’The Beguiled’: Fornem og stjernebesat kønssatire fra Sofia Coppola

CPH PIX: Sofia Coppola vandt fortjent prisen for bedste instruktør i Cannes for sit delikate, afdæmpede og overraskende sjove remake af Don Siegels westernhorror-borgerkrigsdrama ‘The Beguiled’. Nok er filmen ikke blandt Coppolas bedste, og den er ikke følelsesmæssigt involverende som ‘Lost in Translation’ eller ‘Somewhere’. Men den er uhyre præcist instrueret og et fornemt eksempel på en genindspilning med personligt aftryk.

Coppola har med ‘The Virgin Suicides’, ‘Lost in Translation’, ‘Marie Antoinette’, ‘Somewhere’ og ‘The Bling Ring’ (giv den en chance til!) vist sig som en mester i at skabe atmosfæriske og eksistentialistiske psykologiske studier af specielt unge kvinder, hvor stil er en vigtig del af substansen.

Det er den også i ‘The Beguiled’, hvor Coppola betræder både ukendte og velkendte territorier.

Genremæssigt er hun sprunget ud i en særegen blanding af sydstatsgotisk horror, sædekomedie, hævndrama, erotisk thriller og kønssatire, mens hun æstetisk og tematisk er på hjemmebane med filmens undersøgelse af gruppedynamikker, magtbalancer og kønsroller præsenteret gennem en diset og drømmende æstetik i et klaustrofobisk rum med isolerede kvinder, der i den grad lider af ennui.

Med sit feminine og detaljerede taktile univers med silkenatkjoler, florlette blafrende gardiner, stearinlysskær og spansk mos og egetræer tilsat tåge og linsebrydning, smukt fanget af fotograf Philippe Le Sourd, vækker ‘The Beguiled’ specielt mindelser til debuten ‘The Virgin Suicides’ og er en udsøgt fryd for øjet.

Vi befinder os på en pigekostskole i Virginia i 1964, ikke langt fra slagmarkerne, hvor Den Amerikanske Borgerkrig udkæmpes. En ung elev, Amy (Oona Laurence), er ude at samle svampe, da hun falder over en såret nordstatssoldat, John McBurney (Colin Farrell), og hjælper ham med hjem til skolen. Her beslutter forstanderen Miss Martha (Nicole Kidman) at give ham husly, indtil han er på fode igen, for det er nu engang det kristne at gøre. Den ellers kølige og tilknappede forstander er heller ikke uimodtagelig over for McBurneys maskuline charme og må samle sig for at gennemføre hans svampebad.

Det viser sig hurtigt, at han har samme effekt på resten af kvinderne, der i krigens undtagelsestilstand tæller den melankolske lærerinde Edwina (Kirsten Dunst), den beregnende teenager Alicia (Elle Fanning), Amy og tre andre præteenageelever. Luften bliver tyk af seksuelle spændinger og rivalisering, McBurney forstår at vikle kvinderne om sin lillefinger. Han lover dem hver især det, de har behov for: Stabilitet, romantik, sex og storebrorkammeratskab. Men måske lover han lidt for meget og undervurderer kvinderne.

I forhold til Don Siegels original fra 1971, der ligesom Coppolas film er baseret på en roman af Thomas Cullinan fra 1966, har Coppola skåret ind til benet og fokuserer skarpt på dynamikken i kvindegruppen og magtspillet mellem kønnene. Med den skarpe pingpong mellem specielt Kidman og Farrell, kvindernes lange lystne blikke og suggestive bemærkninger om æbletærte –  især Fanning mestrer den disciplin og er sjov som den pæne slemme pige, der konstant positionerer sig selv for mandens blik – er Coppolas version først og fremmest en kønssatire set gennem kvindernes øjne.

Iscenesat som et behersket og adstadigt drama (der ellers har en dejlig kort spilletid på 93 minutter), men i bund og grund en køligt observerende sædekomedie, der spiller på kontrasten mellem de dannede sydstatspigers respektable og høflige ydre og begæret og magtkampene under overfladen.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: Sofia Coppolas yndlingsfilm – og hvad de siger om hende