KOMMENTAR. Hulus udgave af Margaret Atwoods roman ’The Handmaid’s Tale’ fra 1985 er årets mest hypede og hyldede nye tv-serie. Overalt bliver serien mødt med overstrømmende ros, og det er meget svært at finde omtaler og anmeldelser af den, der ikke bidrager til at skabe fornemmelsen af, at et kulturelt event har fundet sted.
Selv har jeg forsøgt at se serien, og jeg blev hurtigt overrasket over, hvor dårlig, jeg synes, den er. Det var ikke blot et spørgsmål om, at jeg ikke kunne være med på hypens høje nagler, det var et spørgsmål om, at det, jeg så, var klodset, usubtilt, fortegnet og uinteressant.
Fascineret af diskrepansen mellem min umiddelbare vurdering af seriens kvalitet og den hysterisk positive modtagelse hos – tilsyneladende – samtlige danske og internationale anmeldere fortsatte jeg med at se afsnit efter afsnit, og jeg oplevede, at seriens problemer kun kom til at stå tydeligere, og at nye massive problemer gradvist sluttede sig til de oprindelige.
Jeg kan således på ingen måde tilslutte mig anmeldelser som eksempelvis Lise Ulrichs sekstjernede for Soundvenue, der må siges at være relativt dækkende for den generelle danske modtagelse, og jeg vil her forsøge at specificere, hvilke problemer jeg har med serien. Mine tre primære kritikpunkter er: Seriens fortællemæssige form, dens portrættering af et totalitært samfund og dens paradoksale og pludselige mangel på fokus.
Voiceoveren dræber billederne
For at tage den største anke først: Måden, ’The Handmaid’s Tale’ er fortalt på, frarøver seriens billedside al den kraft og alt det udtrykspotentiale, den kunne have haft.
Problemet kan kort sagt koges ned til hovedpersonen Offreds voiceover, som er massivt til stede i hvert eneste afsnit, og som forklarer og fortolker alt, hvad vi ser på skærmen. Et eksempel: I begyndelsen af fjerde afsnit bliver Offred lukket inde på et værelse som en form for længerevarende stuearrest. Hun opholder sig derinde i dagevis, og på billedsiden ser vi hende på det dunkle værelse i seriens karakteristiske fængselslignende lysindfald.
Der klippes til en indstilling, hvor vi ser værelsets dør ud til resten af huset, der står på klem med en synlig sprække af lys fra verden udenfor, en verden der i realiteten blot er en lidt større udgave af det fangenskab, Offred befinder sig i på værelset.
Det kunne sådan set have været en udmærket række af indstillinger, men på lydsiden hører vi Offreds voiceover, der forklarer os, at hun er fanget på værelset, og at døren ud til gangen står på klem, så der ikke er nogen tvivl om, hvem der har kontrollen i situationen. Voiceoveren fortæller os sådan set, hvad vi allerede ser, men derudover fortolker den det også.
Hvis sekvensen af billeder – og, altså, den situation Offred befinder sig i – skulle have gjort indtryk, burde serien have overladt det til tilskueren at drage den konklusion, at døren sådan set er åben, at Offred i princippet kunne forlade rummet, men at hun ikke gør det, fordi verden uden for rummet i realiteten er en forlængelse af værelsets fængsel, og fordi hendes herskere har totalt magt over hende lige meget hvad.
Denne relativt åbenlyse konklusion får vi imidlertid ikke lov til at drage, i stedet får vi den udpenslet af voiceoveren, der samtidig dræner billedet for indtryk. Det er sådan her, billederne skal fortolkes.
Det er på ingen måde et enestående eksempel. Mange, mange scener i serien overforklares af den konstante fortællerstemme, der tømmer billederne for betydning og frarøver tilskueren – i al fald denne tilskuer – engagement og mulighed for indlevelse og meddigtning. Af og til er det som at se en illustreret lydbog. Det er en skam, for det er bestemt ikke, fordi der ikke er et potentiale i seriens stilrene og minutiøst designede billedside.
Ingen paralleller til virkeligheden
Min anden anke er seriens portræt af et totalitært samfund. Verdens tilstand er elendig i ’The Handmaid’s Tale’, og USA er regrederet til et dybt undertrykkende samfund, hvor særligt kvinder lever i en form for vågent mareridt.
Af uransalige årsager har serien fået megen ros for denne samfundsskildring, som flere anmeldere ser som en form for særligt intelligent kommentar til de turbulente tider, vi lever i. Tider, der bringer os mod stadig mere kontrol over individet, mod mere religion, mere totalitære tilstande.
Jeg er dybt uenig i, at der er nogen som helst sammenhæng mellem ’The Handmaid’s Tale’ og verdens tilstand anno 2017. Verdens tilstand er først og fremmest dybt kompleks, religionens status er vanvittigt kompliceret, både for dem der lider under forfølgelse og dem, der praktiserer religion i fred og fordragelighed.
Ethvert tilløb til mere lukkede samfund er en følge af store kulturelle og politiske brydninger. I ’The Handmaid’s Tale’ er totalitarismen total på en nærmest parodisk facon, religionen har en komplet ukompliceret status, idet den er reduceret til dovne slogans, hvis videre betydning og implikationer serien aldrig bryder sig om at redegøre videre for. Og frem for alt får vi aldrig at vide, hvilke årsager der dog har bevirket, at det er kommet så vidt med det amerikanske samfund, andet end en vag, generel skitsering af noget miljøkatastrofe.
Serien beskæftiger sig med verden, efter katastrofen er indtruffet, og den er i virkeligheden ikke interesseret i kausalitet. Som sådan forekommer det nærmest unfair at sammenligne den med virkelighedens verden, eftersom serien slet ikke beskæftiger sig med de komplikationer og udviklinger, der fører til stigende totalitære tilstande.
Imidlertid har jeg svært ved at spore, hvad det så er, serien ønsker at udsige noget om.
Minder pludselig om ’The Walking Dead’
Helt galt går det imidlertid lidt over halvvejs i serien, da den pludselig skifter synsvinkel. ’The Handmaid’s Tale’ er fra begyndelsen kendetegnet ved et skarpt fokus på den altoverskyggende hovedperson Offred, der filmes i ultranærbilleder og belemrer os med sin voiceover, så der nærmest opnås en tilstand af konstant klaustrofobi.
Hvis der var noget, jeg imidlertid kunne gå med til som en form for kvalitet ved serien halvvejs inde i første sæson, var det, at dette ekstreme fokus på Offred bidrog med et eller andet effektivt i forhold til at skildre den form for ekstreme undertrykkelse, som samfundet i serien indgyder.
Dette fokus kastes imidlertid overbord i afsnit seks, hvor vi pludselig får fortalt forhistorien til Offreds overordnede kommandantinde, Serena Joy. I det efterfølgende afsnit kaster serien så alt over bord, da vi følger Offreds efterladte mand Luke og hans færd, efter hans kone blev taget til fange og installeret som handmaid.
Det er nu ikke længere the handmaid’s tale, men alle mulige karakterers tale, og det effektivt klaustrofobiske fokus forsvinder som dug for solen. Lukes historie bidrager ikke med noget i forhold til forståelsen for det totalitære samfund og dets forudsætninger. I stedet ser vi ham hårdt såret i et forsøg på at undgå at falde i regimets hænder. Pludselig minder det, vi ser, om ’The Walking Dead’ eller tusindvis af andre serier, hvor folk flygter fra en eller anden fare, der i princippet kunne være hvad som helst.
I det sidste afsnit, jeg så af ’The Handmaid’s Tale’, tog Offreds commander Mr. Waterford (bemærkelsesværdigt dårligt og nuanceløst spillet af Joseph Fiennes) hende med på et fancy bordel, der indeholdt alle de ting, der ellers er forbudte i det totalitære samfund. Besøget understregede dog blot Offreds status som komplet ufri og underlagt det totalitære samfund.
Afsnittet slutter med, at Offred modtager en gave fra sin overordnede kommandantinde, Serena Joy: En spilledåse med en ballerina, der danser rundt om sig selv, når man åbner låget. Ikke overraskende akkompagneres billederne af dåsen med ballerinaen af Offreds voiceover, der med komplet mangel på respekt for seernes intellekt og fortolkningsevner forklarer, at det er den perfekte gave, fordi det er en pige, som er fanget i en boks, og som kun danser, når andre åbner låget.
Denne komplette mangel på subtilitet, symbolsk spidsfindighed og fortællemæssig finesse er meget rammende for mit overordnede indtryk af ’The Handmaid’s Tale’.
’The Handmaid’s Tale’ kan herhjemme ses på HBO Nordic.
Læs også: ’The Handmaid’s Tale’: Et overrumplende mesterværk har ramt HBO Nordic