CPH PIX: Matt Porterfield er indie. Faktisk bliver det ikke meget mere indie end ’Sollers Point’-instruktøren, der sikkert kunne have skrevet vores artikel om den amerikanske independent-film på skarpere og mere koncist.
Han tilhører gruppen af unge amerikanske instruktører, som har oplevet det byrdetunge skudsmål at blive udskreget til amerikansk films fremtid af Roger Ebert. Den nu afdøde anmelderlegende gav topkarakter til Porterfields anden spillefilm ’Putty Hill’, der med sin impressionistiske og udramatiske kredsen om rodløse unge får Nils Malmros poetiskrealistiske ’Lars Ole, 5.C’ til at ligne en actionpacked konstruktion.
Den dokumentariske fornemmelse kommer også til udtryk i Porterfields nænsomme og naturalistisk flydende registrering af forskellige eksistenser i det Baltimore, han selv er vokset op i. Det skal gerne føles så ægte som muligt, og de mest ægte er ofte dem, som ikke har overskuddet til at sminke deres nådsensbrøds misere til. Porterfield underviser til dagligt i manuskriptskrivning på John Hopkins University. Det forekommer sært, eftersom han tilbeder den løse struktur og skyr uden om den klassiske berettermodel med måldrevne hovedpersoner.
Vi mødtes med Matt Porterfield til en snak om amerikansk indie-film i København, hvor han opholder sig i disse dage som jurymedlem på CPH PIX’s hovedkonkurrence New Talent Grand Prix.
Porterfield har en tatovering på venstre underarm med teksten »I used to be darker«, hvilket ikke blot refererer til titlen på hans forrige spillefilm, men også er taget fra sangen ’Jim Cain’ af Bill Callahan, som han fortæller »passer til mønstre i mit eget liv«.
Hvad tænker du om CPH PIX-serien ‘Made Indie USA, som din film ’Sollers Point’ er en del af?
»Jeg har kun set ’Beach Rats’, men det virker til at være en god gruppe af film. Jeg har hørt gode ting om ’Menashe’. Omvendt har jeg mere forbehold over for ’Patti Cake$’, som ligner klassisk Sundance-formel. Men der virker til at være en grundlæggende diversitet i forhold til genre«.
Hvordan placerer du dig selv på den amerikanske indie-filmscene?
»Jeg føler mig meget mere tilpas i en europæisk kontekst, og min tilgang har større samhørighed med latinamerikanske instruktører. Mange amerikanske film reflekterer en verdensanskuelse, som er meget tro mod amerikansk kultur, men ikke rækker bredere ud. Uden for USA laver de mere menneskeligt universelle film. Jeg laver regionale film det sted, hvor jeg voksede op, hvor temaerne forhåbentligt vækker genklang hos publikum over hele verden«.
Hvordan ser du din egen tilgang til at leve film, og har den ændret sig i løbet af årene?
»Det ved jeg ikke, men den vokser. ’Putty Hill’ var en hybridfilm, der kom ud af et femsiders manuskript og var mere improvisatorisk. Jeg går frem og tilbage mellem manuskriptbårne og løsere projekter. ’Sollers Point’ er mere i tråd med min første film ’Hamilton’. Den lukker en trilogi over Baltimore-film, der viser dette særlige arbejderklassemiljø med postindustrielle kvarterer i udkanten af byen, og hvor størstedelen er hvide.
’Beach Rats’-instruktøren Eliza Hittman har gang i noget lignende med sit portræt af en ungdomskultur i randområdet omkring Queens, som er hendes område i New York. Det handler om at observere disse perifere samfund, der føles meget isolerede fra centrum i deres respektive byer«.
Fra byen med ’The Wire’ og John Waters
Ja, Baltimore spiller en stor rolle i sig selv i din film. Hvad kendetegner byen, som har dannet ramme om film af camp-guden John Waters og ’Rain Man’-instruktøren Barry Levinson samt ikke mindst David Simons ’The Wire’? Er sidstnævnte en sandfærdig skildring?
»Det synes jeg helt bestemt. David Simon og medforfatter Ed Burns er meget flittige med hensyn til detaljer, og de elsker byen. Det er klassisk fortællekunst nærmest som en græsk tragedie, men den er meget nøjagtig i detaljerne.
John Waters’ værker reflekterer en undergrundskultur med rebelske kunstnere, freaks og dropouts, som altid har været en del af byen. Baltimore er et mærkeligt sted«.
Jeremy Saulnier, der instruerede ’Blue Ruin’ og ’Green Room’ og arbejder på sæson 3 af ’True Detective’, var fotograf på dine tre første film, og du medvirkede i hans første og meget bizarre film ’Murder Party’. Er I vokset op sammen med?
»Vi mødtes på summer camp og forblev venner. Vi havde et godt samarbejde og har stadigvæk et godt venskab, men han fotograferer ikke længere, eftersom han instruerer sine egne ting. Fotografen på ’Sollers Point’, Shabier Kirchner, er utroligt talentfuld, sætter pris på naturalisme og er meget generøs ligesom Jeremy. Han fik mig samtidig til at prøve nye ting af«.
Såsom?
»I manuskriptet er der actionsekvenser, hvad jeg aldrig havde optaget før«.
Du er ikke fristet af at gå i en mere actionfyldt retning?
»Nej, jeg kommer aldrig til at lave en actionfilm. Jeg var nødt til at gøre det, fordi det var en del af historien«.
Jeremy Saulnier ser ud til at gå i en mere kommerciel retning. Kunne tænke dig at nå ud til et større publikum?
»Jeg håber, vi når bredere ud med ’Sollers Point’ end mine tidligere film, men det er ikke mit mål. Jeg tror ikke, det kan være et mål i sig selv«.
Medfører det for meget kommercielt pres?
»Der er et stort pres i USA på at lave mere kommercielle ting for at ramme et bredere publikum og tjene flere penge. Jeg tjener ikke nogen penge på mine film. Jeg tjener til føden ved at undervise, men jeg er først og fremmest filminstruktør«.
Til et urbant publikum
Jeg har læst nogle anmeldere, der peger på, at du selv er gået over imod en mere genreorienteret filmstil.
»Jeg leger helt sikkert med genre denne gang, men jeg undergraver også folks forventninger om, hvordan genrefilm bør være«.
Hvordan gør du det?
»Al konflikt er afdramatiseret i modsætning til de fleste genrefilm og tættere på virkeligheden. Der er ikke nogen pistoler, eller der er én pistol, men den bliver aldrig affyret. Fyrene i filmen lader bare som om. Genreelementet bruges til at vise frustrationen hos de mandlige karakterer, som ikke får afløb for deres vrede.
Jeg er ikke interesseret i målrettede karakterer, da de kun eksisterer på film. Vi er ikke så viljestærke, som vi går og tror, og selv hvis vi er, er det ikke let at nå sine målsætninger. Karaktererne i mine film har ikke en klar retning, da deres mål skifter eller ikke er i stand til at nå dertil«.
Hvad vil du sige med filmen?
»For mig handler det med Keith (hovedpersonen i ’Sollers Point’) om et karakterstudie, men også et studie af kvarteret. Jeg er meget interesseret i hans retningsløshed, han impulsivitet og selvhadske tendenser. En karakter, der bogstavelig talt er i lænker til at starte med, og som, da han først er kommet fri af dem, træffer det ene selvdestruktive valg efter det andet«.
Hvem håber du, den vil tale til ’Sollers Point’?
»Jeg håber, den kan appellere til et urbant publikum, og med ’urbant’ mener jeg bogstaveligt talt folk på tværs af Amerika, som kommer fra middelklassen eller derunder. Filmen er om og for dem«.
Men tror du, de kommer til at se den?
»De fleste i USA går ind og ser de store film, da det er de eneste, du hører om. Der er dog også mindre film, der spredes fra mund til mund såsom ’Moonlight’…
Eller ’Manchester By the Sea’?
»Den film er ikke lavet for arbejderklassen med sin antropologiske distance. Jeg hadede den film. Meget få fra arbejderklassen vil gå ind og se ’Manchester By the Sea’. Den var for kunstig«.
Talentdræberen Sundance
Du taler meget passioneret om film, som starter indefra en specifik kultur og så peger ud af den. Er det, hvad gode amerikanske indie-film er i stand til?
»Ja, der er desværre bare meget få af dem. ’Patty Cake$’ klarer sig forfærdeligt ved billetlugerne. Det kan skyldes, at ingen går i biografen længere eller en dårlig distributør, men det handler måske også om, at det er en film lavet til et Sundance-publikum, og den ikke overskrider grænser«.
Kan du forklare for udenforstående, hvad der er galt med Sundance?
»Jeg har respekt for deres programplanlæggere, men det er også et brand. Mit problem er, at det fungerer som en stor virksomhed eller maskine, hvor de tager unge debutinstruktører med lovende manuskripter og fører dem igennem nogle manuskriptworkshops med en gruppe erfarne industriforfattere og konsulenter. Det er skadende og farligt for unge instruktører.
Veteranerne i Hollywood har overlevet, fordi de i sidste ende laver meget kommercielt indhold. Jeg er skide ligeglad med, hvor kreative og geniale de er. Du tager et ungt talent og en frisk idé og presser dem igennem en kværn, og hvis de er heldige, kommer de igennem til en instruktørworkshop, hvor de så kan få at vide, hvordan man skal instruere og arbejde med skuespillere. Kommer de igennem nåleøjet og får filmen produceret, hvilket de som regel gør med et cast af store skuespillere, som de rådes til, så har du en film skabt af systemet. Det er ikke måden at fostre nyt talent«.
Men kigger man som publikum på for eksempel ’Made Indie USA’-programmet, hvordan skal man så kunne skille skidt fra kanel?
»’Patty Cake$’ er en typisk Sundance-film, hvorimod ’A Ghost Story’ er en lille film af en fyr, som har arbejdet for Disney (David Lowery med ’Peter og dragen’-remaket). Den er jeg rent faktisk spændt på at se. Det er fascinerende, når en instruktør tager et skridt ned efter en stor produktion«.
Læs også: ’Sollers Point’: Magtesløshed og aggression i Baltimores white trash-prægede gader