Det perfekte menneske falder. Jørgen Leth falder. Det første sker i kortfilmen ’Det perfekte menneske’ fra 1967, hvor skuespiller Claus Nissen i perfekt siddende smoking lader sig falde på det hvide gulv som en kludedukke, der er blevet forkastet. Det andet fald er Jørgen Leth selv, instruktøren af kortfilmen, på et hotelværelse, inden han selv skal genopføre en af scenerne fra sin klassiske film.
I denne måned viser Cinemateket i København et udvalg af Jørgen Leths film i anledning af hans 80 års fødselsdag. En af filmene er ’De fem benspænd’ fra 2003, hvor ovenstående scener stammer fra, som Leth lavede i samarbejde med Lars von Trier.
Samarbejde er måske så meget sagt. Modarbejde er nok mere præcist. Trier udfordrede Leth til at genskabe fem scener fra ’Det perfekte menneske’, som er en af Triers yndlingsfilm, efter retningslinjer som Trier udstak. Han ville have skovlen under den elegante filmmand Jørgen Leth, men som filmen skrider frem, bliver det tydeligt, at det også er mennesket Jørgen Leth, som insisterer på at se livet gennem et æstetisk blik, han vil have på glatis.
»Han ville gøre det umuligt for mig. Han ville berøve mig det æstetiske. Som han siger, var han imod, at jeg havde en æstetisk fortolkning af livet. Det var han imod. Men det noget værre pjat, for det har han jo selv«, siger Jørgen Leth, da vi møder ham til en snak om filmen og dens tilblivelse.
»Jeg havde ikke forestillet mig, at han gik så hårdt til mig, men man ved jo, at han er djævelsk. Det er han berømt for at være. Men jeg troede på, at jeg kunne matche ethvert af hans udspil«.
’Det perfekte menneske’ er et 13 minutter langt antropologisk studie af en mand og en kvinde, der begge omtales som det perfekte menneske. De fungerer som objekter, der betragtes gennem et osteklokkelignende blik i et hvidt studie. Her spiser det perfekte menneske, falder, knipser, danser – og bliver til gennem de roller og handlinger, det udfører.
’De fem benspænd’ bliver en slags filmisk grundforskning, hvor bogstaverne i filmkunstens alfabet blev vendt og drejet. Filmen blev en af Leths største kommercielle succeser og blev blandt andet vist på Sundance-festivalen i USA, og den åbnede dørene til et større publikum for Leth, der hidtil havde tilhørt et snæver arthouse-miljø på den internationale filmscene.
Og da Soundvenue tidligere på året lavede en rundspørge blandt 115 folk i den danske filmbranche om de bedste film i dette årtusinde, kom ’De fem benspænd’ ind på en imponerende 12. plads over de danske film – endda nummer to på Soundvenues filmredaktørs liste.
Første benspænd: Ingen klip over 12 frames – Havana, Cuba
Et af Jørgen Leths fremmeste kendetegn som filmmager, forfatter og sportskommentar er, at han dyrker og hylder langsomheden. Og som han ved flere lejligheder har fortalt, dyrker han den også i sin dagligdag og sine morgenritualer, hvor han kan være flere timer om at stå op af sengen og blive klar til dagen. Derfor ramte Lars von Triers første benspænd ham ekstra hårdt.
Det første benspænd var, at filmen ikke måtte indeholde klip, der var længere end 12 frames, svarende til et halvt sekund, og ikke måtte have noget filmset. »Det bliver en spastisk film«, siger Leth fortvivlet i filmen, og han er næsten stadig rystet over benspændet.
»Han tog med samme fat på mit ømmeste punkt. Længden af scener. Det er et angreb på mit stærkeste kort, for jeg har altid holdt fast i, at en scene skal udvikle sig, og at man skal se tiden gå gennem kameraet. Det dræber han med det samme«, siger Jørgen Leth.
Det var hans søn, Asger Leth, der selv er filminstruktør, som kom på en løsning. I stedet for at klippe til en ny indstilling hvert halve sekund satte Leth klippene efter hinanden, så de udgjorde en indstilling, hvor der blev jump cuttet konstant.
Andet benspænd:Frokost det værste sted i verden – Bombay, Indien
Da Leth viste resultatet til Trier, var han sur – mest af alt, fordi det ikke var lykkedes at spænde ben for Leth. Næste benspænd er nådesløst. Leth skal genindspille måltidsscenen fra forlægget, hvor Claus Nissen spiser fisk og drikker Chablis iført smoking – men Leth skal selv spille manden, og scenen skal optages det værste sted i verden. Og omgivelserne må ikke vises.
Hvor det første benspænd handicapper Leth på hans filmiske håndværk, borer Trier med det andet kniven ind i Leths livsstil. Leth har siden starten af 1990’erne boet i Haiti, hvor han har haft tjenestefolk og kok, og hans livsstil har i en dansk kontekst virket aristokratisk. Nu skulle han konfronteres med fattigdom. »Eating in the ghetto on a 100 dollar plate«, som Arcade Fires Win Butler synger på ’Black Wave / Bad Vibrations’. Leth valgt bordelkvarteret i Bombays slum.
»Jeg har en god ven ved filmfestivalen i Bombay, og jeg spurgte ham, om det overhovedet kunne lade sig gøre at filme i slummen i bordelkvarteret. Han sagde, ’ja, alting kan lade sig gøre, det er kun et spørgsmål om penge. I kan købe politiet’. Så fandt vi ud af, hvor meget det skulle koste. Politiet havde sagt, hvilken gade det skulle være i det kvarter. Men jeg vidste også, at vi var meget pressede på tid. Vi kunne ikke være der hele dagen, for så blev de andre politigrupper jaloux, fordi de så også ville have bestikkelsespenge«.
Benspændet me,d at omgivelserne ikke måtte vises, overholdt Leth kun delvist. Der blev dækket bord midt på gaden med fisk og hvidvin, men bagved Leth blev der skubbet en stor, transparent gummiskærm ind, så de nysgerrige beboere i gaden kunne anes. Et klart brud på opgaven, og Trier blev rasende. Leth står dog stadig fast på sin beslutning.
»For fanden, hvorfor vælger man det værste sted i verden, hvis man ikke vil vise det? Den betingelse åd jeg ikke, og det gav en vis spænding i forholdet. Som man kan se i filmen, går han meget hårdt til mig på det punkt og mente, at jeg snød. Det mente jeg jo ikke. Jeg mente, at jeg bare havde fået det bedste ud af en umulig situation. Jeg havde ikke tænkte mig at ofre muligheden for at vise det miljø«.
»På det tidspunkt havde jeg klaret første og andet benspænd, og jeg syntes, at det var skide godt. Det var på grund af hans betingelser, at det blev godt, men det var jo mig, der havde udført det, og på det tidspunkt tænkte jeg, ’det er min film nu’«.
Tredje benspænd: Straffen – Bruxelles, Belgien
Men Trier insisterede på, at han måtte straffe Jørgen Leth. Enten skulle han tilbage til Bombay og lave scenen igen efter anvisningerne, eller også var der frie tøjler. Jørgen Leth ville ikke tilbage, så han valgte modvilligt selv finde at på, hvad han ville lave.
»Det var det værste, han kunne sige. Det var jeg virkelig ikke indstillet på. Jeg var ulykkelig over det. Jeg kunne ikke finde på, hvad jeg skulle gøre. Så sagde Asger, at jeg altid havde kredset om at lave en kriminalfilm. Og så beviste han det for mig. Han tog min digtsamling ’Det går forbi mig’, og så klippede han digtene ud og satte dem op på et stykke pap. Og så brugte vi dem direkte. Vi oversatte de scener til manuskriptet til scener i filmen.
På den måde fandtes manuskriptet i forvejen. I form af digte have jeg selv skrevet manus, for digtene handlede om en mand i en menneskemængde, en mand, der får en kop kaffe – alt sammen i en stemning af uhygge. Og så lavede vi en film med en kvinde og en mand og pistol«.
Fjerde benspænd: Animation – Austin, Texas
Leth vidste det ikke endnu, men dette blev hans sidste egentlige benspænd. Han skulle lave en tegnefilm. Tidligere har han fortalt, at han aldrig har brudt sig om tegnefilm, slet ikke Anders And og Mickey Mouse, som han så i sin barndom.
»De gik så hakkende rundt og snakkede så højt, og i det hele taget opførte de sig støjende og dumt. Sådan ser jeg stadig på den sag«, skrev han i Filmmagasinet Ekko året efter premieren.
»Det var også et hårdt benspænd. Ingen tegnere i Danmark ville lave filmen med vores meget korte deadline eller budget. Så fik vi kontakt til Bob Sabiston«, fortæller Leth i dag.
Bob Sabiston var manden bag animationerne i Richard Linklaters ’Waking Life’ (2001) – og igen senere ’A Scanner Darkly’ (2006) – og han var ekspert i den såkaldte rotoscoping-teknik, hvor man tegner oven på optagelser af skuespillere. Og han sagde ja uden tøven.
»Han var stor fan af Lars von Trier, så da han hørte om vores projekt, sagde han ja til vores pris og deadline. Vi besøgte ham i hans studie i USA, hvor hans kone var hans medhjælper, og han var meget imødekommende. Han viste os en masse forskellige forslag til stilarter, som han allerede havde lavet på baggrund af et kort sammenklip, vi havde sendt ham«.
Det femte benspænd/prolog – Filmbyen, Avedøre, Danmark
Det sidste benspænd var faktisk nærmere et ikke-benspænd. Jørgen Leth måtte intet gøre, han skulle kun lægge navn til en lille film, Lars von Trier allerede havde klippet sammen af de foreløbige optagelser. Og så skulle han læse en voice over skrevet af Trier op. Teksten indledtes med ordene ’Kære, dumme Lars’, og det skulle forestille at være et brev til Trier fra Leth – men skrevet af Trier selv.
I brevet indrømmer Trier, at han ikke kunne får skovlen under Leth – og at det har udviklet ham selv som filmskaber.
»Jeg accepterede det, uden at jeg forstod det først. Jeg tænkte, ’det er en opgave, men det er mystisk’. Jeg læste det, og det blev en skide god scene. Men først længe efter forstod jeg dybden i det. Det skete først, da filmen blev vist på Sundance. Der så jeg for første gang dybden af Lars’ knæfald, som det jo i virkeligheden er. Jeg tænkte, ’hold da kæft, det er første gang, han virkelig blotter sig. Overhovedet’«, siger Jørgen Leth.
»Det så mange kritikere også. Blandt andet Kenneth Turan fra Los Angeles Times, der skrev, at det var det smukkeste, han havde set, fordi det var første gang, at Lars von Trier blotter sig. Det var jeg glad for. Det rørte også mit hjerte. For Lars er meget stringent og ubøjelig på mange punkter. Men her var det helt klart, at han erkendte, at jeg havde fået løst det på en unik måde. Der var en stor ømhed i det for ham, en gestus.
Han har aldrig været nærig med at give mig komplimenter for min betydning for ham. Og hvad mine spilleregler har betydet for ham. Han har også sagt, at ’Dogville’ aldrig var blevet lavet, hvis han ikke havde set min ’Det gode og det onde’ (1975, red.), hvor jeg bruger ideen med at flytte miljøet ind i et spartansk indrettet studie.
Han siger jo direkte i ‘De fem benspænd’, at projektet er at hjælpe mig. At det er et ’Hjælp Jørgen Leth-projekt’. Og jeg blev da også bekræftet i min teori, som jeg altid har haft, om, at des sværere man gør det for sig selv, des bedre bliver det. Men på en måde blev det også et ’Hjælp Lars von Trier-projekt’«.
’De fem benspænd’ vises 18. juni 16.30, 25. juni 18.45 og 30. juni 21.45 i Cinemateket. Læs mere her.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Læs også: Lars von Trier om Årtusindets Bedste Film: »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«