KOMMENTAR. Sammen med ’Lost’ var ’The Wire’ grunden til, at jeg begyndte at dyrke den opblomstrende tv-guldalder som en besat.
Og David Simons socialrealistiske græske tragedie om narkohandlere, politifolk, politikere, skolelærere, stikkere, mordere og journalister i Baltimore er i mine øjne stadig ikke overgået.
HBO-serien viste vejen for, hvor mangefacetteret et univers man kan udfolde i tv-format. Hvor mange karakterer man kan omfavne, og hvor skarpe sociologiske pointer man kan fasttømre uden at gå det mindste på kompromis med den pirrende fortælling.
Resten af tv-guldalderen er, som bekendt, historie. Måske i ordets bogstavelige forstand. I hvert fald formastede jeg mig allerede for to år siden til at erklære dramaseriernes guldalder for død. I den forstand at kvaliteten i den langstrakte dramafortælling af den slags, der blev sammenlignet med romankunsten, var for nedadgående.
Det kunne og kan lyde som en absurd påstand, al den stund at der aldrig er blevet produceret så mange serier for så mange penge af så mange forskellige udbydere som nu. Og at hypede produktioner som ’Stranger Things’ og ’Westworld’ siden er kommet til.
Men en ny serie har – synes jeg selv – givet ny luft under vingerne til min påstand og gjort det krystalklart for mig, hvad jeg savner i så mange af tidens dramaseriesatsninger. Den er lavet for HBO. Og David Simon står bag.
30 karakterer, der fortjener deres egen serie
’The Deuce’, hvis første afsnit har fået forpremiere på HBO Nordic, mens andet afsnit rammer tjenesten 18. september, udspiller sig i det lurvede miljø omkring Times Square i New York 1971.
Som altid hos David Simon er karaktergalleriet stort og spraglet. James Franco har en dobbeltrolle som en barejer, der sammen med sin kokette gamblertvillingebror (også Franco) bliver hyret af en mafiaboss til at starte en ny bar og siden et bordel.
Vi følger en række prostituerede, der byder sig til ved avenuernes dunkle vejsider – og deres ulasteligt klædte og skiftevis kærlige og psykopatiske pimps, der holder dem i kort snor, mens de også agerer delvis kæreste, delvis fadersurrogat. Maggie Gyllenhaals driftige Candy er den eneste, der sælger sig selv uden alfons-backup, og det koster, men fører hende også mod nye karriereveje i den spirende pornoindustri.
Vi følger en helt almindelig gadebetjent, der begynder at undre sig over de ordrer, der bliver udstukket fra toppen. En journalist på jagt efter den gode historie. En ung eventyrlig pige, der dropper ud af universitet i trods mod sine fisefornemme forældre. Og mange, mange flere.
Faktisk tror jeg, der er omtrent 30 karakterer i serien, og hver og én føles som et helt menneske eller i det mindste et menneske, man brænder efter at vide mere om. Heri ligger en stor del af David Simons mesterskab. Med ganske små, men effektive virkemidler får han selv de mindste karakterer til at leve. Som den tårnhøje mand bag disken på den café, hvor de prostituerede hænger ud med deres alfonser, spillet af Anwan Glower (Slim Charles i ’The Wire’) – han er med i et halvt minuts tid per afsnit, men alligevel kan man lide ham, forstå ham. Eller pornoinstruktøren, som bliver en slags mentor for Candy, og som er både patetisk og sympativækkende. Giv dem deres egen serie!
Suveræn casting, en knivskarp dialog, der er både underspillet humoristisk og præcis uden at føles kunstlet, er hemmeligheden bag denne uovertrufne evne til at skrive karakterer, man gider se på. Og til at lave en stærkt nuanceret og ret uangribelig serie om porno og prostitution i en tid, hvor kønsfremstillinger diskuteres på højtryk. ’The Deuce’ er hverken udstillende eller udnyttende.
Start med et mord
David Simons nye serie er ikke nær så visuelt stimulerende som æstetiske landvindinger som ’The Knick’ eller ’True Detective’ sæson 1. Men skid hul i det. Den er vintage-Simon, selv i titelsekvensen, der i billede, lyd og skrifttype er som snydt ud af næsen på ’The Wire’. Og det kan godt være, han ikke udfordrer sig selv ved at ændre sin stil (why change a winning team?), men alligevel føles ’The Deuce’ underligt forfriskende.
Den minder nemlig om, hvilke dyder guldalderen blev skabt på i første omgang: Tålmodigt og grundigt karakterarbejde, stærke lange fortællinger: Alt, der var modsætningen til Hollywoods bulder og brag.
Og det har man i høj grad glemt.
Der er ganske få dramaserier i dag, som jeg bare higer efter at se flere sæsoner af. ’Halt and Catch Fire’ og ’The Americans’ er nogle af de eneste, og de synger begge på sidste vers.
Det skyldes, tror jeg, at mange serieskabere og tv-kanaler føler sig nødsaget til at skyde genvej for at erobre seerne i den ophedede konkurrencesituation. I første afsnit skal vi helst have et bestialsk mord eller en verdensomkalfatrende eksplosion, hvis da ikke selve seriens præmis er noget med superkræfter eller »i en verden, hvor…«.
Figurerne er ofte utroværdige klicheer, og selv hvis der er én spændende hovedfigur, blegner alle omkring ham/hende som regel ved sammenligning.
’Westworld’ vs. ’The Wire’
Kvaliteten ligger for tiden primært i komedieserier/dramedys (som ’Broad City’, ’Atlanta’, ’Veep’ og ’Transparent’), antologiserier (som ’Fargo’ og ’American Crime Story’) og serier med et klart og relativt hurtigt endemål for øje (’The Leftovers’, ’Halt and Catch Fire’).
Kigger man på nogle af de store, Emmy-nominerede udbrudsserier fra det seneste års tid, ’The Handmaid’s Tale’, ’Stranger Things’ og ’Westworld’, er der ingen tvivl om, at de på hver deres måde har høj kvalitet. Men jeg ved ikke, om jeg har behov for at følge dem i fem-seks-syv sæsoner, som jeg gladelig gjorde med ’The Wire’, ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’.
Det skyldes, at der i mange nye dramaserier synes at være lagt flere kræfter i universerne end karaktererne. Det ses særligt i ’Westworld’, som jeg ikke synes formåede at skabe mere end moderat interessante figurer. Hold den op mod ’The Wire’, hvor en opremsning af mindeværdige karakterer bestående af McNulty, Bunk, Omar, Stringer Bell, Riggs, Snoop, Lester, Bubbles, Wallace, Proposition Joe og Rawls synes uretfærdigt kort.
Det er ikke sikkert, at ’The Deuce’s karaktergalleri vil lande lige så definitivt i tv-seriernes Hall of Fame. Men man mærker igen, at David Simon ved, at han kun kan kritisere de store systemiske storbyproblemer, hvis seerne kerer sig om de mennesker, der bliver ramt. Det er den humanistiske seriesocialkritikers vigtigste indsigt, og det skaber en fortælling, hvor den oprigtige interesse for de skæbner, der zoomes ind på, stråler ud af lærredet.
Det er tv med menneskeklogt hjerte på et tidspunkt, hvor den slags ikke er i helt så høj kurs som tidligere.