‘BoJack Horseman’ sæson 4: Bifigurerne træder ind på scenen – på godt og ondt
Det ubestridte omdrejningspunktet i ’Bojack Horseman’ har altid været titelfiguren selv. Hver sæson af den animerede dramedy har været bygget op omkring et projekt, den fordrukne og selvhadende hestemand forsøgte at lykkes med, oftest uden held.
I sæson 1 skulle den fallerede tv-stjernes biografi skrives, helst så flatterende som muligt. Sæson 2 handlede om at genstarte skuespillerkarrieren med en rolle som den legendariske travhest Secretariat. Og sæson 3 formede sig som en lang, udmarvende kampagne for at lande en ego-afstivende Oscar.
Imens foregik der alt muligt andet i luftrummet omkring Horseman. Rivalen og hundehovedet Mr. Peanutbutter forsøgte sig med idiotiske forretningsideer i samarbejde med slackeren Todd, kattekvinden Princess Carolyn hustlede for livet, kærester kom og gik.
Med sæson 4 er det anderledes. Her er ikke nogen gennemgående fortælling med Bojack som aktiv protagonist, nu er det bifigurerne, der griber taktstokken. Og det er både godt og skidt.
Godt, fordi skabelonen for de foregående sæsoner var ved at være lidt slidt. Uden en større, overordnet fortælling, som hvert afsnit helst skal forholde sig til i et eller andet omfang, er der (endnu) mere plads til at eksperimentere og lege med formatet, og resultatet er nogle af de stærkeste enkeltafsnit, seriens nu fire sæsoner har budt på.
Som den urkomiske ’Hooray! Todd Episode!’, hvor hjælpsomme, men håbløse Todd iscenesættes som en Forrest Gump-agtig figur, der lykkes med alt uden at kunne noget. Hans syn på livet opsummeres smukt, da Princess Carolyn beder ham løbe et ærinde og spørger, om han mener, han kan finde ud af det?
»I never know if I can handle anything, that’s what makes my life so exciting!«.
Eller ’Ruthie’, hvor en særligt forfærdelig dag i Princess Carolyns liv skildres inden i en futuristisk rammefortælling, som ikke er, hvad den giver sig ud for. Eller ’Stupid Piece of Shit’, hvor Bojacks selvhad kommer til orde i en strøm af eder og bebrejdelser, illustreret med ekspressionistisk krussedulle-animation.
Og så er der den uafrystelige episode, hvor vi får fortællingen om Horsemans forhadte mor Beatrice og hendes forbitrede og forspildte liv, ’Time’s Arrow’. Den klipper effektfuldt mellem seriens virkelighed og Beatrices demente vrangforestillinger og understreger nok en gang hovedforfatter Raphael Bob-Waksbergs talent for at give usympatiske figurer en stemme og gøre dem, om ikke relaterbare, så i hvert fald forståelige. Den nye figur Hollyhock, der entrerer serien som en potentiel datter til BoJack, er også en fin tilføjelse til persongalleriet og med til at binde en tilfredsstillende lille sløjfe på sæsonen, da mysteriet om hendes mor opklares.
Men det er også skidt, at vores hovedperson slipper tøjlerne, for det efterlader mere plads til mindre interessante karakterer.
Mr. Peanutbutter har altid fungeret bedst som BoJacks lalleglade modbillede, men i sæson 4 bliver hans livtag med moderne delstatspolitik et gennemgående omdrejningspunkt med magert afkast. Det er simpelthen ikke særligt sjovt, at Peanutbutter siger dumme ting, og alle kan lide ham alligevel, og måske især er det ikke sjovt i en Trump-æra, hvor det efterhånden står soleklart for de fleste fornuftige mennesker, at idioter med magt er langt mere farlige end underholdende.
Handlingstråden om Todd og Mr. Peanutbutters tandlæge/klovne-virksomhed hører heller ikke til blandt Bob-Waksberg og kompagnis lyseste indfald.
De mindre stærke episoder i sæson 4 kommer til at stå svagere end i tidligere sæsoner, fordi de ikke er en del af en medrivende story arc. Blandt andet derfor føles helheden som lidt af en rodekasse, en nysgerrig udforskning af seriens univers, der kommer ud i nogle nye kroge, men ikke rigtig summer op. Måske er det hestens sidste krampetrækninger, vi er vidne til, måske en spadseretur i vadestedet på vej mod noget nyt?
Jeg håber på det sidste, for ’Bojack Horseman’ er stadig en af de mest modne og tænksomme komedieserier på tv.
Skildringen af Diane Nguyen og Mr. Peanutbutters ægteskab er det måske allerbedste eksempel. Film og serier er fulde af parforhold, der starter og slutter, men her får vi for en gangs skyld den daglige kamp for at vedligeholde relationen. De fleste har været i et forhold, hvor det efter noget tid bliver svært at skelne forgrund fra baggrund: Er jeg i et godt forhold med nogle dårlige sider, eller er jeg i et dårligt forhold med nogle gode sider? Og bliver det bedre, hvis jeg holder ud, eller bliver det kun værre fra nu af?
Det er den slags spørgsmål, Diane stiller sig selv. På et tidspunkt sammenligner hun sit ægteskab med et af de stereogrammer, der var så populære i start-90’erne – hvis man skeler lidt, så er de helt vildt smukke, men ellers er de bare noget rod.
Og, som hun udtrykker det med et resigneret suk: »I’m just so tired of squinting«.
Kort sagt:
Serien om den fallerede og fordrukne tv-hest dropper tidligere sæsoners gennemgående fortællinger og flytter fokus lidt væk fra sin sært elskelige hovedperson. Det er godt, når det frigør holdet bag til at producere nogle fremragende og opfindsomme enkeltepisoder, men skidt, når det betyder mere skærmtid til mindre interessante karakterer.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.