»Sådan har du aldrig set Afghanistan før«.
Med de ord slutter vores anmelder sin 5-stjernede vurdering af den exceptionelle, halvbiografiske film ’Wolf and Sheep’.
Filmen er instrueret af den blot 27-årige Sharhbanoo Sadat, baseret på hendes egen barndom og hendes ven Anwar Hashimis dagbog. Den handler om et lille lokalsamfund i Centralafghanistan, hvor pigerne ryger hjemmelavede cigaretter og leger bryllup, mens drengene kaster med slangebøsser. De er adskilt fra hinanden, indtil den udstødte pige Sediqa bliver venner med den ensomme Qodrat.
’Wolf and Sheep’ kunne snildt forveksles med en dokumentar, indtil en tobenet Kashmir-ulv og en nøgen grøn fe med hestemanke bryder realismen på smuk og uforudsigelig vis.
Sadat er født i Teheran i Iran som barn af afghanske flygtningeforældre. Men efter terrorangrebet 11. september 2001 rejste de tilbage. Sadat var 11 år.
»Der blev sagt, at vi rejste frivilligt. Men det var ikke frivilligt«, fortæller Sharhbanoo Sadat, da jeg møder hende og Anwar Hashimi i København, hvor de er på besøg i forbindelse med den danske premiere på ’Wolf and Sheep’. Sadats forældre valgte at flytte fra en kaotisk metropol til deres barndomsby i Centralafghanistan på 10 huse, uden elektricitet, kun omringet af bjerge.
»Det var som at tage 100 år tilbage i tiden«.
Hun boede der i syv år. Da jeg spørger, hvordan forandringen var, kigger hun intenst på mig gennem sine tykke brilleglas.
»Det var frygteligt. Jeg var en virkelig sær pige. Jeg kom fra byen, jeg talte ikke sproget, og jeg havde ingen venner«, svarer hun.
I ’Wolf and Sheep’ bliver Sediqa og Qodrat venner. Og selvom filmen er stærkt baseret på Sadats og Anwars baggrund, nåede de aldrig at møde hinanden.
»Anwar var født i landsbyen, men flyttede til Kabul som otteårig. Han boede der i 80’erne under Sovjet, og jeg boede der 2001-2008. Men da jeg læste Anwars dagbog, lød det, som om vi havde boet der samtidig. Intet havde ændret sig.
Jeg valgte at lave filmen ud fra, hvis vi boede der samtidig. Vi var begge alene som børn. Anwar var først meget populær, fordi han var ferm med slangebøsser. Men senere, da hans far døde, og hans mor blev gift med en anden mand, begyndte folk at tale bag deres ryg. Og jeg var alene, fordi jeg var den sære fra storbyen. Jeg tror, at alle vil kunne finde noget fra deres egen barndom i filmen. Det synes jeg er smukt«.
Så sin første film som 19-årig
Biograferne i Iran blev enten lukket eller brændt under den Islamiske Revolution i 1979, men poppede så småt op igen gennem 90’erne. Men det var dyrt at tage i biografen, og da Sabats forældre ikke var velhavende, havde hun aldrig sat en fod i én.
I Afghanistan var der biografer i 80’erne, men de fleste blev ødelagt eller lavet til parkeringshuse, da Taliban overtog magten.
»I Kabul var der – det er der stadig – kun tre biografer. Men de er ikke som her. Biografen er ikke en ting i Afghanistan. Første gang, jeg så en film, var da jeg startede på universitetet. Der var jeg 19 år gammel«.
Hvordan kom du på at ville studere film, når du aldrig havde set én?«
»Jeg ville gerne studere fysik. Jeg var helt forelsket i naturvidenskab. Så da jeg skulle tage optagelsesprøven i fysik, kom jeg til at tage den forkerte, fordi jeg ikke forstod sproget. Jeg kom til at tage den til en fransk workshop for dokumentarfilm i stedet«.
Så det var tilfældigt, at du landede på filmholdet?
»Ja, det var virkelig et tilfælde. Og jeg er heldig at have været en del af det program, for det var det sidste. Året efter døde min underviser i en selvmordsbombe«.
Hvorfor valgte du at fortælle en stille historie fra bjergene?
»Efter jeg var færdig med workshoppen, begyndte jeg at se film om Afghanistan. Jeg var interesseret i at se, hvordan de portrætterede mit land. Men jeg følte mig ikke tilknyttet til dem. Jeg tænkte, ’Vi snakker ikke sådan, vi klæder os ikke sådan, vores kultur er ikke sådan’. Det vil svare til, at jeg kom til Danmark og ville lave en film om danskere. Det ved jeg jo ikke noget om«.
Sadat fortæller, at hun ikke tror på uddannelse, og at hun droppede Ateliers Varan efter kun tre måneder. Men det har ikke hæmmet hende, tværtimod. Sidste år blev hun nomineret til debutantprisen Caméra d’Or i Cannes, hvor hun vandt The International Confederation of Art Cinemas pris – kun 26 år gammel. Hun har ud over ’Wolf and Sheep’ skabt kortfilmen ’Yeke Varune’ (2011) og spillefilmen ’Not at Home’ (2013).
Du bruger udelukkende ufaglærte skuespillere. Hvordan har du castet dem?
»Jeg tog frem og tilbage til Centralafghanistan i to år og besøgte mere end 40 skoler. Da jeg talte med børnenes familier, vidste de ikke, om de kunne stole på mig, og jeg havde alligevel brug for nogle voksne, så jeg castede også dem. Så var de sammen«.
Hvad har det givet filmen?»For det første: Der er ingen skuespillere i Afghanistan. Og for det andet: Hvis der var, tror jeg ikke, at det ville virke.
Det fungerer ikke at lave en film på almindelig professionel vis i et land, hvor de ikke har film. Tid er vigtigt, når man filmer, det er penge, men i Afghanistan er de skide ligeglade med tiden. Så man må finde sin egen opskrift«.
Krigen er en del af hverdagen
Afghanistan har været i krig i så mange år, at det ikke længere er breaking news, når bomberne falder: Sovjet-Afghanistan-krigen, borgerkrigen ved Kommunismens fald, Talibans indryk, USA’s krig mod al-Qaeda. Det har sat sit præg på landet, og de mange konflikter har været en så stor hæmsko for Sadats film, at det er svært at forstå, at hun ikke har givet op.
’Wolf and Sheep’ er ikke filmet i Afghanistan. Hvordan kan det være?
»Vi kunne ikke filme der alligevel, da situationen i landet blev værre og værre. Ved valget (i 2014, red.) kulminerede det med angrebet på Kabul Lufthavn, og at de kidnappede internationale rejsende. Vores producere er udenlandske, og vi kunne ikke bede folk om at komme, når vi ikke kunne garantere sikkerhed.
Det er ironisk at lave en film om det simple liv, og så satte vi alles liv på spil. Efter lang tid søgen endte vi i Tadsjikistan. Men der opdagede vi, at vores skuespillere skulle have pas og visum for at komme ind i landet. Og så ramte endnu et problem: Mine skuespillere arbejdede så hårdt i markerne, at deres fingeraftryk var væk!«.
Var deres fingeraftryk væk?
»Ja, når de trykkede deres finger ned, kom der enten meget få streger frem eller slet ingen. Jeg anede ikke, at det var muligt! De skulle smøre deres hænder ind i creme – men jeg skulle minde dem om det hver eneste aften. De boede uden elektricitet eller signal, så jeg ringede til en ven, der løb en time til landsbyen og mindede dem om det. Efter det virkede det på nogle, mens andre måtte blive«.
Det må man sige er et usædvanligt problem.
»Men det stoppede ikke der. I de dage havde Taliban taget det meste af norden, så vi kunne ikke bruge visaene alligevel. Muligheden var at betale 2000 dollars på det sorte marked, men det kunne jeg jo ikke. Så jeg tog til Tadsjikistans ambassade.
På ambassaden spurgte de: ’Er du tosset? Forstår du ikke den politiske situation her?’ Vi rendte frem og tilbage, lavede en masse papirarbejde, men vi holdt fast, indtil vi endelig, efter mange måneder, kunne rejse til Tadsjikistan. Jeg hader politik«.
Mange i vesten har et billede af, at Afghanistan er et farligt land at bo i. Hvordan oplever du det?
»Jeg bor i Kabul, men jeg føler mig sikker. Der er krig, det benægter jeg ikke. Men præmissen for krigen er, at den er en del af hverdagen nu, og så indretter man sig efter det. Altså den ene dag er der en selvmordsbombe. 200 døde. Bum. Næste dag sker det igen. Man kan ikke leve i frygt og være bange for at gå omkring. Livet er meget lettere, hvis du tager det lidt roligt«.
Filmen er endnu ikke blevet vist i Afghanistan. Har du planer om det?
»Ja, det vil vi gerne. Det er næsten umuligt, og jeg vil ikke kunne få noget økonomisk ud af det. Men jeg har lavet den til afghanere, så selvfølgelig skal de se den«.
Læs også: ’Wolf and Sheep’: Danskproduceret Cannes-vinder fra 27-årig afghaner er et lille vidunder