‘Skam 1: Eva’: Teaterversion på dansk skaber en ny og anderledes oplevelse uden et eneste serr
Kødder du?!
Sådan lød mange ’Skam’-fans vantro reaktion, da det tidligere i år blev annonceret, at Københavns Aveny-T-teater havde erhvervet sig de eksklusive rettigheder til at sætte seriesensationen op som fire stykker over en periode på tre år.
For hvordan i alverden spinder man 100 procent dansksproget teater over en norsk tv-event, der flettede udtryk som ass og hooke ind i daglig tale, foldede sine fortællinger ud i diverse digitale mediers intime rum og ultimativt skrev sig ind i den moderne kulturhistorie som et af de vigtigste nybrud set på nordiske skærme?
Og vigtigere endnu: Hvorfor?
Med ’Skam’-moderen Julie Andems velsignelse kastede et særdeles modigt hold bestående af instruktør Martin Lyngbo, dramatiker Line Mørkeby og scenograf Jon Stephensen sig ikke desto mindre over udfordringen, der i fredags kulminerede med verdenspremieren på ’Skam 1: Eva’.
Hvad end man – som jeg, indrømmet – mødte op med visse skeptiske forbehold eller havde booket billet med et åbent sind (en lille håndfuld teatergængere på 60+ kiggede forundret rundt på ’Skam’-bidte med KosegruppaDK-hættetrøjer), blev man allerede i Aveny-T’s foyer mødt af en elektrisk atmosfære, der på denne aften ikke just blev mindre intens, da de originale ’Skam’-stjerner Josefine Frida Pettersen (Noora) og Ulrikke Falch (Vilde) meldte deres ankomst.
Og idet lyset endelig slukkedes inde i salen og ’Skam’s velkendte tema spillede op, druknede musikken næsten i publikumeufori.
Min ’Skam’-uindviede ledsager – kæresten, som aldrig har set et eneste afsnit, men ofte skævede undrende til mig i de mange måneder, hvor jeg flere gange ugentligt hulkede og heppede ned i mobilen – virkede momentant lidt beklemt i mørket omgivet af al den fan-love. Men han havde ingen grund til bekymring: Teaterversionen kan sagtens ses og nydes helt uden foregående kendskab til serieforlægget.
Teater-’Skam’ hverken er eller skal være serie-’Skam’. Det velkendte materiale til trods – stort set hele første sæson dækkes over halvanden time – er stykket overraskende sit eget, hvorfor man nemmere sluger den delvist yngre tone og alternative dramaturgiske udformning.
Sidstnævnte kommer blandt andet til udtryk, når karaktererne skiftes til at agere fortællerstemmer på hinandens scener, og alle således får deres plads i spotlyset, skønt den centrale historie er Evas. Besynderligt, men grebet fungerer overraskende godt, når blandt andre William, Noora og Jente-Chris vender sig mod publikum og henholdsvis knastørt, sarkastisk og smittende entusiastisk kommenterer handlingen omkring dem.
Det var givet på forhånd, at ’Skam 1’s største hurdle ville blive at fremmane den intimitet, der i serien tegnede hovedrollernes nære fysiske såvel som hyppige digitale interaktioner. Stykket gør flittigt brug af storskærm til sms’er, men mest effektivt er det, når hele salen inddrages, og skuespillerne udveksler fortrolige dialoger på tværs af stolerækkerne. På den måde placeres publikum midt i karakterernes privatsfærer, og tætheden til Eva, Jonas og alle de andre bidrager til oplevelsen af at sidde på sidelinjen til en privatfest, med alt hvad der dertil hører af flirt og grådkvalte bekendelser bag lukkede soveværelsesdøre.
To scener gav mig reelle kuldegysninger og flaksende sommerfugle i maven i lige mål – den ene til tonerne af ’Take Me To Church’ – men castets iver til trods glimrer de følelsesmæssige ‘Skam’-mavepustere ved deres fravær. Meget af den hudløse ærlighed og sårbarhed, der kendetegnede Julie Andems manuskripter, er gået tabt i oversættelsen til fordel for større fokus på ekspressiv humor og blinkende lygter, der uomtvisteligt skaber stor underholdningsværdi i nuet, men aldrig truer med at oversvømme tårekanalerne.
Og så savner man immervæk bare et enkelt lille serr…
Med et par sporadisk skingre undtagelser hist og her (premierenerver?) leverede de otte medvirkende i fredags dog udmærkede præstationer, der boder vel for kommende sæsoner. Især gjorde Frieda Johanna Krøgholt som Eva og Karla Rosendahl Rasmussen som Noora indtryk, alt imens Ulrikke Falchs høje grin i salen afslørede, at Nanna Finding Koppels Vilde kildrede lattermusklerne hos ’ophavskvinden’ selv – om noget en cadeau.
På sine egne præmisser og som en kuriøs, mere letbenet udvidelse af ’Skam’-universet er ’Skam 1: Eva’ sprudlende teater, der aldrig keder et sekund, hvad end man er ’Skam’-veteran eller granvoksen novice med en naturlig aversion for teenagedrama. Og hvis det ekstatiske bifald til premieren er noget at dømme efter, kan Aveny-T meget vel stå med en succes.
Kort sagt:
Teaterversionen af ’Skam’ overrasker positivt med en innovativ scenografi og anderledes fortællergreb, der snarere end at plagiere serieformatet skaber en ny og anderledes ’Skam’-oplevelse. Og man behøver ikke være fan for at feste med, når ’Fem Fine Frøkner’ spiller op.
Læs også: Nekrolog over ‘Skam’ – mennesker trenger mennesker, og vi trengte dig