Bag om ’It’: Hvordan det onde vendte tilbage i helt nye klæder

Stephen King er kendt som den moderne gyserforfatter over dem alle, og blandt hans voluminøse bibliografi står værket ’It’, eller på dansk ’Det onde’, med den menneskeædende klovn Pennywise som værket over dem alle.

Kings historie om en gruppe udsatte børns opgør med det onde blev for alvor indprentet i den populærkulturelle (under)bevidsthed med den dobbelte tv-film fra 1990, hvor Tim Currys inkarnation af klovnen affødte en hel generation af 90’er-børn med coulrofobi og frygt for gulvafløb.

I Kings fortælling dukker Pennywise op hvert 27. år, og det er nærmest i naturens ånd, at publikum ligesom børnene i historien må se sig nødsaget til igen at se deres værste frygt i øjnene, når den nye filmatisering ’It’  har premiere i denne uge. Det stod dog ikke skrevet, at filmen skulle have den udformning eller instruktør, den i sidste ende har fået.

Vold og horror

Det hele startede i 2009, da Warner Bros. hyrede manuskriptforfatteren David Kajganich til at kaste sig over Kings mammutbog på mere end 1000 sider. Kajganich’ erfaring fra den katastrofale ’Body Snatchers’-opdatering ’Invasion’ fortalte ham, at for at filmatiseringen skulle lykkes, var det nødvendigt at få så meget historie med som muligt. En spillefilm var ikke nok.

Der skulle således to film til at gengive bogens dobbelte tidsspor, hvor perspektivet skifter mellem drengenes  Loser’s Club i 60’erne og deres nutid som voksne 27 år senere. Den nye version skulle tage afsæt i 80’erne, mens Kajganich samtidig fik trumfet en væsentlig ting igennem omkring graden af eksplicit vold og horror.

»Jeg tror, at det virkelige twist i mit pitch til WB – som de har godkendt – er, at den ikke bliver PG-13«, sagde Kajganich i 2009 med reference til det amerikanske aldersgrænsesystem, der med en såkaldt R-rating ville gøre filmen uegnet for folk under 17 år.

Kajganich forestillede sig den for længst afdøde slapstickkomiker Buster Keaton som den ideelle Pennywise, men hvem skulle stå for instruktionen af hans mange påfund? Man måtte vente nogle år, og da svaret endelig kom, affødte det en del rynken på næsen. »Cary, hvad for noget?«.

Stephen King: Gå med Gud!

Cary Fukunaga havde i 2012 det mexicanske grænsedrama ’Sin Nombre’ og en adaption af Charlotte Bröntes gotiske romanklassiker ’Jane Eyre’ på sit cv. Begge enormt stilsikre film, der havde haft et godt liv i diverse arthouse-biografer, men også film, der pegede i hver sin retning, og som ikke tegnede et særligt klart billede af, hvorfor den amerikanske instruktør og Stephen King-horror skulle være et perfekt match.

Inden da var Kajganich store ideer blevet skudt delvist i sænk af Warner Bros., som ikke var ovenud begejstret for hans første manuskriptudkast. Kajganich blev pænt skibet ud af projekt, og ind kom Fukunaga, som omskrev manuskriptet sammen Chase Palmer, hvis største merit var at have solgt Paramount et manuskript til Frank Herberts ufilmatiserbare sci-fi-fabel ’Dune’.

Warner Bros’ datterselskab New Line Cinema overtog produktionen, og ’It’-projektet begyndte så småt at tage form med Stephen Kings velsignelse: »Gå med Gud. Dette er versionen, som studiet bør lave«.

En lille serie ved navn ’True Detective’ understregede, at Warner Bros. havde lavet et større scoop ved at tilknytte Cary Fukunaga, som instruerede alle ti afsnit af den senere Emmy-vindende krimiseries første sæson. Måske var Fukunagas personlige succes i virkeligheden en hæmsko for ’It’. Han gik på kort tid fra opkomling til ombejlet auteurstatus, og de planlagte optagelser i sommeren 2015 blev udskudt.

Fukunaga: De ønskede arketyper

Man havde ellers klovnen klar (Og nej, Buster Keaton var ikke stået op fra de døde). Will Poulter terroriserer for tiden i de danske biografer som kæmperacist i ’Detroit’, men i 2015 var han bare en meget drenget brite, der havde spillet akavet, blød unge i Jennifer Anniston-komedien ’We’re the Millers’. Selv der havde Poulter noget intimiderende over sig med sine optrukne Jack Nicholsons-øjenbryn, der ikke ville blive mindre uhyggelige af klovnesminke.

Som man måske har bemærket, er hverken Fukunaga og Poulters navn en del af brandingen af ’It’. Deres udgave forliste i maj 2015, da Fukunaga hoppede fra. Nogle spekulerede på, om det skyldtes, at New Line Cinema frygtede en gentagelse af det flop, ‘Poltergeist’-remaket var. Andre mente, det var af frustration over et skuffende lille budget på 30 millioner dollars. Men forklaringen lå nok nærmere et andet sted.

»Jeg prøvede at lave en ukonventionel horrorfilm. Det passede ikke ind i deres algoritme om, hvor meget de skulle spendere og få tilbage igen økonomisk, som var baseret på ikke at fornærme deres standard genrepublikum. De ønskede arketyper og skrig. De ville have, at jeg lavede et meget mere harmløst og konventionelt manuskript. Du kan ikke lave en ordentlig Stephen King-film og samtidig være harmløs«, udtalte Cary Fukunaga til Variety nogle måneder efter sin afsked.

Horrormesteren selv tog imod nyheden med stor skuffelse, men med fortrøstning og en flig af håb.

Det var nemlig ikke ret længe, klovnen fik lov til at flyde, før den blev samlet op igen af det unge argentinske søskendepar Andy og Barbara Muschietti. Sammen havde de skabt tre minutters gåsehud med to børn og en faretruende kvindeskikkelse. ’Máma’ hed kortfilmen, som ifølge Guillermo del Toro var noget af det mest skræmmende han havde set. Andy instruerede, og Barbara producerede sammen med del Toro en hel spillefilm over konceptet med Jessica Chastain og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne.

Ind med Skarsgård

Det var ’Mama’, en pitch og mest af alt en god portion ungdommeligt gåpåmod, som Andy Muschietti kom til New Line Cinema-cheferne med. Han overbeviste studiet, der på horrorfronten har udmærket sig med James Wan-gyserne ’Insidious’ og ’The Conjuring’.

Bill Skarsgård var ny Pennywise med et viktoriansk-inspireret kostume. Han var en del af Skarsgård-kuldet, men var et forholdsvis ubeskrevet blad for alle undtagen fans af vareulveserien ’Hemlock Grove’. Til gengæld kunne han bryste sig af et par indsunkne øjne og et drenget look som Will Poulter. Han fik til opgave at indgyde frygt og rædsel hos en række af de største børnestjerner i Hollywood med Finn Wolfhard i centrum efter succesen med ’Stranger Things’.

Det er Andy Muschiettis version og ikke Cary Fukunagas, vi nu kan opleve i biografen. Hvorfor? Det lette og unuancerede svar ville være, at Muschietti har givet studiet de arketyper og skrig, de ønskede, men der er flere ting på spil.

Cary Fukunaga er stadig akkrediteret som manuskriptforfatter, og hans navn kommer som noget af det første frem under rulleteksterne. Muschietti har selv forklaret:

»Det var et godt manuskript med hensyn til dybden af karaktererne, men det ramte ikke helt en af de mest attraktive træk ved titelkarakteren, hvilket er den formskiftende kvalitet«.

Orgiet mangler

Andy og Barbara Muschietti har i forskellige interviews gjort en stor dyd ud af at betone, hvor loyal filmen er over for Stephen Kings forlæg. Der er selvfølgelig ting, som man ikke kan presse ind i en film, der gerne skulle sælge på den anden side af de 100 millioner dollars, heriblandt det berygtede sexorgie, efter børnene første gang besejrer Pennywise.

Til gengæld har det højere aldersmærkat i forhold til tv-filmen givet næsten frit lejde til at vise den grusomhed, børnene gennemgår.

Der er flere sites på nettet, som mener, at forskellen mellem Fukunagas og Muschiettis ’It’ ligger i den mere direkte voldsomhed hos førstnævnte. Det er svært at aflæse fra et stykke papir. Sammenligner man brudstykkerne af Fukunagas originale version og den endelige film, så er det overraskende, hvor meget der er bibeholdt: Alt fra udfoldningen af drengenes forskellige baggrund og sammenhold, den panoramiske oversigt over byen Derry og ikke mindst opbygningen af skræmmescener rundt om hver af børnene og bøllen Travis Bowers sadistiske adfærd.

Det kunne sagtens have været en af de historier om en mesterinstruktørens vision, vi aldrig fik lov at se, som filmhistorien rummer tusinde af eksempler, fra Jodorowskys ’Dune’ til Darren Aronofskys Batman-film og Guillermo del Toros ’Hobbitten’.

Men den historie, der skrives, er Andy og Barbara Muschiettis ’It’. Og den vil få både gamle og nye generationer til at kigge sig om en ekstra gang efter røde næser og opstyltede øjne, næste gang de går på toilettet.

Læs også: Anmeldelse af ‘It’: Vellykket klovnegyser genopliver dit værste mareridt