KOMMENTAR. Siden vi blev præsenteret for Sana i ’Skam’, er der blevet skrevet op og ned ad stolper om, hvor befriende det er at se en muslimsk kvinde blive portrætteret som andet end undertrykt.
Lovprisningerne har ingen ende taget, for med Sana skulle der efter sigende træde en ny fortælling ind i mediebilledet om den nordiske, muslimske unge kvinde.
En fortælling, der gør op med klichéerne. En fortælling, hvor den unge muslimske kvinde i Norden frivilligt bærer hijab og samtidig kan feste alkoholfrit med de lyshårede klassekammerater. En fortælling, der gør op med historien om storebroren, som udøver social kontrol over sin søster. En fortælling, som skildrer forældregeneration som andre end modtagere af passiv forsørgelse, nedsunket i fortiden i dagligstuen med krigstraumer og lyden af arabiske kanaler kørende i baggrunden.
For Sana er ikke din gennemsnitlige muslimske undertrykte pige, og hun sparker alle fordommene i stykker, hedder det sig. Hun går med tørklæde af egen frie vilje, hun fester med sin storebror og kan også dele tanker med ham om en dreng, hun kan lide. Hun har en far, der er kirurg, og en mor, der lytter til intellektuelle radioprogrammer og giver plads til, at Sana kan dele tanker og følelser om det modsatte køn.
Men jeg er nødt til at spørge: Hvad er det, der er så nytænkende og befriende ved Sana? For mig at se repræsenterer hun kun klichéerne.
Vi hører hele tiden i samfundsdebatten, at muslimske kvinder er mere end deres tørklæder, hvorfor det hævdes, at de nordiske samfund har for meget fokus på tørklædet, når det er kvinden bag tørklædet, der bør være i centrum. Men alle Sanas ord og handlinger tager udgangspunkt i hendes hijab og religion på det rimelig hvide overklassegymnasium. Hvis Sana virkelig er så nytænkende, hvorfor er det så, at hendes hijab udgør så stor del af hendes karakter?
Til sammenligning kan man blot betragte Noora og hendes røde læbestift, der vel at mærke også er karakteristisk for rollen. Men Noora er mere end en farve på læberne. Noora bærer den røde læbestift, men det er tørklædet, der bærer Sana.
Den muslimske kvindes seksualitet
Man kan også undre sig over, hvorfor Norden overhovedet skal præsenteres for Sana, når hun repræsenterer, hvad de nordiske samfund allerede kender. Hvad de unge muslimske kvinder i Norden skal gøre oprør imod.
For ja, vi har hørt rigeligt om den muslimske pige, som er dygtig i skolen. Politikens debatspalter bugner af indlæg om muslimske kvinder, der har frigjort sig igennem bøgerne. Vi møder konstant den muslimske kvinde i offentligheden, som stolt bærer tørklædet uden tvang. Vi kender alt til den muslimske kvinde, som er helt integreret i det vestlige, kristne samfund uden at have givet afkøb på de fem søjler i islam og fint balancerer imellem de to verdener.
Men 2017 har ringet, og popkulturen bør tage et opgør med den konfliktsky glorificering af kulturel mangfoldighed. Hvor er frigørelsen af den muslimske kvinde – med og uden tørklæde?
Som kvinde, der er vokset op mellem to kulturer og dagligt beskæftiger sig med kultursammenstød, havde jeg håbet, at Sana ville turde pille ved de stærke normer, der endnu gør sig gældende i de nordiske minoritetssamfund.
Gid Sana ikke bare tillod sig at blive forelsket, men også fulgte hjertet ved at blive kærester med Yousef. Ikke kærester betinget af, at Yousef skal blive muslim igen, så de kan blive enige om det fremtidige køleskab i deres fælles hjem. Men fordi de er unge og forelskede og er sammen, selvom fremtiden er uvis, og de meget vel kan vokse fra hinanden efter gymnasiet som så mange andre.
Dermed kunne en ny fortælling for alvor have trådt ind i det nordiske mediebillede: En fortælling om, at nordiske muslimske kvinder skam også har kysset frøer trods jomfruidealet.
På den måde ville Sana bryde med forestillingerne om den ’ærbare’ kvinde, som venter tålmodigt med at give sit første kys til prinsen, efter den islamiske vielse har fundet sted. Det ville have været med til at normalisere den muslimske kvindes seksualitet i Norden og havde dermed rykket virkeligheden derhen, at det er helt okay, normalt og langt mere hyppigt end antaget, at muslimske kvinder også dater.
For guderne skal vide, at den nuværende virkelighed, hvor muslimske kvinder i Norden lever et dobbeltliv, har brug for et gedigent ryk frem.
Udskamning af dem, der går deres egen vej
Hvorfor er det desuden, at Sana er så fandens hård og vred? Vi har som nordisk samfund brug for at se en ung, muslimsk kvinde være andet end vred (et billede jeg, i parentes bemærket, også selv bidrager til med min vrede facon i offentligheden).
Forklaringen følger i slutningen af sæson fire, og det skyldes mobning på grund af hendes tørklæde, hvilket er dybt tragisk. Jeg anerkender den virkelighed, og den skal adresseres og ændres. Men tænk, hvor banebrydende det kunne være ikke at bekræfte stereotypen om, at muslimske kvinder med tørklæde altid er en forfulgt minoritet. For virkeligheden er samtidig, at muslimske kvinder med tørklæde også i den grad nyder friheden af det frie valg til at tildække sig, uanset hvor lidt det ellers er idealet for den nordiske lyshårede kvinde.
Sana kunne have rykket verdener for virkelighedens Sana’er, der må ty til anonymitet, hvis de vil tale om dating, sex og ungdomsliv mellem to verdener. Læs blot Sandra Brovalls artikel i Politiken, hvor seks unge kvinder med minoritets- og muslimsk baggrund optræder anonymt og fortæller om, hvordan livet i virkeligheden er, når ens ophavskultur og religion dikterer afholdenhed, forstærket af et individshæmmende rygtesamfund.
Men i stedet har Sana været med til at fastfryse mediebilledet for kvinder med minoritetsbaggrund i Norden, som forventes at efterleve baglandets normer. For hun gør alt det rigtige, ifølge baglandet. Og det er kraftedeme en skam, for ’Skam’ kunne have udfordret alle de unge i Norden, som vokser op mellem to kulturer, på æresbegreberne, frihedsopfattelsen og religionsfortolkningen.
I stedet opretholder sæsonen den udskamning af alle de nordiske kvinder med minoritetsbaggrund, som modsat ’Sana’ tør gå deres egen vej ved at kræve ligestilling i religionen også.
Jeg er helt med på, at folkene bag serien har researchet grundigt hos ungdommen, og at den derfor er blevet til ud fra, hvad ungdommen selv har berettet om et liv mellem to verdener. Men når Julie Andem & co. var så modige at nytænke Henrik Ibsens Nora anno 2017, ville det have været befriende, hvis også en muslimsk udgave af den norske forfatter Amalie Skram var blevet tænkt ind i Sana.
Det var dog åbenbart for langt at gå efter sæsoner med hævnporno, homoseksualitet, psykiske problemer og ungdomsutroskab, hvilket ikke siger så lidt om, hvor langt Norden er fra at kunne forholde sig kritisk til den muslimske kvindes position i religionen og forældrenes ophavskultur – selv når det bare gælder fiktion.
Men hey, så længe der er god stemning, og vi på tværs af Skandinavien omsider kan finde et fælles ståsted, så er det da lige meget, hvordan det går med de nordiske, muslimske kvinders ret til frihed. Ikke?
Læs også: ‘Skam’s nye greb understreger en af seriens vigtigste pointer – og er ikke synd for Sana