På torsdag får ’Spider-Man: Homecoming’ premiere, starten på en nye franchise med den rapkæftede vægkravler, som vi kort og fornøjeligt blev introduceret til i Captain America: Civil War (2016).
Det er tredje franchise om edderkoppemanden på blot femten år. I 2002 udkom den første af tre film i en serie med Tobey Maguire i hovedrollen, og så sent som i 2012 var han at finde på det store lærred i ’The Amaxing Spider-Man’ med Andrew Garfield.
De fleste af os kender i forvejen til historien om den nørdede, forældreløse Peter Parker, der bides af en radioaktiv edderkop og udvikler en række overnaturlige evner. Så har vi brug for en tredje filmatisering af Spider-Man, og hvad i alverden kan den fortælle, som vi ikke allerede har stift bekendtskab med til hudløshed?
De to tidligere bud på at portrættere Spider-Man har begge lyspunkter, men også faldgruber. Og disse huller kan man håbe, at vi kan få fyldt ud, når Tom Holland nu trækker i kostumet som hovedrolle i ’Homecoming’.
Sam Raimis ’Spider-Man: En alt for snottet Peter Parker
Sam Raimis filmatisering fra 2002 var overordnet en stor succes. Et par år forinden havde den første X-Men film for alvor sat gang i hypen omkring superheltefilm, men med ’Spider-Man’ blev der for alvor sat skub i produktionerne, for filmen indtjente over 100 millioner dollars.
Fans kunne åndet lettet op, da de slog øjnene op til en film, der holdt sig tæt op ad det originale materiale. Også størstedelen af de udvalgte skuespillere udgjorde et stabilt fundament for filmen. Willem Dafoe var eminent som den mangefacetterede skurk Green Goblin, Tante May og Onkel Ben var som taget direkte fra tegneserien og sidst, men ikke mindst: Peter Parker (Tobey Maguire) var en kæmpe nørd. Endvidere skabte filmen plads til en vis mængde sjov og ballade, hvilket blandt andet gav sig til udtryk gennem J.K Simmons’ J. Jonah Jameson, Peters højtråbende chef, der fra tid til anden lod et hysterisk anfald ramle ned over alle i hans nærvær.
Når det så er sagt, er der i de 15 mellemliggende år løbet meget vand i åen, og både filmen og Tobey Maguires glans er efterhånden falmet en smule. Det er svært at stå distancen over for de perfekt castede superhelte, vi sidenhen er blevet præsenteret for, som Robert Downey Jr. banebrydende præstation som Iron Man. Sammenlignes Raimis ’Spider-Man’ med de nøje udtænkte og sammenvævede superheltefilm i Marvel Cinematic Universe, kan man godt se, hvorfor en ny version ville gøre gavn.
Og så er der nogle ret store mangler i portrætteringen af Spider-Man. For det første var Tobey Magurie for gammel til, at det gik helt an. For det andet var portrættet af Peter Parker for snottet – han græder for meget og viser for lidt vrede. Maguire fangede aldrig helt de frustrationer, der gemmer sig i karakterens rodede teenagesind.
Og da den rædselsfulde tredje film forsøger at pifte Peter Parker op og give ham en bad boy-attitude, bliver det ufrivilligt komisk.
’The Amazing Spider-Man’: Gentagelse på gentagelse
Ti år efter den Raimis første Spider-Man film, og fem år efter den sidste, sad vi der så igen. Marc Webbs film fik den fornemme titel ’The Amazing Spider-Man’, hvilket dog var en sandhed med modifikationer.
Tværtimod havde filmen større problemer med at tilfredsstille kritikere såvel som fans, selvom den indtjente en væsentlig sum penge og altså forsikrede os om, at Spider-Man ikke var helt yt endnu. En væsentlig mangel i filmen er endnu engang portrættet af Peter Parker. Denne gang begået af en kæphøj Andrew Garfield, der modsat Maguire ikke engang formår at ramme den nørdede side af figuren.
Andrew Garfield mindede om en af de smarte fyre, man ser i store romantiske ungdomsfilm, og det er altså ikke ideelt for hverken Peter Parker eller Spider-Man. Filmen gav os heller ikke meget nyt om Spider-Mans oprindelseshistorie. Det er naturligvis svært at gengive hele balladen, uden at det kører lidt i tomgang, men der manglede noget, der adskilte de to franchises håndtering af edderkoppens bid.
Skurkene var heller ikke noget at råbe hurra for. Den største forskel var, at filmen forekom mørkere og gav knap så meget plads til fjollerier, som Raimis udgave havde gjort, bortset fra i filmens åbningsscener. Derudover introducerede filmen endnu en af Spider-Mans mange kærester, Gwen Stacy (Emma Stone). Hun var et lyspunkt, der yder karakteren retfærdighed.
Da efterfølgeren udkom i 2014, var der ikke meget mere at komme efter. Marc Webb brugte sit trumfkort og gjorde det af med Gwen Stacy, og de efterfølgende film blev ligesom aldrig rigtigt til noget.
‘Spider-Man: Homecoming’: Endelig en passende alder og kækhedsgrad
Og nu er vi så klar til et tredje reboot på halvandet årti. Hvad kan vi se frem til? Vi fik et glimt af Tom Holland, da han blev rekrutteret af Tony Stark i ’Captain America: Civil War’, og har siden fået serveret yderligere tre trailers. Her var noget, vi kunne genkende fra tegneseriens ånd. En (alt) for rapkæftet ung fyr, der grænser til det irriterende, når han selv under de heftige kampscener ikke kan holde sin kæft.
Han er spændt, nervøs og har et energiniveau, der sparker røv – og så er Tom Holland den yngste skuespiller, der endnu er hoppet i kostumet, hvilket er et formidabelt plus. Vi får altså serveret en Spider-Man, der kan vokse med karakteren i de kommende film, uden at han pludselig bevæger sig ind i sine 30’ere. En ung gut, der står over for nogle forvirrende og betydningsfulde valg.
Forhåbentligt kan denne tredje franchise lære af forgængerens fejl. Lad os få et friskt pust – en ægte teenagehelt, nye gennemarbejdede skurke og et fantastisk samspil mellem Tony Stark og Peter Parker.
Læs også: Spider-Man tager selfies og har Siri-dragt i ny trailer til ‘Spider-Man: Homecoming’