Kære Jaime Lannister.
Jeg frygter, din rejse er ved at være tilendebragt. Hvordan dit eftermæle bliver, kan kun din allersidste handling afgøre og jeg har ingen anelse om, hvad den bliver. Og deri ligger den sande gave i din karakter.
Du er Maude Varnæs i King’s Landing: En forkastelig karakter, der vægter familie, traditioner og din privilegerede tilværelse højere end det fælles bedste, men på grund af en uundgåelig krig, uforudsete hændelser og afgørende, svære valg finder din sjæl alligevel frelse.
Du er en antihelt, men ikke i traditionel forstand. Du er ikke en gavtyv, der også gør gode ting. Du er ikke en mafioso og seriemorder, der grundlæggende set gør det af et godt hjerte. Du er ond, du er god, du er barmhjertig og du er nådesløs alt afhængig af din aktuelle situation. Således som godtfolk i Westeros, således kan man som seer både hade og elske dig – ofte i samme scene. Antihelten har fået et ekstra twist.
Samtidig er både dine venner og fjender – som jeg engang kerede mig så meget om – blevet til endimensionelle brikker i et spil, der ligeledes er blevet meget mere sort/hvidt.
Op- og nedturen
Da du startede din færd i serien var du en søsterkneppende lord af Douche-town, der kunne svinge sværdet som få andre i De 7 Kongeriger. Du udviste kun sporadiske glimt af en egentlig egen vilje og gemte dig ustandseligt bag din fars skørter. Og så det hår der.
Det hele ændrede sig, da den Bolton-affilierede psykopat Locke kappede højrepoten af dig, efter du havde sikret Brienne fra at blive voldtaget. En af de allermest afgørende søjler, der udgjorde dine karaktertræk blev med et hug fjernet. Siden har du med stumpen fremme famlet dig frem for at holde de andre stående, men familieloyaliteten faldt og siden faldt arrogancen også. Selv Scarlet Pleasure-skilningen lod du falde. Kun den altødelæggende kærlighed til Cersei står tilbage, men selv den vakler.
Seriens øvrige hovedkarakterer har enten været som de er helt fra starten, eller også har de været ude på samme opbyggelige rejse som dig. Forskellen er bare at de med ganske få undtagelser nåede deres mål i sidste sæson.
Tabet af karaktertyngde
Persongalleriet i ’Game of Thrones’ har altid været fascinerende, fordi det er opgjort af helte, antihelte og skurke, der bliver sat i komplicerede politiske situationer og ofte må forråde enten sin familie eller sine allierede for hævn/frihed/magt/etc. Men ser man på karakterernes udvikling i denne sæson har der ikke været mange definerende øjeblikke, der har vist nye, overraskende sider. Theon havde et. Sam havde et halvt. Du, Jaime, har ikke haft så mange som tidligere, men både den sidste ordveksling med Olenna Tyrell, slaget mod Drogon og måden han fik besked om et forestående faderskab på bringer dig langt foran i feltet.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været en lille smule skuffet over den igangværende sæson, der virker alt for forjaget og uden forståelsen for det komplicerede politiske spil og den altædende korruption, der hidtil har været meget af min fascination i serien (sæson 4 er stadig den bedste).
I stedet har den været spækket med (alt for) mange referencer til tidligere sæsoner, kontralogiske rejsemønstre, plotlinjer, der lige skulle afsluttes og inkonsekvente handlinger. For eksempel står både Dorne, The Riverlands, og The Reach i Westeros hen helt uden en leder, Drogon blev ramt af et kæmpespyd i skulderen helt uden konsekvenser og det lykkedes Euron Greyjoy, dothraki-hæren og ikke mindst Jorah Mormont at tilbagelægge afstande, der tidligere tog hele sæsoner at krydse.
Alt sammen små irritationsmomenter, men generelt har showet i mine øjne tabt pusten ved, at der kun er to tilbage i Westeros, der reelt er interesseret i Jerntronens behagelige metalsæde. Det gør spillet meget mere sort/hvidt, meget mere simpelt og meget mere uinteressant. I en serie, der stiller så meget spørgsmål til hvem der er god og hvem der er ond, er Jaime Lannister den sidste i gråzonen. Han er den sidste karakter, der for alvor er interessant at følge udviklingen af.
Gælden skal betales
Det gør ondt helt ind i hjørnetænderne, da Robb Stark med en blanding af misforstået retfærdighedssans og Ned Stark’sk ære hugger hovedet af sin allierede Rickard Karstark og skridt for skridt forsegler sin egen dødsdom. Da King’s Landing, Shae og Cersei endelig knækker Tyrion Lannister i retssagen efter Joffreys død er det lige dele hjerteskærende og karakteropbyggende. Sansa Stark spirer fra at være en krukket lady med prinsessedrømme, der tvinges til at forkaste sin familie, men ender mere end i stand til at tage vare på sig selv. Selv The Hound når med museskridt et niveau af menneskelighed på sin vandretur med Arya Stark.
Alle de øjeblikke sukker man efter i sæson 7, for banen er kridtet grundigt op nu. De eneste karakterdefinerende momenter, der venter i horisonten, er dine, Jaime. Dem ser jeg frem til med gys og forventning.
Læs også: Tre mulige udfald af Cersei Lannisters nuværende situation i ‘Game of Thrones’