’Blade of the Immortal’: Meget mere end en ‘Kill Bill’-klon

5 6
’Blade of the Immortal’: Meget mere end en ‘Kill Bill’-klon
Takuya Kimura som Manji i 'Blade of the Immortal'

CPH PIX: Hvor ville det være let at stemple ’Blade of the Immortal’ som det, den ligner, og på sin vis også er: Et ’Kill Bill’-lignende blodsorgie med tegneseriekarakterer lavet af filmverdenens svar på tyskeren Armin Meiwes, kanibalen der fik folk til at skære deres kønsdele af og spise dem. Men det ville være en forsimplet formgivning af japanske Takashi Miikes film nummer 100.

Man ville overse, at historien om samuraien Manji, der forbandes af en heks til evigt liv, ikke er et påskud for sadistiske voldsritualer med afrevne lemmer og masseslagtning på repeat, men en ret dyb eksistentiel allegori over meningen med at leve.

Man ville ignorere, at meget af handlingen følger Manji og den hævngerrige pige Rin – hvis forældre dræbes af antagonistslænget Itto-Ryu – i konstant diskussion om begreber som praktisk fornuft, dydighed, ære og barmhjertighed. »Det handler ikke om logik eller godt og ondt. Jeg vil bare dræbe dem!«, som Rin forklarer Manji, der nægter at dræbe blot for at dræbe.

Man ville se stort på, at Itto-Ryus leder, Anotsu, er en kompleks figur, der på kættersk maner vil gøre op med det etablerede shogunat, hvis forankring i traditionsbegrundet slægtsarv modstilles af et skrantende værdiggrundlag med mere moderne  og selvmodsigende tiltag.

Man ville bagatellisere, at der bag de ’Tekken’-agtige dueller med bizarre modstandere, som pludseligt dukker op ud af det blå, ligger en sisyfosk dom og tynger Manji, der ikke kan dø, hvor meget han end gerne vil.

Man ville underkende, at Takashi Miike har gennemgået en stilistisk modningsproces væk fra sine tidligere meget frenetiske og afvigende ’Ichi the Killer’-dage, og at det bragende flotte sorthvide anslag, de farverige dragter med den grønne natur som tapet og de forholdsvis lange takes med Manjis klinge i dans med et dusin modstandere er en homage til landsmanden Akira Kurosawas filmkunst, som Miike allerede tog hul på med den mesterlige ’13 Assassins’.

Man ville måske endda stirre sig så blind på de sporadiske blodsudgydelser, at man helt glemte, at filmen har en universel og hjertevarm kerne i fremstillingen af de to fortabte væsner Manji og Rin, der når til den konklusion, at de kun kan leve for hinanden.

Man ville lade sig distrahere af det indledningsvise blodsplat på linsen i stedet for at fordybe sig i en bundoprigtig manga-filmatisering og fejring af samuraifilmen, som vil have publikum til at tænke over, om der overhovedet er en mening med alt det blod, som cirkulerer rundt i os og om. Det handler i sidste ende om, hvor man lægger sværdsnittet.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX

Spillefilm. Instruktion: Takashi Miike. Medvirkende: Takuya Kimura, Hana Sugisaki, Sōta Fukushi, Hayato Ichihara. Spilletid: 151 min.. Premiere: Vises 30. september og 06. oktober under CPH PIX
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af