’Sieranevada’: Det er svært ikke at forelske sig i rumænsk Cannes-hit
Siden årtusindeskiftet har Rumænien oplevet en filmisk opblomstring. En ny bølge af film kigger indad efter kommunismens fald, og de gør det med hverdagsrealisme og en sort, samfundskritisk humor.
Nybølgen har markeret sig gennem stærke instruktørnavne som især Cristian Mungiu (’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og den aktuelle ’Prøven’), Corneliu Porumboiu (12:08 Øst for Bukarest), og Cristi Puiu, der fik sit store internationale gennembrud med den virkelig glimrende ’Hr. Lazarescus sidste rejse’ (2005), og som nu er aktuel med ’Sieranevada’, der deltog i hovedkonkurrencen ved Cannes Film Festival sidste år.
Vi følger filmens handling gennem Lary, en læge i 40’erne. Hans far, familiens patriark, er afgået ved døden, og han er, sammen med sin elegante og temperamentsfulde kone, på vej til sine forældres lille lejlighed, hvor hele storfamilien skal samles for at ære og mindes. Her møder vi grædende tanter og råbende onkler, utålmodige søskende og speedsnakkende svogere, uventede gæster og længe ventede gæster som præsten, der ifølge ortodoks tro skal velsigne maden, inden den spises. Præsten bliver som en anden Godot ved med at udeblive. Familiens blodsukker falder, mens antallet af konflikter stiger.
’Sieranevada’, en titel hvis egentlige betydning står hen i det uvisse, udfolder familieportrættet med fokus på lyd og kameraføring. I sin mest interessante form bliver kameraet slet ikke ført, men står bomstille, for eksempel midt i lejlighedens entré, hvor det, med et overblik over de fleste af lejlighedens rum, blot observerer familiemedlemmer, der går ind og ud af rum i ét labyrintisk virvar, hvilket, kombineret med en sparsom klipning, giver en stærk dokumentarisk effekt.
Lyden er samtaler, der forstummer eller intensiveres alt afhængigt af, hvilke døre der lukkes eller åbnes. Radioen kører, dørklokken ringer, babyen græder, præsten synger, folk skændes, folk griner. Den klaustrofobisk lille lejlighed bliver en fortættet allegori over livets rytme, der ekkoer af eksistentialistisk vadested. Folk er hele tiden på vej mod et nyt rum, nye samtaler, men de vender også tilbage, retur til det de kom fra. Begyndelser, afbrydelser, genveje, omveje.
Persongalleriet i ’Sieranevada’ er af et omfang, der er Robert Altman værdigt, og det er et puslespil, der lægges løbende. Filmen giver dig ikke den traditionelle introduktion i anslaget, og derfor skal du have clearet hjernen for to-do-lister og dagdrømmeri, hvis du skal fange de underliggende karaktertegninger, som relationerne indbyrdes fremprovokerer.
For selvom humoren kan synes karikeret i ’Sieranevada’, er der en dybsindighed i filmens karaktertegninger. Personerne, vi møder, kommer fra et religiøst Østeuropa, der er præget af en politisk undertrykkende fortid. Det åbner for en fatalistisk tilgang til tilværelsen: Mennesket har ingen fri vilje, skæbnen er givet på forhånd, og det er de højere magter, der har det sidste ord.
Denne afmægtighed vælger Puiu, som ganske mange andre instruktører i hans samtid, at ironisere over. I ét rum diskuteres det, hvorvidt kommunismen sejrede, i et andet hvorvidt Charlie Hebdo-angrebet eller 9/11 var en konspiration. Så er der den symbolske pointe i familiens sult kontra kirkens forsinkelse, eller i metaforiske detaljer, som når det nyindkøbte jakkesæt, der ifølge traditionen skal repræsentere den afdøde og bæres af en slægtning, både bliver krøllet og er for stor i størrelsen og skal sys ind.
Jeg er fan af, at film økonomiserer med sine pointer, og derfor bliver spilletiden på 2 timer og 53 minutter en udfordrende prøvelse. Uanset hvor underholdende og velorkestrerede de forskellige situationers tilspidsninger er, føles de efterhånden også repeterende, og selvom jeg ikke forventer en egentlig forløsning, fordi det ville modsige en så reflekterende film som denne, tror jeg, at flere afrundinger og færre svinkeærinder havde givet de skarpe budskaber en stærkere efterklang.
Men det er svært, måske umuligt, ikke alligevel at forelske sig en smule i denne entusiastiske centrifuge af en film, der ambitiøst forener det absurd komiske med det skæbnesvangre og meningsløse. Som en af replikkerne i slutningen lyder: »De siger i fjernsynet, at kaffe er godt mod hudkræft«.
Kort sagt:
En familie samles for at minde og ære deres afdøde patriark. Det bliver en sammenkomst, der ikke alene vender vrangen ud på de enkelte familiemedlemmer, men også et dystopisk samfund, der stadig holdes som gidsel af minderne om kommunismen. Den sorte humor og samfundskritikken er igen stærk i den rumænske instruktør Cristi Puius nyeste spillefilm.
Læs også: Cannes-highlights dag 3: Selv Jessica Chastain er fortabt i Cannes