For blot få år siden bestod det danske serielandskab af DR med TV 2 som evig underdog.
Det har ændret sig radikalt. De danske manuskriptforfattere er i høj kurs, efter TV 2 har højnet ambitionerne, og udenlandske spillere som SBS, Viaplay, Netflix og HBO Nordic har fattet interesse for de lokale egenproduktioner, der er en gamechanger for enhver tv-station og streamingtjeneste i fremtiden.
Særligt holder den danske tv-branche vejret for at se, hvad Netflix og HBO stiller op på det nordiske marked. De to mastodonter har meldt ud, at de kaster en betragtelig sum penge efter originale serier i Danmark, Norge og Sverige de kommende år, men vi har endnu ikke set de første resultater af planerne.
På årets store Copenhagen TV Festival fik både Netflix og HBO mulighed for at løfte en smule af sløret for deres danske planer. Og selvom de to giganter var professionelt afmålte med konkrete informationer om deres strategi og produktionsplan, stod én ting klart: De har i sinde at udfylde det vakuum, som DR med deres succesrige, men i nogles øjne også lidt ensporede tilgang til serieproduktionen efterlader.
Vil redefinere genrerne
DR’s dramachef Piv Bernth har mere end antydet, at kanalen ikke er synderligt interesseret i at arbejde med genrefortællinger som sci-fi eller fantasy. Det passer ikke ind i DR’s bredt favnende søndagsseriekoncept, lyder vurderingen.
Men det er lige netop den type serier, både HBO Nordic og Netflix vil kaste sig over i Danmark.
»Vi prøver at være åbne«, sagde Netflix’ chef for originalt indhold i Europa, Brian Pearson, på spørgsmålet om, hvilke serier tjenesten går efter.
»Men der er nogle generelle temaer. Det, der ligger inden for et genrerum, som horror, sci-fi eller det overnaturlige, bliver vi ofte begejstrede for. Nogle ser den slags som niche, men jeg ser det som brede fortællinger til Netflix-abonnenter over hele verden«.
Lignende takter anslog Hanne Palmqvist, der står i spidsen for udviklingen af HBO Nordics originalserier.
»Vi er i Danmark gode til realistiske eller socialrealistiske historier, og så skruer vi op for the nittygritty, når vi laver crime-serier. Det er alt sammen fint. Men vi har malet os for meget op i et realistisk hjørne. Vi er bange for at gå ind i genrer – og blande genrer«, sagde hun som en slet skjult stikpille til DR.
»SVT (Sveriges svar på DR, red.) har for eksempel lavet ’Ægte mennesker’, som handler om robotter, men også har et twist«, sagde hun og tilføjede, at hun godt kunne forstå DR og TV 2’s nationale fokus, men at man godt kunne »være mere modig«.
»Vi vil redefinere genrerne. Overraske og sige, at normalt ser vi de her to elementer hver for sig, men nu poder vi dem på en overraskende måde og fortæller en historie, der har flere lag«.
Som et IKEA-katalog
Man kan indvende, at dette overraskelsesmoment på papiret ikke just afspejler sig i HBO Nordics første annoncerede serie, ’Erobreren’, som er en Martin Andersen Nexø-filmatisering og fortsættelse til Bille Augusts Oscar-vinder ’Pelle Erobreren’. Rasmus Heisterberg og Per Fly udgør det kreative hold på fortællingen, der følger Pelles udfoldelser i København i slutningen af 1800-tallet. Og indvende, det gjorde interviewer Majken Wexø også.
Skulle det være specielt edgy eller provokerende eller anderledes fra, hvad vi normalt ser på DR?
»Det taler vi meget om med Per og Rasmus«, sagde Hanne Palmqvist. »Og de vil lave den som ’The Godfather’ eller ’Boardwalk Empire’. For dem er det en gangsterhistorie«, sagde hun og understregede, at underholdningsværdien altid har højeste prioritet for HBO, selvom der samtidig kan være intellektuel tyngde.
HBO Nordic har andre, endnu hemmeligholdte projekter i støbeskeen, mens Netflix’ første danske projekt er mere direkte i tråd med de genreudfordrende aspirationer.
’The Rain’ er en postapokalyptisk sag om en gruppe overlevende efter en regnbåret virus, der har udslettet det meste af den skandinaviske befolkning. Mikkel Boe Følsgaard flankeres af talenter som Lucas Tønnesen og Alba August, og ifølge Brian Pearson inkarnerer serien meget af det, Netflix leder efter.
»Det logiske havde været at lave skandi-noir, fordi det har et stærkt brand. Men vi ville tænke anderledes ud fra, hvad vi ikke ser andre steder i landskabet«, siger han.
»Og vi tror på, at den lokale autenticitet er det, der også gør serierne globale. ’The Rain’ har en særlig dansk modernitet over sig. Den ligner noget fra et IKEA-katalog – på den bedst tænkelige måde!«.
Mens vi venter på hittet
Netflix har allerede sat sit stempel på 37 serier i 15 lande uden for USA, og Pearson afslørede, at han forventer at nå op på 80-90 titler de kommende år. Interessant virker blandt andet den kommende tyske ’Dark’, en mørk thriller med overnaturlige træk.
HBO Europe har allerede lavet originalserier i europæiske lande som Polen, Tjekkiet og Rumænien, men Skandinavien er det næste store fokusområde. Hanne Palmqvist forventer, at HBO Nordic kommer til at stå bag to-tre serier om året i Norden, hvilket er nogenlunde samme mængde, DR producerer (dog kun på dansk – på den måde er de stadig størst).
Der er således ikke noget i vejen med ambitionerne. Til gengæld har hverken HBO eller Netflix for alvor skabt et ikkeengelsksproget kæmpehit. Flere serier har været stærke lokalt, men de har ikke rejst globalt, som tjenesterne måske havde håbet. Netflix’ ’Marseilles’ er et eksempel på en stor og dyr satsning, der faldt til jorden som en sløj ’House of Cards’-klovn i franske gevandter, mens HBO Europes øst-sager som ’Wasteland’ og ’Umbre’ ikke just har sprængt grænserne mellem Øst- og Vesteuropa.
Nu er det op til HBO Nordic og Netflix at vise, at de faktisk kan hamle op med det generelt høje kvalitetsniveau, som DR indstiftede den danske tv-guldalder med.
Læs også: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer