’I’m Dying Up Here’: Jim Carreys dramaserie om standup burde være mere som standup

Der er gode serieideer, og så er der fikse serieideer. Man kan tit ikke vide, hvad der er hvad, før man er ret langt i processen, og nogle gange kan man først se forskel, når første sæson ruller over skærmen.

Den Jim Carrey-producerede ’I’m Dying Up Here’ er en dramaserie om komik. Det er i udgangspunktet en interessant idé (og en effektiv én at elevatorpitche!). Livet som standup-komiker i USA er åbenlyst fyldt med dramatisk potentiale: intern konkurrence, drømmen om at gå fra at optræde på små utaknemmelige barer til landsdækkende talkshows og udsolgte kæmpearenaer og ikke mindst undersøgelsen af den alkymistiske proces, hvor komikeren forvandler ubehag, angst og smerte i livet til perfekte jokes og grin fra publikum.

Men ’I’m Dying Up Here’ har alt for travlt med at lægge sig i slipstrømmen af ’Vinyl’, ’Roadies’ og andre kiksede, hjerteløse, selvhøjtidelige periodedramaer til at sige noget som helst interessant om komik (eller om sin periode) i hvert fald i de første timer af serien. Her er tre ting, jeg tænker, serien kunne lære af standup.

1. Hold det simpelt
Standup er det smukkeste og vildeste udtryk, fordi det er så uhyggelig simpelt. Én person på en nøgen scene med kun en mikrofon, sin begavelse og sin stemme. ’I’m Dying Up Here’ insisterer på at gå den stik modsatte retning, så meget at serien starter med, at kameraet følger en komiker, der skal på scenen, men klipper, inden vi hører hans første joke. Det skal handle om komik, men det skal være en dramaserie. Det skal handle om at klare sig alene som standupper, men der skal være et kæmpe hold af figurer. Det skal handle om diskrimination, men det skal foregå i 1973.

Respekt for at ville fortælle om standup på en ikke-oplagt måde, men det skaber altså mere forvirring end nerve.

2. Tal om nutiden
Hvis du vil have publikum på din side, er du nødt til at forholde dig til en fælles virkelighed. Hvis du fortæller gamle anekdoter, skal det meget gerne hurtigt blive tydeligt, hvad den har at sige om den person, der står på scenen, eller om samfundet lige nu.

Det er klart, at ’I’m Dying Up Here’ prøver at sige noget om diskrimination og om at være uden for i en klub, der består af hvide mænd i deres bedste alder. De to betydeligste figurer Cassie og Adam er henholdsvis ene kvinde og afroamerikaner i selskabet. Hatten af for det, men det ville være så meget mere spændende, hvis den handlede om diskrimination i dag.

Serien er spækket med så åbenlyst tåbelige sexistiske og racistiske replikker (et særligt umotiveret lavpunkt: »Dionne Warwick, great negro singer. Much better than the other one«), at effekten bliver en illusion af, at vi i dag helt har løsrevet os fra den type diskrimination. Og uanset om man synes, at det er rigtigt eller forkert (jeg synes, at det er forkert), bliver det i hvert fald ufarligt og uvedkommende tv.

3. Logik er alt:
Hovedparten af alle standup-sets handler i et eller andet omfang om logik. At påvise, at noget i samfundet eller en adfærd ikke er logisk (Stephen Wright: Hvorfor trykker vi hårdere på knappen på fjernbetjeningen, hvis batteriet er dødt?). Selv de mest absurde komikere, som Maria Bamford og Kristen Schaal, indgår en indforstået aftale med publikum om, at det sjove ved deres performance er, at den ikke er logisk.

Figurernes motivation i ’I’m Dying Up Here’ kører i samme modus som ’House of Cards’ – seeren forventes uden forklaring at forstå, at ambition er den reneste naturdrift i verden. Selvfølgelig er man klar til at smide kærester og venskaber på bålet for at komme en centimeter frem i standup-verden. Resultatet bliver bare, at de i de bedre scener fremstår som koldblodige maskiner og i de dårligere (og dermed de fleste) som små, forkælede møgunger.

Jeg vil vædde på, at ’I’m Dying Up Here’ ikke får flere sæsoner. I denne her omgang er drama om standup bare en fiks idé. Se noget standup i stedet. Netflix, HBO Nordic og TV 2 Play har masser af shows, der er meget mere vedkommende. Og sjove. Og dramatiske.

Læs også: ’Crashing’: HBO-komikerserie falder til jorden med et brag