Søren Malling er 35 minutter for sent på den. Hver gang døren ind til kommunikationsbureauet går op, og det ikke er den 53-årige skuespiller, kommer en af de lyshårede ansatte ind i mødelokalet og fortæller, at de prøver at ringe til ham igen, og at jeg bare skal sige til, hvis der mangler frugt, kiks eller chokolader med 70 procent kakaoindhold.
Mødelokalet er indrettet med et rundt bord med pærer, vindruer, nødder, chokolader, Pillivuyt-kopper og Pukka-te i tilstrækkelige mængder til at holde en større østerbrosk mødregruppe kørende et par timer.
På væggene hænger plakater for nogle af de film, kommunikationsbureauet har stået for, og omme bag glasvæggen ud imod det åbne kontorlandskab, hvor en af de ansatte stress-ringer til dagens interviewperson, hænger en plakat, der ikke var der sidst, jeg var på besøg: ’Gud taler ud’.
»Hvis jeg bare havde en lille smule forfængelighed, havde jeg grædt mig selv i søvne hver dag«
Det er den nye filmatisering af forfatteren Jens Blendstrups selvbiografiske bog om hans barndom, der også mellem 2012 og 2014 har kunnet opleves som teaterforestilling. Den altdominerende hovedrolle, Uffe ’Gud’ Blendstrup, altså forfatterens far, spilles i filmen af Søren Malling.
Han er en af vor tids mest markante danske skuespillere, og selvom han er kommet sent i gang, er han ved at sætte sit uudslettelige aftryk på, ikke bare hvordan man spiller skuespil her til lands, men også hvordan man er skuespiller og kendis.
Der er hverken noget forlorent over Malling på skærmen, på lærredet eller i virkeligheden. Det vil jeg gerne tale med ham om, når han kommer. Og så selvfølgelig også om den nye film.
Testing, testing
’Gud taler ud’ foregår i et parcelhus i Aarhus-bydelen Risskov i 80’erne og handler om familien Blendstrup: Gud, moren Gerd-Lillian, drengene Thomas og Jens foruden den hjemmefraflyttede og nyreligiøse Mikkel.
Bogen, filmen og familien er domineret af den alkoholiserede og excentriske Gud, familiens patriark. Han arbejder som psykolog på kommunehospitalet, men hans behandling af patienter foregår oftest i hjemmets stue og benytter sig af alternative metoder: Øl og litteratur.
En dag bliver Gud alvorligt syg og beslutter sig derfor for at forfølge sin ellers hengemte drøm om at blive forfatter. Undervejs kører historien igennem en forstadsverden af TV-2, alger på flade tage og en læge, der skænker whiskysjusser op, når han giver patienten en kræftdiagnose.
Da Søren Malling kommer efter 38 minutter, dumper han ned i stolen som en teenager, der er blevet sendt på rektors kontor for tredje gang på en uge.
»Klar«, siger han.
Jeg spørger, hvor han kommer fra i dag. Dels for at ease en samtale i gang, dels for at få lirket ud af ham, hvorfor han kommer for sent. Han svarer, at der var bilkø på vej fra Amager, men virker ikke synderligt interesseret i den slags indledende small-talk. I stedet fylder han munden med vindruer, mens han får dagsordenen for dagens interview-emner listet op.
»Du vil gerne snakke om filmen? Okay, det var da kreativt«.
Så griner han på sådan en afvæbnende bodegamåde, der lader én forstå, at han mener, at hele set-uppet er opstyltet, og at det ikke behøver være mere formelt, end at vi kan lave sjov med hinanden. Så fløjter han lidt ind i diktafonen og siger: »testing, testing«.
Han er i en lyseblå skjorte med et broderet logo fra De Forenede Dampvaskerier på brystet og har briller med træstel i panden. Han fortæller, at han hverken har mødtes med Guds gamle venner eller talt detaljer med familien som forberedelse til rollen. Snarere tværtimod.
»Jeg sagde til ham (Jens Blendstrup, red.), at jeg har stor respekt for hans arbejde. Men nu blev han nødt til også at have respekt for mit arbejde, og at jeg lavede mit eget portræt af Uffe og ikke hans eller nogen andens«.
Man drak som svin
Han nikker, da jeg fortæller ham, at Jens Blendstrup i anden sammenhæng har sagt, at folk, der har læst ’Gud taler ud’, oftest har én af to opfattelser af hovedpersonen:
Enten opfattede de ham som en givende far, der gav stor kærlighed og en unik livsanskuelse videre til sine børn, eller også læste de ham som en alkoholiseret tyran, der gjorde hjemmet til et helvede for Jens Blendstrup, hans brødre og deres mor.
Men denne enten-eller-opfattelse går Søren Malling ikke med på.
»Det er for entydigt bare at tegne et portræt af en rædselsfuld far. Det er simpelthen bare ikke interessant. Du kommer til at kede dig i vedkommendes selskab. Han er excentriker, og det er for mig et positivt ord, men i dag tænker vi automatisk, at det må have været forfærdeligt, fordi faren drak, og at filmen derfor skal handle om, hvor skrækkeligt det var. Så ensporet er vores tankegang i dag«.
Uffe ’Gud’ er med et moderne ord ’funktionsalkoholiker’, altså forstået sådan, at han stod op hver morgen og gik på arbejde.
»At der så blev drukket… Jamen undskyld mig, det blev der eddermame i mange hjem på det tidspunkt«, siger Søren Malling.
Tingene var væsentligt anderledes dengang. Også der hvor Malling voksede op, i Kjellerup ved Silkeborg, i hvad han selv beskriver som et borgerligt miljø på en villavej med en masse etplanshuse i gule mursten med gildesal i kælderen og en Volvo ude foran.
Med en far der, ligesom Gud, var patriark, og som tog på arbejde i slips og jakkesæt som bankdirektør i Jyske Bank. Og med en mor, der gik derhjemme.
»Der var én på vejen, der gik nøgen rundt klokken 10 om aftenen, uden at der var noget i vejen med ham. Han var bare advokat. Man drak som svin. Der var ikke lige så mange dengang, der havde brug for at diagnosticere hinanden. Alkohol var ikke noget, man så som et problem«.
»Min far sagde, at jeg måtte gøre, hvad jeg ville, men at det var godt at være jurist. Han blev nok lidt skuffet over, at jeg ikke gik den vej, men han modsagde aldrig de valg, jeg har truffet. Han vurderede bare, at livet som jurist ville være godt for mig«.
Late bloomer
I stedet droppede Søren Malling ud af gymnasiet efter et halvt år for at gå i lære som blikkenslager. Firmaet, han stod i lære hos, gik konkurs, og derefter flyttede han til Aarhus, kom på kontanthjælp, spillede trommer, gik på skuespilkurser og drev rundt.
Endelig, i 1988, kom han ind på skuespillerskolen ved Odense Teater.
»Jeg anede ikke, hvad det var, før jeg kom ind. Det viste sig, at man hele tiden skulle snakke om sine følelser. Jeg ville hellere arbejde. Gå ud på gulvet og spille noget skuespil. Det var en ny verden, og de andre opfattede mig virkelig som en bonderøv«.
De syntes, han var irriterende, fordi han ikke gad analysere tekster og roller. Til gengæld syntes Søren Malling, at de andre var ekstremt optagede af sig selv.
»Jeg talte også meget midtjysk dengang. De andre på holdet var fra det kreative miljø i København og var vant til at vende og dreje følelser og sætte sig selv og deres indre liv i centrum. Det var jeg slet ikke. Det har jeg lært siden. Og det har hjulpet mig med at lære, hvem jeg er«.
Allerede et år før, han var færdig, fik han fast job på Odense Teater, men det kunne han ikke lide. Rollerne var ikke interessante, og han følte, han gik i stå. Derfor sagde han op efter kun én sæson for at flytte til København uden et job. Han var 28 år og begyndte at arbejde som murersvend.
Søren Malling er en late bloomer, som han selv kalder det og supplerer med et billede:
»Jeg kommer for sent. Selvom jeg blev inviteret til mange castings, rendte andre altid med rollerne. Jeg tænkte meget over, hvad de kunne, som jeg ikke kunne. Det fandt jeg aldrig ud af. Misundelse ligger ikke til mig, men jeg var tit ærgerlig over det. Især da den unge splejs Nikolaj Coster-Waldau fik hovedrollen i Nattevagten, blev jeg sur og ked af det. Men da jeg så filmen, tænkte jeg, at det var fair nok«.
Især da den unge splejs Nikolaj Coster-Waldau fik hovedrollen i ’Nattevagten’, blev jeg sur og ked af det
Han havde gået på hold med Klaus Bondam. Også Hella Joof, Thure Lindhardt, Lars Ranthe og Nikolaj Kopernikus blev uddannet fra Odense Teater, men modsat dem gik der lang tid, før Søren Malling fik roller i andet end på små, københavnske teatre.
Hans gennembrud fik han som 40-årig med Forbrydelsen, der blev sendt i 2007. Det gav ham selvtillid og bevis på, at hans nye taktik virkede. Han var nemlig begyndt at tro på sig selv.
»Jeg holdt op med at overveje, hvad jeg troede, castere og instruktører gerne ville have. Det giver bare en bleg, kedelig præstation. I stedet mærkede jeg efter, hvad jeg selv havde lyst til at give og lavede det på min egen måde«.
En landskendt skuespiller i kælderen
Der var et eller andet, der vendte. Fandenivoldskheden gav pote, og det hjalp at stå ved sig selv. Så det har han gjort siden. Selv når han til castings bliver spurgt, om han vil prøve at gøre noget på en anden måde, svarer han bare, at det gider han faktisk ikke.
Ligesom på skuespillerskolen stikker han med andre ord ud. Og han er heller ikke ret optaget af at være skuespiller eller en del af den verden, der følger med at være et kendt ansigt.
»Jeg har et talent, og jeg synes, det er skide sjovt at bruge det talent, men modsat andre har jeg ikke behov for at være en del af det dér danske skuespiller-miljø, hvor vi bekræfter hinanden i, hvor gode vi er. Jeg kaster fucking op, hvis jeg hele tiden skal tale om mig selv og mit arbejde. Så vil jeg hellere spille billard på en bodega med én, jeg aldrig har mødt før«.
Normalt, når man interviewer skuespillere op til en filmpremiere, er der et tykt lag makeup smurt ud over hele samtalen: Alt er godt. Filmen er god, instruktøren er god, de andre skuespillere er gode, jeg er en god interviewer, og der er ikke noget, de hellere vil, end at blive interviewet 48 gange i træk om den samme film.
Med Søren Malling er det anderledes. Er der noget, han synes er dumt at spørge om, gør han opmærksom på det. Faktisk er det befriende. Der er ikke så meget bullshit. Og spørger man om noget, han synes er interessant at tale om, lader han også det skinne igennem. Han minder mere om en håndværker end en kunstner. Ikke så underligt.
»Jeg arbejder stadig som murersvend. Men jeg har ikke så meget tid til det længere. Det er sjovt at få noget fra hånden, og så er pengene også meget gode«, siger han og lyser lidt op.
Seneste job som håndværker var for under to år siden, omkring premieren på ’1864’. Der støbte han gulv i en kælder i Charlottenlund. Ejerne undrede sig godt nok noget over, at en landskendt skuespiller lå på alle fire i deres kælder, så de henvendte sig til bygherren, men han sagde, at de ikke skulle være bekymrede: »Søren er god til at mure«, forklarede han.
»Der er flere skuespillere, der har bijob som håndværkere, end du tror«, siger Søren Malling. »Martin Brygmann og Jimmy Jørgensen er gamle vvs’ere. Jeg ved ikke, hvor meget de gør det, men jeg har været ude som håndværker, når rollerne ikke stod i kø, og der heller ikke var reklamer i sigte«.
En pose lort
De fleste kan nok huske Søren Malling i reklamer for 3-stjernet salami og Kvik-køkkener. Det kan han i hvert fald selv:
»Jeg er ikke stolt af det. Og jeg er da ligeglad med det ene køkken frem for det andet. Men man skal mure i omegnen af 100.000 gulve for at tjene det, én reklame giver. Så har jeg ikke sagt for meget«.
Udover jobbet som murersvend er Søren Malling i dag en af landets mest populære skuespillere. Han har modtaget en Bodil, en Robert, brillerede i ’Borgen’ og var parallelt med Pilou Asbæk den bærende kraft i den anerkendte ’Kapringen’. Alene i år har han været med i fire store danske film, et uhørt antal.
Nu har han hovedrollen i ’Gud taler ud’. Pressematerialet omtaler det som Søren Mallings livs rolle. Da jeg spørger ham, om det er rigtigt skrevet, bliver han tavs. Ellers har han grinet sin hæse bodegalatter, hver gang spørgsmålene har omhandlet det arbejde, en skuespiller udfører imellem filmene. Men her er han stille.
»Jo«, siger han så.
”Det er det i den forstand, at jeg synes, det er det sværeste, jeg har lavet. Jeg ligner en fucking pose lort hele filmen, så hvis jeg bare havde en lille smule forfængelighed, havde jeg grædt mig selv i søvne hver dag. Der var flere uger i træk, hvor jeg ikke sov om natten, for at komme til at ligne den dér pose lort«.
I stedet var han på værtshuse i Aarhus. Han vil ikke nævne hvilke, han kommer der for at være i fred. I fred for de ting, man forventer af en prisvindende skuespiller, i fred for interviews ved runde borde i glaskontorer på kommunikationsbureauer – et sted, han kan få trække sig tilbage til, når han har leveret endnu en fuldskåren skuespilpræstation.
»Det er lykkedes mig at skabe en mand, man føler for, samtidigt med at han er røv irriterende. En flerstrenget karakter. Det er jeg enormt stolt over«.
’Gud taler ud’ er instrueret af Henrik Ruben Genz og får biografpremiere den 28. september.