’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 7: »Nu skal de skide hul i alt det, vi forventer«

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set la grande finale)

Efter et afsnit med samme logik som et andenrangs adventurespil var det kærkomment, at syvende sæsons finale pustede ud og levnede plads til det politiske spil i King’s Landing.

Baggrunden for den store sammenkomst, hvor Daenerys og Cersei, Theon og Euron, Tyrion og Bronn, The Hound og The Mountain – og så videre – så hinanden i øjnene, er stadig himmelråbende enfoldig: Hvorfor i alverden skulle Cersei begrave sin magtliderlige egoisme ved synet af en enkelt zombie?

Accepterer man præmissen som et udslag af Jon Snow’sk naivitet, var der dog meget at hylde i sæsonfinalen, hvor Benioff og Weiss understregede, at de ikke helt har ofret det subtile politiske drama på spektaklets alter.

Ord var igen vind på den gode måde, da Cersei først proklamerede, at hun ville kæmpe menneskehedens kamp og dernæst afslørede det forestående forræderi over for en oprørt Jaime. På overfladen var der fælles front, på bunden et uforeneligt modsætningsforhold mellem offensiv idealisme og kynisk isolationisme. Daenerys, Snow og co. vil redde menneskeheden, Cersei vil redde sig selv og sine nærmeste.

Netop det uudtalte strategiske spil gjorde mødet i King’s Landing til en overbevisende pendant til virkelighedens G20, hvor de enkelte spillere mødes for at bekæmpe et omsiggribende problem, men ofte forsøger at arrangere brikkerne, så de har overtaget, når (eller hvis) krisen ebber ud.

Tyrion erkender det selv: Det er vanskeligt at slette årtiers stridigheder, selv i mødet med en fælles fjende.

Fra fødsel til samleje

Bag magtspillet flød familiens blod: Jaime vendte omsider sin søster ryggen, Arya og Sansa dømte en patetisk hulkende Littlefinger til døden, og Jon Snow og Daenerys testede lagenerne, efter Sam og Bran havde skåret deres status som nevø og tante ud i pap.

Hos de snart fuldvoksne Stark-unger i Winterfell hørte man Ned Starks rigide læresætninger om familie og ære runge som et poetisk ekko fra fortiden. Naive Ned har trods tragedierne plantet nogle holdbare fodspor i jorden, og hans døtre trådte ned i dem, så det skælvede. Ligesom ved topmødet i King’s Landing gjorde Benioff og Weiss klogt i at føre seerne bag lyset, inden Littlefingers ynkelige farvel afslørede, at lærlingen havde trumfet mesteren. Lord Baelish forsømte at forestille sig Sansas værste intentioner, og Arya skar symbolsk halsen over på ham med hans egen valyriske dolk.

Jaime og Cerseis adskillelse var uundgåelig, da hverken kødelig lyst eller kærlighed kan fylde hullet mellem to så basalt divergerende sindelag. Kærligheden fik dog Cersei til at lade broren gå. Spørgsmålet er, hvor han er på vej hen? Sandsynligvis mod Tyrion og sjælefrelse, men man må håbe, at Westeros’ sidste interessante karakter ikke endegyldigt forlader den moralske gråzone, som han hører hjemme i – og som serien på det seneste har forsømt til fordel for en mere manikæisk moralorden.

Hvad angår Jon Snow og Daenerys ved man dårligt, hvad man skal mene om deres seksuelle udskejelser. Overgangen fra Snows – eller Aegon Targaryens – fødsel til samlejet med Dany tilførte scenen en fæl bismag, selv om dragebetvingerne er berømte og berygtede for deres incestuøse tilbøjeligheder. Det er således svært at forestille sig, at de to rene og retskafne frelsere kun har skuldertræk til overs for det familiære bånd.

Optakt til et klassisk fantasy-brag

Intet af det ovenstående kom dog som lyn fra en klar himmel. Vi vidste, at Cersei og Jaimes forhold havde kurs mod kløften, at Jon og Dany ville ende i kanen (det kunne ikke blive ved de sultne blikke), at Cersei ikke ville slå pjalterne sammen med Team Humanity, og, nå ja, at Muren i sidste ende ville falde.

Selvom finaleafsnittet slog fast, at serien stadig kan fremmønstre flot iscenesatte dialogscener, hvor ord blot er et bedragerisk glasur, er det tydeligt, at universet har mistet toppen af sin wow-faktor. Ikke i den forstand, at den ikke er imponerende. The White Walkers massakre af Eastwatch var endnu et eksempel på, at serien rent teknisk har nået en liga, der ellers kun huser de dyreste Hollywood-satsninger.

Desværre har ’Game of Thrones’ også tilnærmet sig Hollywood på andre måder. De chok, der tidligere har rystet os i vores grundvold, er væk. Ikke alle kan dø. Dumdristig tapperhed straffes sjældent (bortset fra når det er ren idioti). I stedet er den pirrende afgrund mellem vores forventninger og de faktiske hændelser skrumpet synkront med The White Walkers’ afstand til muren.

Missionen i denne sæson har været en anden: At samle trådene forud for et klassisk fantasy-brag mellem det gode og det onde.

Vil Benioff og Weiss være i stand til at nuancere de døde vandrere fra nord, så de bliver mere end en besk allegori over global opvarmning, eller formår de at bringe Cersei effektivt i spil, selv om hun har trukket sig ind i sit skjold? Stregerne er blevet kridtet så heftigt op, at vi mangler nogen, der springer rundt på banehalvdelene efter behov. Nogen, vi ikke aner, hvor vi har.

Da Daenerys i sæsonens første afsnit retorisk spurgte »shall we begin?«, ville det næppe have chokeret nogen, at skakspillets brikker endte med at stå, som de gør. Siden det afsnit er der ikke meget, der har ændret sig, ikke meget, der har tvunget os derud, hvor det gør ondt. Sæsonfinalen bød på en vifte af intense møder – ikke mindst mellem Cersei og Tyrion, selvom sidstnævnte bliver mere godtroende for hver dag – men det fjernede ikke indtrykket af en sæson, der alt for ofte har reduceret karaktererne til brikker i forfatternes febrilske forsøg på at samle trådene.

Vi fik på mange måder en glimrende finale, én, der – går jeg ud fra – levede op til de flestes forventninger. Når ottende og sidste sæson ruller over skærmen, håber jeg, at Benioff og Weiss igen gør det til en hofdisciplin at skide hul i det, vi forventer.

Læs også: ’Game of Thrones’: Tre hurtige spørgsmål og svar efter sæsonfinalen

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 6 – »Som et utroværdigt setup fra et computerspil«