»Filmen er en uimodståelig blanding af kunst og genitalia«.
Sådan udtalte en ung Helen Mirren om ’Caligula’, der blev udgivet i 1979 og handler om Roms tredje kejser, den unge Caligula, der fra 37 e.Kr. til 41 e.Kr. regerede Rom, hvorefter han blev myrdet af sine egne mænd.
Og lige som dens brutale omdrejningspunkt, er filmen selv gået over i historien som en af de mest kontroversielle nogensinde. Dens producere blev sagsøgt både af filmens manuskriptforfatter og instruktør, og efter blot en uge i biograferne i Italien og USA blev den taget af plakaten på grund af dens voldelige og pornografiske indhold.
’Caligula’ var det uønskede afkom af en af USA’s mest anerkendte forfattere, en instruktør, der levede af at lave billige exploitationfilm, og ejeren af et pornomagasin. Og at den overhovedet blev lavet og sendt på gaden i første omgang, er i sig selv lidt af et mirakel.
Det originale manuskript blev skrevet af den verdenskendte forfatter Gore Vidal, der også havde hjulpet med at skrive manuskriptet til ’Ben-Hur’ (1959). Hans status var med til at tiltrække nogle af tidens mest eftertragtede teaterskuespillere som Peter O’Toole (’Lawrence of Arabia’) og Sir John Gielgud (’The Elephant Man’), mens yngre talenter som Helen Mirren og Malcolm McDowell (’A Clockwork Orange’) også hoppede med på vognen.
Pengemanden bag filmen var dog af en noget anden støbning. Den italienske Bob Guccione havde opbygget en formue med sit magasin Penthouse Pets, en konkurrent til Playboy, der solgte sig selv på sit pornografiske materiale. Italien havde på dette tidspunkt en enorm industri inden for exploitationgenren, film, der var produceret for en slik, og som lokkede publikum med stadig mere chokerende billeder af vold, nøgenhed og sex.
Men Guccione var mere ambitiøs end som så. Han ville blande smuds og pornografi med høj kunst og den etablerede Hollywoodfilmindustri.
Så selvom Vidal havde forestillet sig et realistisk portræt af Romerriget lavet på et mikrobudget, finansierede Guccione den på det tidspunkt dyreste selvstændige film nogensinde. Og fordi arbejdskraft var så billig i Italien, blev alt lavet fra bunden: Hundredvis af kostumer, parykker og statuer, i alt 64 gigantiske sets og en 1:1-kopi af en romersk båd.
Guccione hyrede Tinto Brass som instruktør efter at have set hans nazisploitationfilm ’Salon Kitty’. Optagelserne var færdige i slutningen af 1976, men det skulle tage næsten tre år, før ’Caligula’ endelig så dagens lys.
Pornografi eller… paganografi
Kontroverserne omkring filmen hobede sig hurtigt op, men centrerede sig alle om filmens tre bagmænd. Først mellem Brass og Vidal: Brass lavede løbende om på Vidals originale manuskript, da han ikke følte, at det fokuserede nok på de visuelle aspekter af historien, og samtidig ville have et større fokus på Caligulas seksuelle eskapader.
Som respons udtalte Vidal i et interview til Time Magazine, at instruktører var parasitter, hvis job det var at følge manuskriptforfatterens instrukser. Efter den kommentar nægtede Brass Gore Vidal adgang til filmstudiet, hvor filmen blev optaget, og efter en kort retssag fik Vidal fjernet sit navn fra filmens titel.
Men selv med Vidal ude af billedet fortsatte problemerne. For også Brass og Guccione havde vidt forskellige ideer om, hvad filmen skulle repræsentere.
Brass ville lave et stykke politisk satire om, hvad han kaldte et orgie af magt. For Guccione derimod var filmen en chance for at legitimere hardcore-pornografi gennem filmstjerner og et højt budget. I et interview fra 1981 omtalte han filmens usimulerede sexscener som essentielle for den realistiske skildring af Romerriget. Hans argument var, at filmen ikke viste pornografi, men hvad han kaldte paganografi: Den viste, hvordan romerne levede og havde sex i det første århundrede.
Det stod dog alligevel klart, at Guccione i sidste ende var mere forretningsmand end kunstner. Han rasede over Brass’ valg af romerske civile som statister, som han anså for grimme og ude af sync med Penthouses brand. Så han slæbte tretten Penthouse-modeller med sig fra New York, så publikum havde noget pænt at se på mellem filmens mange kastrationer og lemlæstelser.
Og da tiden kom til at lave filmen færdig, blev instruktør Brass hurtigt smidt ud af klipperummet, så Guccione kunne sammenstykke sin egen version af filmen. Her valgte han blandt andet at indsætte scener og indstillinger med usimuleret sex, som han selv havde optaget med sine Penthouse Pets-modeller.
Efter flere år i retten lykkedes det Brass at få sit navn degraderet til fotograf i stedet for instruktør. Brass’ anklagepunkt mod Guccione handlede efter sigende specifikt om de meget omtalte fem til seks minutters hardcore-sex, som han klippede ind i filmen. Men han har siden udtalt, at Guccione mere overordnet ødelagde hans vision for filmen. Guccione, forklarede Brass, klippede filmen, som var det ét af hans magasiner, da den konstant stopper op for at fokusere på de erotiske seancer og kvindelige statister.
Og Gucciones ucensurerede udgave af filmen, er da også en eklatant rodebutik uden nogen klar retning. Og mens Brass filmede de fleste scener ud fra fire forskellige kameravinkler, har Guccione en bizar forkærlighed for etableringsindstillinger, der zoomer ind på karaktererne. De eneste nærbilleder er stort set pornoskuespillere, som deepthroater og stønner af ekstase.
Frankensteins monster
På den anden side passer denne løsagtige form glimrende til en film, der visuelt har mere til fælles med et psykedelisk mareridt end en historisk storfilm. De slående pastelfarvede sets og smukke kostumer står i slående kontrast til orgierne med kvinder og mænd, der ligger umotiveret overskrævs på hinanden med en pik i munden eller en fisse i hovedet. Filmen om en kejser, der vil giftes med sin søster, inkluderer også en onscreen-kastration og en syfilisramt Tiberius (Peter O’Toole), der svømmer blandt nymfer, som han kalder »little fishes«.
Der er unægteligt noget fascinerende ved at se Englands fineste sølvtøj i form af netop O’Toole, Helen Mirren og John Gielgud blive slæbt igennem italiensk exploitationsfilms blodige og fordærvede slagmark – og tilsyneladende nyde hvert et øjeblik.
Derfor er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at der i ’Caligula’ gemmer sig et mesterværk. Men i sidste ende er det mest interessante nok ikke filmen selv, men de tre mænd, der stod bag. ’Caligula’ blev ikke en legitimation af pornoindustrien, som Guccione ønskede det. Den blev ikke et realistisk portræt af Romerrigets forfald og individets korruption, som Vidal ville det. Og den blev ikke en politisk satire og undersøgelse af magtens korrumperende effekt, som Brass forestillede sig.
Den er lidt af det hele, som Frankensteins monster uønsket og misdannet, men også unik og vanvittigt fascinerende. Giv den en chance.
’Caligula’ kan købes på dvd.
Læs også: Det mest uhyggelige ved ‘Motorsavsmassakren’ opstår, når du lukker øjnene