’Sollers Point’: Magtesløshed og aggression i Baltimores white trash-prægede gader
CPH:PIX: PIX-darlingen Matt Porterfield har kun fire film på bagen, men han er for længst blevet udråbt til en af de mest interessante stemmer i amerikansk independent-film af prominente filmkritikere som Roger Ebert og Richard Brody. Ligesom Andrea Arnolds ’American Honey’ og Andrew Haighs ’Lean on Pete’ skildrer Porterfield vrangsiden af amerikansk white trash uden de store armbevægelser og med glimt af håb og menneskelighed.
Det er hverken noget, der afføder stor berømmelse eller brede publikum-skarer, men ikke desto mindre er Porterfields slice-of-life-fortællinger om de mindre privilegerede familier i Baltimore filmkunst på højniveau.
Den største by i delstaten Maryland er nerven i Porterfields film, såvel som instruktørens egen hjemby, der vel nok er mest kendt for sin skånselsløse kriminelle underverden som portrætteret i ’The Wire’. Men Porterfields ærinde er ikke at male hjembyen som fanden på væggen. Tværtimod. Porterfield observerer, så vi andre kan forstå livet i Baltimores underklasse.
McCaul Lombardi spiller hovedrollen i ’Sollers Point’ som den 24-årige og nyligt løsladte kriminelle Keith. Og ligesom i Lombardis debutbirolle som Corey i Andrea Arnolds roadmovie, ’American Honey’, er Keith indbegrebet af amerikansk white trash.
Han er i husarrest hos sin far (James Belushi), der ikke er til megen støtte for sønnen, mens Keith venter på at få fjernet sin fodlænke efter en fængselsdom, som aldrig forklares nærmere.
Lænken brydes hurtigt, men den frie verden har ikke mange gode ting i vente for Keith. Hans (eks)kæreste Courtney (Zazie Beetz fra ’Atlanta’) er hurtig til at komme forbi med hans ting og et brev om, at han skal holde sig væk fra hende og deres fælleshund. Herefter går der ikke længe inden Keiths halvhjertede forsøg på at holde sig på den rigtige side af loven bukker under for de lettjente penge og kammeratskaber i hans tidligere kriminelle løbebane.
Filmen igennem forbliver Keith lidt af et mysterium. Hans baggrund uddybes aldrig, for Porterfield er ikke specielt interesseret i fortiden. Hans nærmest dokumentariske blik på Baltimores eksistenser handler først og fremmest om nutiden, og selvom Keiths fremtid er mørk, er billederne også håbefulde.
Som når Keith, på en af hans utallige målløse gåture rundt i Baltimores solskinsvejr, møder en kunststuderende middelklassepige (der sammenlignet med ham selv lever på en lyserød sky), og en sommerflirt øjeblikkeligt spirer. Lige indtil Keith prøver at tage hende forbi den stripklub, hvor han tidligere på ugen kom op at slås med både dørmænd og de lokale rednecks.
Keiths virkelighedsopfattelse er som en marsmands – fuldkommen fremmedgjort fra det omkringliggende samfund. Han prøver at starte i skole og tage onlinekurser om vedvarende energi, men hvert forsøg falder til jorden med et brag. Og hver gang han falder, omfavner Baltimores rå gader den indfødte bedre, end hans uforstående far nogensinde vil kunne.
Som titlen antyder, er ’Sollers Point’ lige så meget et portræt af stedet med samme navn som af karakteren Keith, der nærmest fungerer som symbol på en hel gruppe mennesker. Filmen er en væsentlig samtidsskildring, som gør os klogere på den marginaliserede underklasse i USA – og på deres ulmende aggression og magtesløshed.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted