’Game of Thrones’ er et univers, hvor snu sofister og skruppelløse despoter slås om en trone ved at så frygt og splid i befolkningen. De magtfuldkomne ledere regerer med sværdet frem for ordet, og de konsoliderer deres magt ved at tryne deres folk og true deres fjender. De har tilmed bygget en gigantisk grænsemur med det formål at holde et uønsket folkeslag ude.
Så her på et femstjernet hotel i London – efter at journalisterne om det runde bord har fordrevet ventetiden med at diskutere Brexit i en halv time – virker spørgsmålet ikke så langt ude:
Tror I, at folk i disse Trump-tider vil begynde at læse flere politiske budskaber ind i serien – og hvordan ville I have det med det?
Isaac Hempstead Wright (der spiller Bran Stark) strækker sin spinkle, blazerklædte overkrop i stolen og gør ikke mine til at tage ordet. John Bradley-West (Samwell Tarly) træder til:
»Folk har altid søgt mod drama og fiktion i tider med politisk uro, fordi de får en slags tryghed ud af, at uanset hvor bange vi er lige nu, så er de her ting altid sket. Det føles muligvis skræmmende lige nu, fordi vi ikke ved, hvad fremtiden bringer, men det er betryggende at kunne sige, at det her er intet nyt. Han er bare endnu én af de dér utroligt arrogante, magtbegærlige narcisister, som har eksisteret og gjort os bange siden tidernes morgen. Og alligevel har vi klaret den. At blive mindet om det, kan afbøde noget af frygten«, siger John Bradley-West, der har fuldskæg, strithår og en sortblå skjorte på.
»Problemet er så bare, at vi stadig ikke ved, hvilken historie vi er ved at fortælle. Er det en historie om, at godheden vil sejre selv i den sorteste tid? Er det en moralsk korrumperet historie om, at de onde kan og vil sejre, hvis man lader dem? Eller er moralen, at alle dør uanset hvad? Vi ved det ikke endnu«.
De sidste fyrtårne
I Westeros’ verden af brutalitet og barbari udgør Sam og Bran de to sidste fyrtårne for visdom og kundskab. Ingen af dem har nogen fysiske forudsætninger for at forsvare sig mod de mange farer, deres lurer bag hvert hjørne, men de har alligevel fundet hver deres måde at bidrage til den ultimative krig, som alt i ’Game of Thrones ifølge Isaac Hempstead Wright har peget frem imod: Den imellem menneskene og the white walkers.
Buttede Sam med sin boglige viden erhvervet i citadellet, og lamme Bran som den altseende, alvidende three-eyed raven, en titel der paradoksalt nok har gjort ham til seriens mest magtfulde figur.
»Det vil jeg nok vove at påstå, at han er,« siger Isaac Hempstead Wright. »At vide alt og kunne se hele fortiden giver ham en enorm magt. Men det interessante er, at den magt er blevet givet til en af de mindst fysisk magtfulde karakterer i serien. Brans udfordring er at sørge for, at de nøgleinformationer, han ligger inde med, finder vej til de rette hænder, for ellers kan det blive ragnarok. Og hvis han bare dukkede op og sagde: ’Hør engang, stol trygt på mig, for jeg har boet i et træ langt nordpå de sidste tre år, og den her ravn fortalte mig, hvem dine rigtige forældre er’, så ville han nok blive buret inde.«
John Bradley-West tager over:
»Over for white walkers er alle sammen underdogs rent fysisk. Men det er ikke sådan, at den åndelige og den akademiske kamp er vigtigere end den fysiske eller omvendt. Sam ville ikke til citadellet, fordi han troede, han kunne få sig et nemmere liv. Han vidste bare, at det var dér, han kunne gøre den største forskel. Han udkæmper det samme slag som alle andre, men han gør det på sin måde, den boglige, og så lader han Jon om at udkæmpe det fysiske slag og Bran om det åndelige«.
Katharsis
Ikke at Sam ikke også har ydet sit til den fysiske kamp. Han kan prale af at være en af kun tre karakterer i serien (og til dato den eneste i bøgerne!), som har slået en white walker ihjel. ’Lady Piggy’, som bøse Alliser Thorne plejede at kalde ham, har i det hele taget udrettet mere, end nogen kunne have forestillet sig. Ikke mindst ham selv.
»Jeg synes virkelig, at Sam er en af de karakterer, som har overrasket mest i løbet af serien. I starten føler han sig som en kujon. Han føler sig værdiløs, svag og uduelig, fordi hans far altid har fortalt ham, at det var, hvad han var. Men efterhånden opdager vi, hvor forkert det er, og hvor for meget han kan udrette, når han sætter sig noget for. Takket være nogle kloge politiske manøvrer befinder han sig nu det eneste sted i verden, hvor han føler sig rigtig lykkelig – og han er sammen med dem, han elsker mest. Da serien startede, troede ikke blot publikum, at det var umuligt for ham at opnå den lykke – han troede det også selv,« forklarer John Bradley-West og fortsætter:
»I al den tid, jeg har spillet Sam, har jeg længtes efter øjeblikket i slutningen af sæson 6. Hvor han vendte tilbage til Horn Hill og stod ansigt til ansigt med sin far. Det var en lakmusprøve for ham: Hvordan ville alt det, han har set og opnået, påvirke ham? Ville han sparke døren ind og forlange respekt? Eller ville han straks skrumpe tilbage til den dreng, han var, før han tog af sted? Vi fik en tilfredsstillende blanding af de to yderpunkter.
Først blev han den lille dreng, der ikke kunne se sin far i øjnene ved spisebordet. Men så tænkte han ’nej, sådan er jeg ikke længere’. Og gennemførte den enormt symbolske gerning, som det var at tage sværdet Heartsbane med sig. Han tog, hvad der tilkom ham, og det var en enorm katharsis. Nogle bad mig i går om at sammenfatte ’Game of Thrones’ i tre ord. Og jeg vil til enhver tid sige: Fædre og sønner«.
Fra Westeros til rustur
Som det nok fremgår af ovenstående, er John Bradley-West den mest snakkesalige af de to skuespillere, og han udtrykker sig reflekteret og velartikuleret om alt fra sin rolle til seriens globale appel. Isaac Hempstead Wright er lidt mere stille og forsagt, lidt mere teenager.
Den 18-årige englænder med de sorte modebriller og det glatte ansigt går for at være et mindre geni i virkeligheden. Han interesserer sig for alt fra partikelfysik til klassisk klaver og kan recitere pi med 40 decimaler. Skuespil sagde ham ikke noget, før han begyndte at gå til drama for at slippe for at spille fodbold i vinterkulden, og der har været rygter om, at han ligesom sin tidligere, nu pensionerede co-star Jack Gleeson (King Joffrey) overvejer en fremtidig karriere i auditoriet frem for på scenen.
»Jeg kommer helt sikkert til at fortsætte med at spille skuespil«, slår han fast, mens han kigger ned i bordet.
»Jeg er i gang med de sidste skoleeksamener, jeg manglede, og så har jeg fået en plads på universitet næste år.«
John Bradley-West lyser op: »Er det rigtigt? Tillykke!«
»Yeah, tak. Jeg ved ikke, om jeg tager af sted eller måske tager et års pause«.
»Tænk sig at gå på universitet og være dig! Du kommer til at få en fest. Du burde tage af sted bare for et semester – eller måske bare for rusturen«, driller Bradley-West, og Isaac Hempstead Wright griner lidt genert.
Han sammenligner ’Game of Thrones’-oplevelsen med at gå i skole.
»Det har bogstaveligt talt været hele min ungdom. Det har fyldt lige så meget i mit liv, som skolegangen gør for ethvert barn. Jeg var 10 år, da vi startede, og det er otte år siden, så det er næsten halvdelen af mit liv, hvilket er en sindssyg tanke«, siger han og tager sig til hovedet.
Derfor har han svært ved at vælge én historie ud, som han vil fortælle videre til sine børnebørn igen og igen, siger han til journalisten, som lige har spurgt. John Bradley-West har til gengæld et bud på, hvad hans børnebørn bliver godt trætte af at høre om.
»’Var din bedstefar ikke kendt engang? Var han ikke med i en eller anden serie?’ Det tror jeg, de bliver vanvittige af at blive spurgt om!«.
John Bradley-West og Isaac Hempstead Wright om deres yndlingsscener (som fans):
John/Sam: »Den første var helt klart halshugningen af Ned Stark, for det var dér, folk indså, at den her serie ikke følger reglerne. At slå hovedrollen ihjel i første sæson var at rive regelbogen over. Scenen satte en præcedens for resten af serien, fordi den viste seerne, at den her serie var komplet uforudsigelig og ville blive ved med at chokere.«
Isaac/Bran: »’Battle of the Bastards’ var et episk og brutalt spektakel, som for mig virkelig illustrerede, hvor langt ’Game of Thrones’ er kommet. Når man ser sæson 1 nu, tænker man, at det næsten ser lidt fesent ud til sammenligning.«
John/Sam: »Men sådan bør det også være. Jeg synes, vi er en af ret få serier, som er blevet bedre år for år. Dan og David (hovedforfatterne D. B. Weiss og David Benioff, red.) maler sig selv op i et hjørne, fordi de altid skal overgå sidste sæson, og efter hver eneste Blackwater, Red Wedding ellers Battle of the Bastards tænker man, at nu er de fucked. Men de har altid formået at overgå sig selv. De sidste par år har jeg forsøgt at være så uvidende som muligt om, hvad der foregår i alle andre plottråde end Sams, for jeg vil hellere opleve det som fan. 80 procent af serien glæder vi os jo lige så meget til at se som alle fansene.«
Isaac/Bran: »Når jeg filmer i studiet, så spørger jeg altid om lov til at gå rundt og kigge på de andre sets i pauserne«.
John/Sam: »Det kom jeg også til engang. Vi filmede i Paint Hall-studierne i Belfast, og jeg skulle på toilettet, men jeg for vild, og pludselig stod jeg i tronsalen. Der var bælgmørkt, for der var ikke ved at blive filmet derinde. Det var ret specielt, for pludselig føler man, at man står på settet til en serie, som man elsker. Jeg har aldrig filmet nogen scener derinde, men jeg har set Tyrions retssag og alle de andre store scener, og pludselig står jeg dér som en fanboy. Og ja, jeg satte mig ned«.
Hvordan føltes det?
»Det føltes rigtigt«.
Læs også: Vores fem største spørgsmål før sidste sæson ’Game of Thrones’