’A Sort of Family’: Spansk stjerne triumferer i barskt argentinsk adoptionsdrama
CPH PIX: Kameraet observerer hende som en blind passager fra bagsædet. Kvinden, der fører bilen i mørket på motorvejen. Regnen pisker ned. Trafikken glider forbi. Men vi hører det ikke. Vi lytter med kvindens sanser, der udelukker omgivelserne. Hun virker træt, plaget og ser betænksom ud. Både når hun holder pause, krammer sin medbragte kat eller stirrer ned i kaffen på en rasteplads.
Åbningssekvensens lange tavshed afbrydes af destinationens dialog. Malena (Bárbara Lennie) hedder hun, sidst i 30’erne, og læge. Netop ankommet på et slidt hospital i det nordlige Argentina efter 800 kilometers kørsel fra Buenos Aires.
Stemningen er hektisk. En ung kvinde, Marcela (Yanina Ávila), vrider sig af smerte fra fødselsveer. Situationen er kompliceret og kræver en hurtig beslutning om kejsersnit eller ej. Malenas adfærd og attitude fremstår alt andet end professionel. Snarere panisk. Nærmest hysterisk. Hendes ankomst har intet at gøre med hendes profession eller det at bringe et liv til verden. Men derimod at tage det – med sig hjem.
Instruktør Diego Lerman er siden debuten ’Lige pludselig’ i 2002 blevet en væsentlig samfundskritisk stemme i argentinsk filmkunst. Især hans forrige film ’Refugiado’ (2014) høstede internationale kritikerklapsalver. Her flygtede en gravid kvinde med sin lille søn fra en voldelig ægtemand. Sørgeligt nok et udbredt fænomen blandt mange argentinske kvinder. Og det er formentlig også en andel af de samme kvinder, der i fattigdommens ufrivillige navn vælger at bortadoptere deres nyfødte børn.
Det er værd at vide, at privat adoption faktisk er tilladt i Argentina. Men under forudsætninger som Lerman tilsyneladende tager for givet, at udenlandske seere har kendskab til. Det er en skam. Forstår man ikke omstændighederne, forstår man simpelthen ikke filmen.
Reglerne for en privat adoption tillader ikke penge eller gaver indblandet. Den adopterende mor skal være egnet, og den biologiske mor skal vurderes til at være mentalt indforstået med at opgive sit barn frivilligt. En retslig instans skal desuden være indblandet for at overvære, at adoptionen netop sker under de korrekte forhold. Handler man under lovens radar har det konsekvenser, og det er dem, Lerman lader udfolde i ’A Sort of Family’, hvor menneskelig desperation er roden til alt ondt.
Malena har nemlig det hele – undtaget muligheden for at føde børn. Eller blive erklæret egnet til legalt at adoptere et. Lerman og hans medforfatter til manusset, María Meira, siger det nu aldrig direkte, men viser de igennem forskellige sekvenser der blandt andet involverer katten, som ingen tillid har til Malena. Den stakkels kat, som hospitalets Dr. Costas (Daniel Aráoz) hovedrystende forklarer Malena ikke bare kan efterlades låst inde i bilen i bagende solskin.
Vi fornemmer at Malena har en empatisk brist, og egentlig ikke fortjener en flig af umiddelbar sympati. Livets svære lod som barnløs retfærdiggør aldrig hendes valg, når hun medvirker til en kriminel handling og kræver et barn fra en kvinde, hvis familie knapt så overraskende kræver noget igen. For Malena forstår vel nok, at 10.000 dollars kun kan være et lille greb i lommen for en læge, men en livsnødvendig almisse for Marcela, hvis mand tilfældigvis har været ude for en ulykke på samme dag som fødslen, og nu ikke længere kan brødføde familien.
»Bekæmp fattigdom og betal i den gode sags tjeneste«, lyder rådet fra Dr. Costas, hvis tvivlsomme part i adoptionen er, han har arrangeret den. Og Malenas mand hjemme i Buenos Aires, der ikke ville medvirke til overdragelsen af babyen, bliver modvilligt trukket ind i den, da pengene skal leveres og hans underskrift viser sig nødvendig på en falsk fødselsattest for at fuldende svindlen.
Og så er vi her ikke mere end små 30 minutter inde i handlingen. Lavinen af ulyksaligheder ruller videre, og især den spanske stjerne Bárbara Lennie spiller triumferende.
Castingen er generelt eminent, og den polske fotograf Wojciech Starons stilsikre billeder glider levende sammen i klipningen. Håndværket tjener fortællingen og dens karakterer, mere end den tjener noget andet udfarende filmisk formål. Sådan er ’A Sort of Family’ ikke filmkunst i den tekniske forstand, men i den tematiske, uden at være en decideret åbenbaring.
’A Sort of Family’ har den sjældne kvalitet, at filmen er bedst, når den er slut og refleksionerne kommer snigende. Der er langt til Argentina. Langt imellem deres og vores love. Men kort vej til de egenskaber, der driver karaktererne. Det er altid nemt at dømme, hvis verden er sort og hvid.
Men hvordan handler vi selv i håbet om at farve gråzonens knuste drømme blå?
’A Sort of Family’ er blandt de ti film, der er nomineret til Politikens Publikumspris.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX