Kære ’Skam’
Vi græder (på norsk) over, at du er ikke er her længere. Verden blev et lidt mere tomt sted, da vi i lørdags sagde et tårevædet farvel til dig. Og det til trods for, at du har efterladt den rigere, verden. Rigere på kærlighed og på forståelse.
Selvom vi stadig drømmer om, at Sana, ligesom sin medfødselsar, genopstår på tredjedagen, ved vi godt, at det er et tyndt halmstrå at klamre sig til. Så derfor vil vi egentlig bare sige dig et dybtfølt tak for alt det, du har givet til os.
Tak fordi du skabte et fællesskab, som alle kunne genkende sig selv i
Både homoer, der kunne spejle sig i Isaks udspring, psykisk sårbare, der genkendte sig selv og andres fordomme i Even, ensomme tilflyttere, der kunne mærke Evas awkwardness helt ud gennem skærmen, da hun får sendt et enkelt håbløst ‘h’ afsted på Messenger.
Hævnpornoofre, der rankede ryggen efter Nooras opgør med Williams bror, muslimske kvinder, der i Sana så deres egne struggles med at finde måder at være i klassekammeraternes sexsnak og mellem to kulturer, som de begge holder af. Samt spiseforstyrrede, der fandt trøst i Nooras blide rygdækning af Vilde… og selvfølgelig også bare alle dem, der er – eller kan huske – hvordan det var at være teenagere med alt, hvad det indebærer.
Tak for at du fremkaldte fysiske reaktioner helt ude bag skærmen
For blot lige at nævne et par af de måder, vores kroppe reagerede: Hulkende gråd, tårestrimede kinder og ødelagt mascara mens Isak til tonerne af ‘O Helga Natt’ finder Even på bænken, og ditto mens pigerne bærer en fortabt og døddrukken Vilde hjem til ‘Dejlig er Jorden’.
Ømme kæbemuskler efter brede grin over Los Losers-mobilen, der redder Sana, og slowmo-klippet ‘Dick in the air’, der straks blev den ikoniske definition på de fem fine frøkners badass-faktor.
Nakkehår, der rejser sig, alt imens William bakker bilen tilbage til Noora. Stille tårer, mens Vilde krammer sin mors sårbare ryg. Højlydte »NEJ!!«-råb, da Elias (tilsyneladende!) kaster sig over Isak til revy-festen. Og så har vi ikke engang nævnt Kosegruppas kollektive forelskelse i Fy-fan-hvor-vakker-du-er-William og den konstante knugen i maven, der bare voksede, i takt med at #Williammåsvare-hashtagget bredte sig i midtvejspausen af anden sæson.
Du har fået os til at føle med dig hele vejen, og det har været hårdt undervejs. Men på intet tidspunkt har det ikke været det hele værd.
Tak for at du har taget din målgruppe seriøst
Helt fra begyndelsen har du været i øjenhøjde med din målgruppe og taget den alvorligt på et plan, som ingen andre teenagedramaserier før har gjort.
Du har ikke forsøgt at gøre livet som gymnasieelev hverken rosenrødt eller til et socialt mareridt. Du har vist livet, præcis som det er med dets mange facetter og store og små problemer, følelser og venskaber. Du har ladet dine karakterer tale og vokse, og ingen af dem er blevet glemt eller efterladt. Samtidig har du på intet tidspunkt sluppet dit egentlige publikum, og det har styrket din autenticitet hele vejen.
Du balancerede bedre end nogen anden public service-ungdomsserie perfekt på knivsæggen mellem formanende løftede pegefingre og løssluppen idealiseret perfektion – du viste subtilt vejen, uden at der gik ’Hør nu efter, børn’ i den.
Du har gjort 50-årige kvinders forståelse for ungdommen større uden at male den i pasteller. Du har stået stædigt på at tegne et ægte billede, og netop derfor ramte du aldrig forkert.
Tak for at du var dig dit ansvar bevidst
Du gjorde os klogere på vigtige og seriøse emner som samtykke til sex, borderline og hashmisbrug uden nogensinde at blive overtydelig. Du udviste os tillid – og vice versa, for du ledte os også ud i minefelter, der fik selv garvede serie-bingere til øjebliksvist at være bekymrede for, om du nu også kunne følge det hele til dørs.
Men du landede sikkert i havn. Hver. Eneste. Gang. Om det var hijabdebat eller spiseforstyrrelser rundede du altid hele vejen tilbage til hovedkonklusionen: Mennesker trenger mennesker, du er ikke alene, der står nogen klar til at gribe dig, hvis bare du tør springe ud og stå ved dig selv og tage ansvar for dine handlinger – på godt og ondt.
Samtidig viste du, at det er okay at fucke up, og at ingen er stærke hele tiden. Du har også selv haft dine svagheder, bevares, men vi landede lige præcis der, hvor du hele tiden ønskede, at vi skulle lande: Der hvor vi blev bekræftet i, at vi alle sammen bare er mennesker. Med alt hvad det indebærer – og hudfarve, religion, diagnoser, seksualitet og Bergen-dialekt underordnet.
Og så trumfede du den vigtigste pointe igennem: At i tider som disse, hvor had og frygt kan virke altoverskyggende, vil vi alligevel erfare – hvis blot vi bevarer et åbent sind – at kærlighed og forståelse kun fylder desto mere. Livet leves. Nu.
Tak for at du gav os mere, end vi var vant til
Du forstod som den første serie nogensinde, hvordan Generation SoMe konsumerer tv. Det foregår nemlig ikke længere i et fast halvtimes-interval én aften om ugen. Nej, det foregår hele tiden.
Derfor fulgte vi dig både på Snapchat, Insta, Facen, bloggen og Youtube. Fordi det tilføjede ekstralag til karakterne med real time-opdateringer, og fordi vi elskede at gisne om udviklingen. Din 360-graders tilstedeværelse på alle kanaler har længe været medieproduktionsselskabernes våde drøm (intet strategidokument uden ‘multichannel’), men ingen har før dig lykkedes med implementeringen.
Og da ’Skam’-bolden for alvor begyndte at rulle, i hvert fald i Danmark, efter sæson to, var det også, som om du blev bevidst om at føje et ekstra intertekstuelt lag til. Der var referencer til fansene, og det blev tydeligt, at Julie Andem ikke bare havde meldt sig ind – men også fulgte debatten tæt – i Kosegruppa DK, når klippene kom frem.
Der opstod en gensidig relation mellem dig og dine tro fans, og du var ikke bange for at vise det, ikke mindst gennem det afsluttende klip, der var den fineste kærlighedserklæring til netop dine fans med klip fra fan-kommentarsporet på bloggen. Tak fordi du forhåbentlige har sat barren og vist vejen for fremtidens historiefortælling.
Tak fordi du gav os lov til at nørde
Det er ikke for sjov, at vi bestilte telefoncovers med ’To fiskekakar klokka fem’, at muleposer med ’Alt er love’ blev en måde at genkende andre skamaholics på ude i virkeligheden, at ‘serr’ og ‘ass’ for evigt er blevet integreret i vores dagligsprog, at vi i 2016 primært kommunikerede i Noora-reaction GIFs, at vi blev venner med tilfældige norske turister i København og klappede i hænderne, bare fordi de talte norsk (og vi forstod!), og at vi pludselig interesserede os for everything Norwegian sådan helt generelt.
Alt fra kommunikationsbureauer til færgeselskaber benyttede dine ikoniske gule blokbogstaver i kampagner, og så har vi ikke engang nævnt Kosegruppa-sammenholdet, hvor der blev detaljeanalyseret i en grad, der må have udløst fællesorgasmer på dansklærerstudiet.
Tak for at du bandt enderne sammen til sidst
Der findes afslutninger, og så findes der episke afslutninger. Dit endeligt er et eksempel på sidstnævnte. Så gennemspækket med referencer til sæsonerne, der gik forud – fra Jonas’ tale med reference til allerførste klip og Evens rolige »nu tager vi det helt chill«, der spejler han og Isaks omvendte roller tidligere, til brugen af ’Lover, Where Do You Live?’ som soundtrack til det hele lige som i første sæson, da Eva finder Jonas på skatebanen.
Vi havde end ikke turdet håbe på, at du kunne få enden til at møde begyndelsen, at det hele kunne hænge sammen og udgøre et intenst mikrokosmos af sommerfugleeffekt. Men du klarede den. Selvfølgelig gjorde du det. Du er jo ’Skam’.
Læs også: ‘Skam’ sæson 4 afsnit 10 – »ingen afslutning på en serie har rørt mig så dybt som denne«
Læs også: Kommentar – »Fri os fra klichéen, Sana«