’Brylluppet’: Drama om tvangsægteskaber med et svirp
»Jeg har en pakistaner i maven«. Det fortæller den 18-årige Zahira (Lina El Arabi) til sin storebror Amir øjeblikket efter en konsultation, hvor hun informeres om, at prisen på en abort er 3,5 euro. Hvis hun venter længere, må hun tage til Holland og betale 800 euro for proceduren. I samtalen med lægen bliver hun venligt, men bestemt mindet om, at der ikke er tale om en baby, men et foster. Og hvornår får fosteret så en sjæl? Spørgsmålet hjemsøger pakistanske Zahira, der bor i Frankrig med sin dybt religiøse familie.
Forældrene er i fuld gang med at finde en ægtefælle til Zahira. De følger med udviklingen, siger de, og giver deres mellemste datter muligheden for selv at vælge. Altså mellem tre forudbestemte bejlere. Moderniteten melder sig i form af en Skype-samtale med trioen, før beslutningen skal tages…
Problematikken omkring tvangsægteskaber berøres også af Kumail Nanjiani i sommerens bedste romantiske komedie ’The Big Sick’. Eller som han beskriver det: Ægteskab. For i den kultur kaldes det et kærlighedsægteskab, når forældrene ikke har ageret Kirsten Giftekniv, som normen ellers foreskriver. Men kærligheden kan jo dukke op senere hen, som både faren og storesøsteren forsøger at overbevise Zahira om. Presset er enormt, og hvis hun nægter, vil Zahira blive udstødt af sin egen familie og familien udstødt af fællesskabet hjemme i Pakistan.
Sideløbende med konflikten på hjemmefronten forsøger hun ihærdigt at leve et normalt teenageliv med byture og flirt med fyre sammen med sin bedste veninde. Titlen og plakaten til filmen afslører, at der afholdes et bryllup. I Zahiras øjne står det skrevet med store, fede bogstaver, at hun kun indvilliger for at forblive en del af familien. Det er den værste dag i hendes liv. Som hun også skriver i en sms til veninden.
Hele tiden konfronteres vi med modsætningerne i ungdomslivet som pakistaner i Frankrig. Fremstillingen er på den ene side følsom og skrøbelig, på den anden side pludseligt barsk og nøgtern. Som da det bliver konstateret med indforstået selvfølgelighed, at Zahiras jomfruhinde skal rekonstrueres før bryllupsnatten.
I pressematerialet omtales ’Brylluppet’ som en moderne version af ’Romeo og Julie’, men det er nu ’Julie’ i form af Zahira, der er den altafgørende hovedrolle i historien baseret på virkelige begivenheder. Det er ikke den altoverskyggende, ægte kærlighed, der bliver kilen mellem Zahira og hendes elskede familie, men snarere det frie valg og selvstændigheden hun higer efter. Indblikket i Zahiras liv, og beslutningen hun må tage, er medrivende. Oprøret er svært og kommer ikke på én gang, men derimod i etaper, som en skæbnesvanger omgang tovtrækkeri. Er det overhovedet muligt for hende at løsrive sig fra sine søskende og forældre, at forlade landet for altid?
Få gange er der små glimt af magisk realisme. Det virker lidt inkonsekvent, som om filmskaberne har lagt bånd på sig selv. Et kontrapunktisk stemningsskift opleves, da Amir i venteværelset på en hospitalsklinik ser en Bollywood-lignende musikvideo, der har en nærmest hypnotisk virkning på ham og samtidig bliver et kortvarigt parafraserende soundtrack til Zahiras flugt fra virkelighedens barske realiteter.
Selvom ’Brylluppet’ ikke bryder ny grund, er diskussionen om tvangsægteskaber relevant og vigtigt i en verden, hvor forskellige kulturer og religioner til stadighed støder sammen. Stærkest står dog den nøgterne, anderledes slutning, der giver filmen et afsluttende svirp, hvor man efterlades åndeløs.