Bramfri udbasunering af især kvinders seksualitet og lowbudget-mumblecore-æstetik var ikke umiddelbart en kombination, man regnede med ville nå ud til et bredere publikum i tv-serie-formatet.
Men så begyndte Lene Dunham at støje med sit ’Girls’-slæng på HBO i 2012. Det var serien, verden ikke vidste, den manglede om newyorkere i midten af 20’erne, hvis selvforestillinger ofte blev komisk udstillet i mødet med voksenverdenens fastlagte rammer. Serien henrykkede mange med sin ligefremme fremstilling af kroppe, der ikke var blevet gennemtævet i Fitness World seks dage om ugen, og Lena Dunham blev med øjeblikkeligt et feministisk ikon, der aldrig var bleg for at stikke snuden frem i debatten om ligestilling og andre kønstematikker.
På trods af seks sæsoner med ’Girls’ er 31-årige Dunham dog stadigvæk et relativt ubeskrevet blad som filmskaber. Hun er uden tvivl påvirket af en privilegeret opvækst med to forældre fra New Yorks kunstscene, og tiden på det liberale kunstcollege Oberlin gav hende plads til at eksperimentere med kortfilmformatet inden debutfilmen ’Creative Nonfiction’, arthouse-gennembruddet ’Tiny Furnitures’ og senere altså ’Girls’.
Blandt hendes kommende projekter ved man, hun spiller med i den kommende sæson af antologiserien ’American Horror Story’, og at hun sammen med ’Girls’-showrunner Jenni Konner skriver manuskriptet til remaket af artfilm-sællerten ’Toni Erdmann’. Som instruktør arbejder hun ifølge IMDb stadig med den feministiske 60’er-komedie ’Max’, mens hun i foråret skulle have indspillet en kortfilm med ’Vikings’-stjernen Travis Fimmel.
Hvorom alting er, kan hendes liste over ti yndlingsfilm fra Criterions overdådige kartotek give et fingerpeg om, hvad der formede ’Girls’ og i hvilke interessante retninger, hun er på vej hen.
Listen:
1. ’Fish Tank’, (Andrea Arnold, 2009)
2. ’Days of Heaven’, (Terrence Malick, 1978)
3. ‘Broadcast News’, (James L. Brooks, 1987)
4. ‘Weekend’, (Andrew Haigh, 2011)
5. ‘La Pointe Courte’, (1955), ‘Cléo from 5 to 7’, (1962), ‘Le bonheur’, (1965) og ‘Vagabond’, (1985) – Agnès Varda
6. ‘Maria Brauns ægteskab’ (1979) og ‘Angst æder sjæle op’ (1974) – Rainer Werner Fassbinder
7. ’Picnic at Hanging Rock’, (1975, Peter Weir)
8. ’Straw Dogs’, (1971, Sam Peckinpah) og ’Dead Ringers’ (1988, David Cronenberg)
9. ’Through a Glass Darkly’, (1961, Ingmar Bergman)
10. ‘The War Room’, (1993, Chris Hegedus og D. A. Pennebaker)
Hvordan de har præget hendes arbejde:
Dunham har altid gjort en dyd ud af at gøre op med konventionerne, og derfor er det ikke overraskende, at hendes top 10 bryder med retningslinjerne og samler hele instruktørværker på én position. Tematisk er hendes eget sentiment dog i tråd med størstedelen af de valgte film, som på den ene eller anden måde besidder normbrydende kvaliteter.
Tag bare listetopperen, Andrea Arnolds ’Fish Tank’. Det er britisk boligblokrealisme og Michael Fassbender som (gusten) hvid arbejderprins, der kommer tæt på både alenemoren Joanne og hendes 15-årige datter Mia. Hiphopdans er som smågenialt fortællegreb det eneste adspredende frirum til at klare sig igennem hverdagen.
»Bedste dansesekvenser, sound design og brug af Nas. Michael Fassbender begynder her sit triumftog som et psykoseksuelt mareridt af en hjerteknuser«, har Lena Dunham sagt om sin yndlingsfilm fra det seneste årti.
»Life’s a bitch and then you die, that’s why we get high«, lyder det fra Nas, mens mor og datter finder sammen i semikoreograferet fællesdans. Inspirationen til de moves, Hannah og pigerne kæmper sig igennem i afsnittet ’Beach House’, stammer netop fra dette usødede stykke realisme.
Race- (‘Angst æder sjæle op’) og kvindekonflikter (’Maria Brauns ægteskab’) er på spil hos den evigt kontrære, afdøde tysker Rainer Werner Fassbinder. Specielt den første film udfordrede flere tabuer ved sin udgivelse i 70’ernes tilknappede Vesttyskland med sit melodrama om det aparte forhold mellem en 60-årig kvinde og en markant yngre marokkansk emigrant kort efter Anden Verdenskrig. ‘Girls’ fik et skud på boven for sin påfaldende mangel på etnisk mangfoldighed, men Fassbinders film er som hos Dunham båret af karakterernes illusioner og opgør med det, der begrænser dem. Og så har de garderoben tilfælles.
»Begge film er perfekte for mig. De giver dig lyst til at klæde sig fint på og ryge opium og have sex med folk, du møder sent om natten på en bodega – selv hvis det ikke lige er dig«.
Rainer Werner Fassbinder anarkistiske ånd kom også til udtryk i en kompromisløs fremstilling af homoseksualitet på og uden for lærredet. Han må af den grund stå som fader for den moderne homoklassiker ’Weekend’. Når Glen og Russel uden filter italesætter sex mellem mænd og blotter følelser med den største naturlighed, rammer den sengekantens intimsfære lige på kornet som en mere øm og mindre energisk udgave af Hannah og Adams udvekslinger af ord og væsker i soveværelset.
»Den slog mig ud. Jeg gik ind og så den uden nogen viden, udover at homoseksuelle mænd er min målgruppe, og kom ud forbløffet over Andrew Haighs underspillede og sensitive instruktion. Den inspirerede mig til at vise udløsning på tv: Der er en scene, hvor sæd er en central og vidunderlig del af sexoplevelsen med en anden person. Beskidt, glad og ensom sex«, har Dunham udtalt om Andrew Haighs film fra 2011.
Lena Dunham har med fire film ikke kunnet bestemme sig, da det kom til hendes store feministiske instruktørforbillede Agnès Varda. Hovedværket er nybølgeklassikeren om den umiddelbart perfekte sangdiva Cleó, som grubler modløst over en tilnærmende kræftdiagnose, mens hun og et ekstraordinært, bevægeligt kamera i halvanden time frekventerer parisiske gader og stræder og møder det ene friske pust af besynderlige indfald efter det andet, deriblandt en twee stumfilm med Godard og Anna Karina.
Det er som ’Girls’ med og om uperfekte kvinder, og så er Dunhams grydehår selvfølgelig en hyldest til Vardas signaturcut.
»Jeg siger altid, at Agnès Varda var for den franske nybølge, hvad Eve er for hiphopslænget Ruff Ryders: En hop med-eller-dø-bitch, der er respekteret af gruppens rå gentlemen«.
Et andet forbillede er Holly Hunters nyhedsreporter Jane Craig i ’Broadcast News’, som simpelthen må være Dunhams fiktive inspiration til Hannah-figuren. Hun er frimodig, hurtigtsnakkende, handlekraftig og holder sig ikke tilbage for mandlige kollegaer på arbejdet eller i privaten. Hannah har desuden samme manier og en intonation lig Hunters karakter.
En mere fræk side viser Dunham, når hun begrunder valget af Sam Peckinpahs kompromisløse home invasion-sag ’Straw Dogs’ og David Cronenbergs tvillinge-exploitation ’Dead Ringers’.
»De er begge film, jeg plejede at se i college og senere følte for upassende til at sætte en romantisk stemning. Jeg vil aldrig glemme synet af den ene af de to Jeremy Irons, der rør sit sataniske gynækologudstyr, mens en fyr kaldet Phil gramsede på mit bryst. ’Straw Dogs’ får dig til at føle dig virkelig mærkelig, når du fjerner dine leggings, så lad vær!«, fortæller Dunham om en historisk tvetydig voldtægtsscene, som Dustin Hoffmans kæreste udsættes for.
Kammerspilformen i Ingmar Bergmans teologiske febervildelse ’Som i et spejl’ har Dunham hyppigt benyttet i ’Girls’, for eksempel i seriens sidste afsnit ’Latching’ og den omdiskuterede kønstvekamp i ’American Bitch’.
»Ligesom mange amerikanere er incest et barskt område for mig. Jeg har en naturlig aversion imod det. Alligevel blev jeg så betaget af Bergmans stil, at jeg glemte at flippe ud over sex mellem søskende, da jeg så filmen i forbindelse med et Bergman/Polanski seminar i mit andet år på College«.
Hvad listen afslører om hende:
Det er en smal sag at harcelere over Lena Dunhams arthouse-forfængelighed, men hun blev sat til opgave at udvælge sin favoritter blandt Criterion-titler, hvor det ikke bugner med Judd Apatow-produktioner eller anden nyere amerikansk komik.
Det helt store spørgsmål er dog, hvor Woody Allen er? Neuroser, narcisisme og vittige samtaler om seksuelle iagttagelser og frustrationer mellem kønnene er ikke Dunhams opfindelse, snarere modulationer over den ældre New York-fælles kunstneriske grundform. Dunhams skelnen mellem kunst og kønspolitik farves højst sandsynligt af voldtægtsanklagerne, Allens person er omgærdet af.
Gennemgående er valgene med undtagelse af James L. Brooks’ ’Broadcast News’ mere seriøse i tonen end ’Girls’ komiske udgangspunkt. Alligevel er det ikke uvæsentligt at notere sig, hvordan hovedparten af hendes valg har samme fritgående fortællerytme som de fleste afsnit af ’Girls’.
I det hele taget bærer Dunhams liste og deres relation til hendes egne stilistiske og tematiske præferencer præg af en filmskaber med sin cineastiske baggrund i orden og en særegen evne til at omsætte det til egenartet kunst.
Det kunne dog være interessant at se Lena Dunham gå den subversive planke ud med alvorsfuldt swung som sine dramatiske ledestjerner siden collegetiden.
Læs også: David Finchers yndlingsfilm – og hvad de siger om ham