Den første danske showrunner i Hollywood: »Jeg vil ikke sætte mit navn på en tv-serie, hvor karakteren kun må gå i seng med to mennesker«

Som showrunner i USA må man næsten alt, også omskrive en Stephen King-klassiker. Det gør den danske manuskriptforfatter Christian Torpe i serien ’The Mist’. Man må også gerne spørge dumt, har han lært, men man må aldrig skrue ned for blod og op for sex.
Den første danske showrunner i Hollywood: »Jeg vil ikke sætte mit navn på en tv-serie, hvor karakteren kun må gå i seng med to mennesker«

Hvis Christian Torpe går rundt og føler sig som en fandens karl, har han noget at have det i. I den amerikanske tv-industri er han den første dansker, som har fået titlen showrunner på en helt ny serie – en rolle, der rækker ud over det danske begreb ’hovedforfatter’, og som gør én person ansvarlig for en tv-serie fra manuskript til færdigklippet look.

Christian Torpe, som har været hovedforfatter på TV 2-serien ’Rita’ og har skrevet manuskript til Bille Augusts comeback-film ’Stille hjerte’, har fået ansvaret for at totalomskrive en Stephen King-historie – og også på det punkt vinder han danskersejren, kun et mulehår foran Nikolaj Arcel, der er aktuel med sin ’The Dark Tower’-fortolkning til august.

’The Mist’ er allerede set på film, og i sin 2007-fortolkning tilføjede Frank Darabont endda en vovet twist-slutning, som løftede historien. Så ingen pres på Christian Torpe, der er blevet hyret til at vride en tv-serie ud af det 130 sider lange bogforlæg om en mystisk tåge, som ruller ind over en lille by i staten Maine… Tågen vækker monstre til live, også i overført betydning, når dødsangsten får indbyggerne til at vende sig mod hinanden.

Christian Torpe (forrest) sammen med ‘The Mist’-skuespillere Morgan Spector og Alyssa Sutherland. (Foto: Joshua Blanchard/Getty Images)

Christian Torpe kunne dårligt ønske sig stærkere Hollywood-muskler bag projektet end den legendariske producer Bob Weinstein, som selv har håndplukket danskeren til jobbet. For kabelkanalen Spike er ’The Mist’ dog lidt af en satsning, og efter premieren sidst i juni bliver der omhyggeligt talt seertal:

»Vi sidder i et forfatterrum nu her, og vi er i gang med at storyline anden sæson, i tilfælde af at seertallene er tilfredsstillende nok til, at vi kan blive greenlightet. Men vi skal i hvert fald tre-fire afsnit ind«, siger Christian Torpe fra Los Angeles. Han lyder ikke som en fandens karl, nærmere som én der stadig er lidt øm i kraniet efter eksamen.

Han har lært en masse undervejs:

Om ikke at skrive

Først troede han, at han havde taget et job som hovedforfatter, sådan som han kender det fra Danmark:

»Som showrunner skal man vide, at det at skrive er 15-20 procent af arbejdet. Resten er ledelse og møder, produktion, budgetter og noter«.

Selvom hvert afsnit har sin egen episodeinstruktør, ligger mange beslutninger om kostumer og set design hos showrunneren:

»På et tidspunkt kom kostumieren hen og bad mig om at godkende de nøgleringe, som karaktererne har i lommerne. Jeg sagde: ’Jamen, der er jo ikke nævnt nogen nøgleringe i nogen af scenerne?’ ’Nej, nej,’ blev der svaret, ’Det er bare for at være sikker på, at det er præcis de ringe, som karaktererne ville have, hvis de nu skulle på skærmen!’«.

Nogle af spørgsmålene blev mere tekniske om lyssætningen og klipningen.

»Jeg følte mig ikke specielt godt klædt på til vores første special effects-møde. Der blev brugt utroligt mange ord, som jeg aldrig havde hørt før. Men så melder man bare rent ud: Jeg har ikke lavet et special effects-show før, så I må skære det ud i pap for mig«.

Kan man godt bare indrømme den slags?
»Ja, det var et valg, jeg tog fra starten, fordi jeg jo i virkeligheden slet ikke var klædt på til det her job. Så jeg havde en aftale med mig selv om at være ærlig om, hvad jeg ikke kan. For ellers kom jeg ikke igennem det!«

Om hierarki i forfatterrummet

I Danmark er Christian Torpe vandt til at arbejde med et hold af forfattere, som brainstormer i flok og udfordrer hinanden på de gode idéer. I USA udvikler han historien i et rum med 12 forfattere, men alles ord vejer ikke lige tungt:

»De har et helt andet hierarki herovre, på godt og ondt. Man skal virkelig opfordre de yngre forfattere til at byde ind. De er opdraget til bare at sidde stille og lytte. Og der er ikke altid en kultur af, at den bedste idé vinder, som der burde være«.

Til gengæld arbejder manuskriptforfatterne langt hårdere end herhjemme. Der er ikke noget med at gå tidligt for at hente børn, fortæller han, i hvert fald ikke, hvis man ikke møder ind igen bagefter:

»Jeg havde en forfatter, som sad og skrev fra hospitalet, mens hans kone fødte. Jeg prøvede at give ham fri, men det ville han ikke – han var bange for, at det ville give ham et dårligt rygte i branchen«.

Om at holde instruktørerne i ørene

Instruktørens rolle er også en anden på en amerikansk serie, forklarer Christian Torpe. Nogle europæiske instruktører kan have svært ved at overlade kontrollen til showrunneren eller produceren, som er de øverstbefalende.

Det modsatte fænomen kaldes ’journeymen’ – en særlig amerikansk race af tv-instruktører:

»En journeyman rejser bare fra show til show, to uger på ’The Mist’, to uger på ’Vampire Diaries’ og så videre. Dem havde jeg da et par stykker af. De kan være glimrende, de er gode håndværkere, men man skal som producer være ekstra OBS på dem, for de er ofte klar til at ofre historien for et super lækkert skud, som de kan bruge i deres demo reel«.

Om hvem, der bestemmer

Showrunneren er ikke det øverste led i hierarkiet. Han tjener to kunder – tv-stationen og produktionsselskabet. Med repræsentanter fra alle partnere må syv personer blive enige om de store linjer i serien.

»I sidste ende er det dem, der betaler showet. Så de har ret til at ændre, give noter og klippe om, som de vil. På det punkt er det en noget anden branche end derhjemme – en købmandsbutik. Det er dejligt, hvis man får gode anmeldelser, men inde på tv-stationen er man ret beset fuldstændig ligeglad. Det handler om, om man kan levere et produkt, der kan generere nogle reklameindtægter«.

Danske Danica Curcic har en rolle i ‘The Mist’.

Et af de store slagsmål opstod omkring en kvinde i serien, som havde en promiskuøs fortid.

»De syntes, idéen var enormt spændende, da vi pitchede den. ’Nej, hvor europæisk, en husmor, der har haft mange sexpartnere som ung!’«

Men da manuskripterne blev færdige, fik producenterne kolde fødder. De ville gerne skære ’mange sexpartnere’ ned til to.

»Der måtte jeg sige, jeg har ikke lyst til som forfatter at stå bag en serie, hvor der er så bonert en seksualmoral, at man kun må have været i seng med to mennesker. Det gider jeg ikke at sætte mit navn på«, siger Christian Torpe. »Nogle gange må man sætte hårdt mod hårdt og sige: ’Hvis I vil have det på den måde, så må I finde en anden showrunner’«.

Om at skrue ned for horror’en i en horror-serie

Christian Torpe har ikke ret meget forstand på horror, siger han selv. Han er heller ikke så interesseret i det, som han er i at lave stærke karakterdramaer:

»I en god Stephen King-bog kan du i princippet skære monsteret ud, og så ville der stadig være en rigtig god historie indenunder«.

Tv-stationen og produktionsselskabet talte for at skrue op på genreknapperne, mens Christian Torpe kæmpede for at udfolde karakterdramaet:

»Jeg ville for eksempel lave et afsnit med karaktererne, før den her tåge kommer til byen, for at se, hvordan de fungerer i deres dagligdag. Så blev det et kompromis, hvor der også skulle være en nutidshistorie, hvor der sker noget vildt og farligt«.

Om at messe med Stephen King

Stephen King har givet Christian Torpe grønt lys til at ændre historien, så længe han ikke laver noget middelmådigt.

Og 130 siders prosa kan da heller ikke blive til en tv-serie. »Du bliver nødt til at åbne den op«, siger Christian Torpe. Det betyder i store træk at omskrive Stephen Kings kanoniserede værk.

I den angstprovokerende proces lod han sig inspirere af FX-serien ’Fargo’:

»De tog også en film, som i princippet ikke kunne laves til en tv-serie, og så lavede de nogle helt nye karakterer og en helt anden historie, men det føltes stadig som ’Fargo’. ’The Mist’ foregår stort set kun i et supermarked. Vi lavede det om til et shoppingcenter for at få en større arena. Men vi tilføjede også forskellige andre grupperinger af folk, nogle er fanget i en kirke, nogle på en politistation«.

Han nævner også ’Dødens gab’ og Hitchcocks ’Fuglen’e som inspirationskilder – film, der er mere interesseret i frygten for monstrene end monstrene selv.

»Stephen Kings roman er én stor metafor for, hvordan folk søger ind i noget religiøst og noget fundamentalistisk, når de er blændet af angst. Og vi ville gerne brede den radikaliseringsproces ud, så det ikke kun handlede om religiøs radikalisering, men også politisk og personlig og alle mulige andre former«.

The Mist’ har endnu ikke fået en dansk premieredato, men kommer på Netflix på et tidspunkt.

Læs også: Stort interview med Danica Curcic – »hallo, jeg sidder lige her, det er pænt mærkeligt, du taler om mig i tredjeperson«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af