Den følgende artikel er fuld af spoilers for ‘Game of Thrones’, sæson 7, afsnit 7 – og samtidig giver den kun rigtig mening, hvis du har set afsnittet ‘The Dragon and the Wolf’.
På mange måder spejler sæsonens sidste afsnit af ‘Game of Thrones’ sæsonens helhed: En masse gode scener, holdt sammen uden synderligt megen logisk stringens eller veldrejet historie. Forstå os ret her: Vi elsker ‘Game of Thrones’ og netop derfor synes vi, det er vigtigt at kritisere seriens huller. Dem var der desværre også en del af i ‘The Dragon and the Wolf’.
Sæson 6 blev beskyldt for at være lidt langtrukken, mens vi fik en kraftfuld sløjfe på det hele i de to sidste afsnit, ‘The Battle of the Bastards’ og ‘The Winds of Winter’, hvor Jon Snow og Sansa Stark henholdsvis genvinder Norden og Cersei Lannister destruerer sine modstandere i King’s Landing og bliver kronet som dronning, men med den bitre smag af aske i munden.
Sæson 7 har været anderledes stressende og forjaget, men vi fik dog en del af samme forløsning i sæsonafslutningen – og meget mere tid til det politiske spil. Cersei havde det opgør med begge sine brødre, som hele sæsonen har peget frem imod, og hun bliver introduceret til den wight, der var omdrejningspunktet for sæsonens hovedløse mission nord for muren (som jo også viste sig at være frugtesløs).
Her fik vi også mange af brættets spillere samlet i ruinerne af Targaryen-familiens dragestalde, hvor forhandlingerne om en våbenhvile skulle finde sted. Båndet mellem Jaime og Cersei blev endelig cuttet, mens Team Dragonstones plan gik i vasken – selvom de stadig tror, den bar frugt. Det var stærke scener båret af stærke skuespilpræstationer, særligt fra Lena Headey. Men hvis man tager en tur op i drageperspektiv, mangler både den logiske drivkraft bag historiefortællingen og evnen til at føre seeren bag lyset for alvor, der gav tidligere sæsoner meget af deres pondus. Det var også et (endnu større) problem end i sidste uges afsnit, men det tror da fanden, når alle seriens karakterer er begyndt at opføre sig som idioter – og ikke bare Jon Snow Aegon Targaryen.
1. Cersei er idiot (men dog mindst idiot)
For det første giver selve forhandlingerne i the dragonpit ikke særlig meget mening. Hen mod slutningen af afsnittet afslører Cersei, at hun aldrig havde tænkt sig at holde sit løfte – uanset hvad, det måtte være. Det viser Eurons exit fra forhandlingerne, der var et planlagt, meget kontekstspecifikt skuespil fra starten (selvom de givetvis ikke vidste, at de skulle stå ansigt til ansigt med et spillevende skelet).
Da Jon Snow afviser at sværge troskab til Cersei udvandrer hun så fra forhandlingerne. Men hvis det hele tiden havde været hendes plan at snyde dem, hvorfor skulle hun så udvandre? Hun vil jo uanset hvad forråde Jon Snow, så der er ingen grund til, at hun er så stålsat på at han bøjer knæet. Det kan være for at gøre hendes kovending mere pålidelig, men det ligner mest et fortælleteknisk krumspring for at sætte en stærk scene op mellem hende og Tyrion.
Hun skal naturligvis have sin hær af Det Gyldne Kompagni-soldater fra Essos før hun kan gøre sig forhåbninger om at slå Dothraki-hæren og The Unsullied, men hun har alle sine fjender samlet på ét sted uden at krumme et hår på deres hoveder. Hvem skulle stå i spidsen for krigen, hvis både Jon Snow og Daenerys Targaryen er ude af billedet? Hvem skulle hærene kæmpe for? Vi får at vide, at dragerne ikke kan kende forskel på venner og fjender, så hvis hun dræber Dany, er der ingen grund til at tro, at de ville tage deres hævn på King’s Landing. Disse handlinger passer ikke ind i hele Mad Queen-narrativet, som hun ellers er blevet sat i hidtil.
Samtidig giver det heller ikke særlig meget mening, at Euron ikke har hentet Det Gyldne Kompagni endnu. Hvad har de ventet på? Vi har ikke set ham siden sæsonens afsnit 3 – afsnittet før Tyrell-guldet kom i hus i King’s Landing – alt imens seriens øvrige karakterer har rejst adskillige tusind kilometer. Var det ikke en bedre plan for Cersei at slå til mod alle sine fjender, mens de er samlet på ét sted, ligesom som hun gør i sæson 6? Får hun en bedre chance ved at falde dem i ryggen med en hær senere? Næppe.
2. Tyrion er idiot
Én af afsnittets stærkeste scener var dog også mødet mellem Tyrion og Cersei, hvor han gennemskuer hendes graviditet. At han gennemskuer det, leder til at hun ikke bare lægger våbnene, men tilbyder at kæmpe med i slaget mod Team Død, på trods af at hun deroptil har brugt dialogen på at slå tyk streg under, at hun kun tænker på sin familie.
Implikationen er, at graviditeten skulle gøre hende blød og skrøbelig, og det er næsten en lettelse, da det bliver afsløret, at det selvfølgelig ikke er tilfældet. Men det er omvendt lige så utroværdigt, at Tyrion overhovedet skulle tro på hende. Hun må have sagt noget, der fik overbevist ham om, at hun var klar til at vende på en tallerken og sende sine tropper en halv verden væk. Det kunne have været fedt at se, for nu fremstår det bare lidt tilfældigt og utroværdigt. Vi får ikke mellemregningerne med og det svækker både historien og vores opfattelse af Tyrions dømmekraft.
Det er i øvrigt ikke første gang i sæsonen, Tyrion har været dum nok til at stole på hendes gode hjerte, selvom de seks første sæsoner har brugt timer på at udpensle deres modsætningsforhold. Hele narrativet nord for Muren i denne sæson er hans dumme idé, fordi han tror en levende død vil overbevise Cersei om at lægge stridigheder til side. De sæsoner, der leder op til, at han i sæson 4 dræber Tywin Lannister, handler alle sammen om at hans familie gentagne gange narrer ham og slutteligt prøver at få ham dræbt på Cerseis ordre. Det er simpelthen bare utroværdigt, at han skulle stole eller tro på hende.
Tyrion bør jo om nogen vide, at Cersei aldrig er mere beskyttende, end når det kommer til hendes børn. Skulle et par sæsoner i Essos have fået ham til at glemme det? Vi seere kender hende, så det er himmelråbende dumt, at han ikke gør.
3. Alle er idioter
Daenerys og Jon kom til King’s Landing i håbet om en våbenhvile, men ender med at få en Lannister-hær med sig. Men helt ærligt, hvem skulle tro på det? Hvem i Norden ville bare sige »Super, vi kæmper da bare side om side med House Lannister, som vi har en stolt tradition for at hade indædt«. Det er endnu mere uholdbart og kontralogisk, end hvis hun havde givet dem våbenhvilen.
Og hvilken garanti stiller Cersei i øvrigt? Hvilke krav stiller hun? Hun sender ingen tropper med nordpå, men lover bare at de kommer senere? Arh, come on, så bløde kan Team Dany da ikke være. Cersei siger det næsten bedst selv, da hun kalder Jaime »den dummeste Lannister«: »Stark og Targaryen har slået sig sammen imod os, og du vil kæmpe sammen med dem? Er du forræder eller tåbe?« Hvis Starks, Targaryens og Lannisters kæmper side om side mod en fælles fjende, hvad sker der så, når de vinder? Vinker farvel og tager våbnene op igen dagen efter på hver sin side af ingenmandsland? Det ville aldrig fungere.
Man kan også med god grund hævde, at hele Daenerys’ følge er idioter for at tage sammen til forhandling i King’s Landing. Hvorfor skal Varys med? Hvorfor skal Jorah Mormont? Hvorfor Davos Seaworth? Hvorfor The Hound? Hvorfor Theon? (Udover at det giver en fed scene at få dem allesammen i samme rum.)
Grundlæggende bliver sæsonafslutningen lidt undervældende i forhold til tidligere tider, fordi vi som seere har lært Littlefingers lektie: Vi kæmper alle kampe i vores hoveder alle vegne, så vi kan se alle mulige udfald for os. Vi kan ikke narres så nemt længere og det frarøver én af ‘Game of Thrones” store styrker. Men det bliver først for alvor frustrerende, når karakterne bliver narret tilsvarende nemt.
Vi lærte seriens grumme logik at kende på den hårde måde, og nu ryster vi på hovedet over, at karaktererne ikke gjorde det samme.
Læs også: ‘Game of Thrones’: Seks grunde til, at sæsonens afgørende plot er himmelråbende idiotisk