Spoiler alert: Læs først med, når du har set hele, første sæson af ’The Handmaid’s Tale’.
Bruce Miller har med ’The Handmaid’s Tale skabt en både skarp og æstetisk frapperende dystopi baseret på Margaret Atwoods kønsstudier-møder-sci-fi-klassiker ’Tjenerindens fortælling’ (1985), hvor den moderne, frigjorte kvinde June reduceres til en fødedygtig trælkvinde under navnet Offred i et totalitært, patriarkalsk samfund.
Med onsdagens eminente sæsonafslutning på ’The Handmaid’s Tale’ i mente ser vi tilbage på nogle af de mange højdepunkter og ganske få lavpunkter, i hvad der må være en af årets allerbedste seriebegivenheder.
Højdepunkter
Et studie i rødt
I ’The Handmaid’s Tale’ går cinematografi, kostymer og color grading op i en højere enhed. Visuelt er serien noget af det ypperste, der længe har ramt en tv-skærm.
Gilead, der engang var USA før en miljøkatastrofe indtraf og gjorde størstedelen af kvinderne ufrugtbare, er drænet for farver. Afdæmpet, afmålt og doseret ned til mindste detalje. Jovist ligner det bedsteborgerlige forstadskvarter noget, vi kender, men så alligevel ikke. En genial color grader har nøjsomt suget alt liv og kulør ud af universet. Noget er off. Farveskalaen siger science fiction med alle toner af grå, blå og beige, du kan forestille dig. Og så rødt! Titlens frugtbare trælkvinder bærer alle røde kjoler, sjal, kutter og kapper.
Symbolismen er lige så tung som kvindernes skæbne. Rød er menstruationsblod, cyklus og frugtbarhed. Offred og de andre handmaids er reduceret til omvandrende føderedskaber for den herskende (ufrugtbare) klasse og filmfotograf Colin Watkinson, der har skudt samtlige ti afsnit af første sæson, indgyder hver en indstilling og overraskende vinkel med mening.
’The Handmaid’s Tale’ er det ene æstetiske højdepunkt efterfulgt af det næste og det næste og det næste.
’American Girl’
’Heart of Glass’, ’You Don’t Own Me’, ’Don’t You (Forget About Me), ’Fuck the Pain Away’ , ’White Rabbit’ og så, som seriens afsluttende end credit-sang, ’American Girl’ med Tom Petty and the Heartbreakers.
Afsnit efter afsnit har ’The Handmaid’s Tale’ smågenialt gjort brug af både moderne og klassisk pop- og rockmusik som ofte ironisk medfortæller i sagaen om Offred.
Som modpol til Gileads strenge askese bryder sangene igennem i udvalgte øjeblikke. I tilbageblikkene til tiden før Gilead, hvor June levede et bekymringsfrit liv med mand, barn og bedsteveninden Moira, leverer sangene nostalgiske reminiscenser af det, der var engang. Det tabte paradis, hvor løbeturen blev foretaget med Peaches’ kønspolitiske electropunk i ørerne og en doven formiddag i familiens skød slæbte sig afsted til tonerne af James Taylors fløjlsbløde 1970’er-folk.
Da Offred i 10. og sidste episode føres væk af bevæbnede ’øjne’, der måske, måske ikke, i virkeligheden er forklædte allierede fra undergrundsbevægelsen, toner billedet til sort, og ’American Girl’ er sangen, der får lov at opsummere hele sæsonen.
Lige dele håbefuld og melankolsk og med filmiske konnotationer tilbage til Jonathan Demmes brug af selvsamme sang i mesterværket ’The Silence of the Lambs’. Her ledsager nummeret den unge kvinde Catherine, der kidnappes af massemorderen Buffalo Bill, men trods alt overlever uhyrlighederne. ’American Girl’ fortæller os, at der er håb for Offred.
Oprørske sidekicks
Elisabeth Moss gør alt seværdigt. Hun var med lethed det bedste ved ’Mad Men’ i rollen som Peggy, og hun bar nærmest egenhændigt Jane Campions ’Top of the Lake’ på sine let firskårne skuldre. Derfor skal det også bare slås fast, uden så meget omsvøb, at Moss brillerer i rollen som Offred. Selvfølgelig.
Hun flankeres imidlertid af Alexis Bledel og Samira Wiley, der begge leverer store præstationer i ’The Handmaid’s Tale’, og begge træder ud af skyggerne af tv-roller, de nærmest er blevet synonym med.
Hvem havde set det komme, at quirky, speedsnakkende Rory fra ’Gilmore Girls’ ville være det perfekte match til rollen som den rebelske ’kønsforræder’ Ofglen? Bledel graver dybt og mørkt og ender med at stå for nogle af seriens stærkeste øjeblikke. Ikke mindst den forløsende scene, hvor hun hijacker en bil og decideret pløjer en vagt over. Velvidende, at hun bliver arresteret.
Jeg tilgiver i øvrigt, at Samira Wileys Poussey måtte lade livet i fjerde sæson af ’Orange Is the New Black’, for Moira er den perfekte makker til Moss’ Offred. »Aunt Lydia Sux« ridser hun rebelsk ind i toiletvæggen og lærer Offred, hvor vigtigt det er at efterlade sig spor, så alle de andre kvinder i samme situation ikke føler sig alene.
»I don’t need oranges. I just need to scream«
Endelig en voice-over, der fungerer.
En af de primære årsager til, at ’The Handmaid’s Tale’ er så stærk en oplevelse, skal findes i seriens insisterende brug af Offreds voice-over. Glem alt om klodset eksposition, overforklaring og lommefilosofi. Elisabeth Moss leverer Offreds indre monolog med bidende sarkasme, intelligens og en rørende skrøbelighed. Gennem voice-over’en bliver vi hendes tætteste allierede. Den er seriens stærkeste kort.
»I don’t need oranges. I just need to scream. I need to grab the nearest machine gun«. Den daglige indkøbstur kan være en prøvelse for de fleste. Også Offred. For hvordan kan man svinge sig op til at udvise begejstring for en ny leverance af appelsiner, når patriarkatet har kidnappet ens datter, systematisk udøver voldtægt og generelt bare er nogle chauvinistiske svin?
Offred og Nicks farlige forbindelse
Bad boy’en Nick, der er Waterford-familiens private chauffør og alt-mulig-mand, har sendt Offred hundehvalpeøjne fra dag ét. De store, brune af slagsen. Men Ofglen advarede Offred om, at der var et ’øje’ i huset – kan det være Nick?
Intet er sikkert, og ingen kan stoles på i Gilead. Desto farligere er det derfor, da Offred og Nick giver efter for lysterne og de lange blikke og endelig forenes i sengen. For anden gang, vel og mærke. Første gang er på foranledning af fru Waterford, der så brændende ønsker Offred gravid, at hun egentlig er ligeglad med, hvem faren er (Serena Joy Waterfords barnløshed og brændende moderønske er i øvrigt et tragisk kapitel helt for sig selv i serien).
Selvom Offred var lykkelig gift præ-Gilead, og Nick langtfra kan stoles på, ship’er vi deres forhold med største naturlighed. Endelig er der nærhed, nøgne, varme kroppe og udslået hår i ’The Handmaid’s Tale’. Scenen i Nicks lejlighed oven på garagen, hvor de to endelig forenes, er et tiltrængt pusterum fra Gileads sterile, kolde virkelighed og et af seriens emotionelle højdepunkter.
Lavpunkter
Skiftet i fortælleperspektiv
Offreds specifikke fortælleperspektiv er seriens genistreg. Hendes begrænsede viden om tingenes tilstand holder os hen i åndeløs spænding og sætter fantasien på overarbejde. Gennem hendes sænkede blik og kyse-indskrænkede udsyn etablerer sæsonens første (og bedste) halvdel 100 procent identifikation med Offred.
Derfor virkede det nærmest ødelæggende for selve seriens præmis, da afsnit seks og syv afveg fra den fastsatte kurs og gav os henholdsvis Serena Joy og Lukes perspektiv. Et mudret manuskriptvalg, der heller ikke er i tråd med Margaret Atwoods originale romanforlæg, der udelukkende fortæller historien fra Offreds perspektiv.
I sjette afsnit viser det sig, at Kommandør Waterfords iskolde trofækone Serena Joy har haft en betydelig finger med i spillet om at omstyrte USA til Gilead. Inden revolutionen agiterede hun for, at kvindens plads er i hjemmet, og var endda med til at udtænke Gileads forskruede avlsprogram, hvor fødedygtige kvinder ved månedlige ’ceremonier’ bedækkes af deres respektive huskommandører under tilstedeværelsen af disses hustruer. Yikes!
Men den fikse idé er lige pludselig ikke så god, når man gang på gang skal være vidne til ritualiseret voldtægt udført af ens egen ægtemand. Nu sidder Serena Joy godt og grundigt i saksen, og det irriterer, at serien nærmest vil have os til at føle med denne afstumpede kvinde.
Måske er det også bare fordi, at Elisabeth Moss er så magnetisk en tilstedeværelse, at alt virker uinteressant sammenlignet med hende. Tilbage til Offred, tak.
Hvad med racespørgsmålet?
Når serien på så brillant vis formår at væve nutidens varme, politiske kartofler sømløst ind i Margaret Atwoods dystopiske fortælling fra 1985, skriger én ting til himlen: Hvad med racespørgsmålet? Har showrunner Bruce Miller simpelthen været berøringsangst, eller hvor skal forklaringen findes?
Magtmisbruget og menneskesynet i ’The Handmaid’s Tale’ spejler nærmest 1:1 USA’s mørke slavefortid, mens ingen i serien synes at bemærke lighederne. Ikke engang Offreds afroamerikanske, lesbiske bff Moira, der ellers fremstår som seriens absolut mest fremsynede, kritiske, no bullshit-karakter.
Moira ridser slagord ind i væggen, flygter fra Det Røde Center og bliver en del af modstandsbevægelsen May Day. Hvorfor skal hun (og alle seriens øvrige, afroamerikanske karakterer) frarøves deres historiske arv og kamp?
I et samfund som Gilead, hvor voldelig misogyni, skamfering og lynchning af homoseksuelle er hverdagskost, kan man næsten ikke tro på, at racehad ikke er ’en del af pakken’ så at sige. Det tilsyneladende virkelige USA, såvel som den fiktive dystopi Gilead, er i ’The Handmaid’s Tale’ post-racial. I bedste fald er den manus-stramning naiv. Men mest af alt forekommer det én, at seriens skabere har haft kyse-skyklapperne strammet godt og grundigt til.
Det kan der heldigvis rettes op på i den netop bekræftede anden sæson af ’The Handmaid’s Tale’.
Læs også: Et andet perspektiv – ‘The Handmaid’s Tale’ er klodset, usubtil, uinteressant