants’, ‘Top of the Lake’ og ‘The OA’. Journalisten Robert J. Peterson er endda kommet til at skrive, at »‘Twin Peaks’ låner temaer og elementer fra serier såsom ‘The X-Files’«, hvilket måske viser, at dens betydning er større, end man måske lige forestiller sig. ‘The X-Files’ startede nemlig først to år efter afslutningen på den originale ‘Twin Peaks’, og stemningen, genreblandingen og sågar en af hovedskuespillerne, David Duchovny, er hentet fra Lynch og Frost.
I HBO’s ‘Carnivàle’ er dværgen fra ‘Twin Peaks’, Michael J. Anderson, en hovedfigur, og i Netflix’ ‘Stranger Things’ forsøgte man bevidst at lægge sig i forlængelse af ‘Twin Peaks’ ved at få en af seriens lydfolk, Adam Jenkins, til at skabe de lydlige overgange mellem fortællingens forskellige planer (virkeligheden og the upside-down). For ikke at tale om den mørke afslutning af første sæson, som direkte parafraserer den ikoniske sidste indstilling i ‘Twin Peaks’, hvor Agent Cooper kigger i spejlet og ser den dæmoniske Bob.
Fra yak-yak til kunstfilm
Alt fra ‘Darwing Duck’ og ‘The Simpsons’ til ‘Strisser på Samsø’ og ‘Bedrag’ (som begge genbruger elementer fra Badalamentis ikoniske musik) har refereret direkte til ‘Twin Peaks’.
Den fankultur, som er opstået omkring serier som ‘The X-Files’, ‘Lost’ og ‘Stranger Things’, kan også minde om ‘Twin Peaks’-miljøet, inklusive den måde folkene bag har åbnet op for hele verdener på tværs af forskellige medier.
‘Twin Peaks’ inviterer netop fansene til at prøve at finde hoved og hale i det hele med alt fra bøger (som Mark Frosts aktuelle ‘The Secret History of Twin Peaks’) til film som David Lynchs egen ‘Fire Walk With Me’.
Men seriens virkelige slagkraft skal dog findes på et andet og mere overordnet plan: I dens filmiske tilgang til tv-mediet. Den har medvirket til at gøre tv-serier til en legitim kunstform, og det skyldtes formentlig dens insisteren på stil og tålmodighed. Den er lavet inden for tv-mediets restriktive rammer, og med Mark Frost som en slags fortællingens styrmand, men den er også præget af David Lynchs personlige udtryk: Det langsomme tempo og zigzaggulvet kender vi fra hans ‘Eraserhead’, det betændte lillebymiljø kender vi fra ‘Blue Velvet’, og den mørke belysning kender vi blandt andet fra ‘Lost Highway’.
‘The Sopranos’-bagmanden David Chase har sagt, at han simpelthen begyndte at lave tv på grund af ‘Twin Peaks’, og drømmesekvenserne i ‘The Sopranos’ er direkte inspireret af Lynch. Tv-serier var normalt »yak-yak-yak«, men her var en serie, mente Chase, som mere lignede poesi eller kunstfilm. En serie, der tog sig tid og udfoldede sig i billeder og lyd. Og han havde ret. Manuskripterne var som regel usædvanligt korte, fordi mange af linjerne ikke er replikker, men beskrivelser af ting som træerne i vinden og lysreguleringen ved Sparkwood og 21.
Før ‘Twin Peaks’ var der andre store filmkunstnere, som havde arbejdet med tv-serier, ikke mindst i Europa, hvor Kieslowski, Bergman, Loach og Fassbinder alle havde prøvet kræfter med mediet. Men efter Lynchs entré i tv-landskabet har vi fået en regulær migration fra film til tv. Uden forløberen Lynch er det ikke sikkert, at folk som Trier, Martin Scorsese, David Fincher og Woody Allen nogensinde havde forsøgt sig med tv.
Det interessante er dog, at ‘Twin Peaks’ stadig står som et særligt udfordrende eksperiment: De færreste serier stikker så meget af i uforklarlige retninger som ‘Twin Peaks’, og fortsætter Lynch og Frost stilen i år, kan de måske revolutionere landskabet én gang mere i retning af kompromisløse kunstfortællinger på tv.
Som Ryan Lattanzio fra Indiewire har sagt før den kommende sæson: »Hvis den nye ‘Twin Peaks’ bliver en succes, så kan den måske skabe en helt ny bølge af auteur-tv«.
3 ting, du ikke vidste om ‘Twin Peaks’
George Bush Sr. blev ringet op af Ruslands daværende præsident Mikhail Gorbatjov, som ville have Bush til at spørge David Lynch, hvem der havde dræbt Laura Palmer.
En ukendt person ved navn Erik Powell findes myrdet i anden sæson af ‘Twin Peaks’. Han spilles af Kyle MacLachlans bror Craig MacLachlan. I serien møder vi også Mark Frost (som en tv-reporter), hans far (Warren Frost) som Dr. Hayward og David Lynchs søn Austin Jack Lynch.
Ben Horne og hans bror Jerry refererer til Ben & Jerry-iskæden, men henviser også indirekte til Bobby og Jack Kennedy.