’Herrens veje’ afsnit 3: Adam Price sparer aldrig på smørret

Ugens bedste: Mellem kirke og virkelighed

’Herrens veje’ er bedst, når den stikker linsen helt ned i folkekirkens identitetskrise. Formidler forfaldshistorien om en institution, der står stærkt i den danske selvforståelse, men alligevel har mistet grebet om folket, i takt med at vi har mistet de altfavnende historier.

Serien viste smukt det knækkede bånd mellem folk og kirke i scenen, hvor Johannes (Lars Mikkelsen) fyrede en skummende svada i retning af præsten Holger, der lige havde lullet en amputeret menighed i søvn med en genbrugsprædiken. Præsterne diskuterer i kirkens døråbning mellem det religiøse helle og et boligkvarter støbt i beton. De er lige derude, råber Johannes. Alle de mennesker, der stavrer rundt i en sværm af spørgsmål uden at have svar.

Mikkelsen spillede igen på alle cylindre, så frygteligt brysk, at det næsten var for meget, men selv da han detonerede, holdt han fast i nuancerne. Johannes er afskyelig og besættende. Rå og barmhjertig. Som brugte han grænsen mellem lys og mørke som limbostang.

Holger, der som kirken flyder i fortidens sø, kunne intet andet gøre end at mumle »jeg skal nok«.

Det skulle han så ikke, for senere drattede han om og åndede ud, offer for enten et hjerteanfald eller Johannes’ gammeltestamentlige straf. Hvor det skvulpende vand i seneste afsnit var svært at sluge, fordi ånden i alting blev lovlig konkret, var årsagen til Holgers dødsfald uklar nok til, at man troede på det.

Inden han faldt om, var han nøglen i nogle af de hidtil stærkeste scener i ’Herrens veje’.

Ugens værste: Himalaya-soap

Christian (Simon Sears) og Mark (Joachim Fjelstrup) tog på forbrødringsbjergbestigning i Himalaya, men det gav sig selv, at CBS-drengerøvene før eller siden ville kassere pruttejokes og pikmåling og kaste sig ud i et fatalt opgør.

Da Christian knaldede Marks kæreste, advarede hun ham mod at gå til bekendelse. Derfor kunne det virke en kende fjollet, at hun tæppebombede elskeren med tekstbeskeder, mens hendes kæreste fjantede rundt i hans nærhed.

Bedre blev det ikke, da hemmeligheden var ude af æsken, og de to mænd lod tårerne spæne ned ad bjergsiden. Fjelstrup og Sears traf ingen falske tangenter, men det er svært at investere en døjt i dramaet, når det udspiller sig mellem to karakterer, man stadig ikke rigtig kender – eller i hvert fald ikke holder af.

Og så er det frustrerende, at kvinden, det hele drejer sig om, kun er en brik i mændenes spil, et plotværktøj, som intet har at byde på, så snart hun løsriver fra sine maskuline modparter.

Ugens store spørgsmål: Augusts nye arbejdsplads

Serien vil have os til at fremhæve Christians uvisse skæbne, efter han drattede om på en cliff i cliffhangeren. Men siden det ikke ville være en særligt bibelsk – eller Adam Price’sk – exit, sætter jeg roligt en formue på, at han vågner igen.

Et langt mere interessant spørgsmål er, om Johannes’ yndling August kan få stablet en prægtig menighed på benene i sin nye kirke, Holgers dødsbo? Og kan han gøre det helt uden yoga og Jesus?

Augusts møder med Johannes fik virkelig pondus, efter Ekstra Bladet indledte korstoget mod den våbenvelsignende feltpræst. Igen pendlede den brusende provst mellem yderpunkter: Blid far og barsk patriark. August blev kastet rundt i bokseringen, og det er svært ikke at forestille sig et oprør. Kommer det inde fra hans nye kirke? Eller måske snarere i form af en offentlig syndsforladelse, til skade for familien Kroghs gode navn?

Bundlinjen: Fænomenalt skuespil i folkekirken

Price sparer aldrig på smørret. Eller dramaet. Igen i afsnit 3 af ’Herrens veje’ er det meningen, at vi skal mæske os i soapet kirkedrama, til vi sprækker – fra overnaturlige (?) dødsfald over mediehetzer til trekantsdramaer i Himalayas højere luftlag.

Tredje afsnit fandt dog den rette kadence efter den overdrevne afstikker til Mellemøsten, fordi den zoomede ind på det tema, serien behandler bedst: Folkekirkens rolle i det moderne Danmark.

Fronterne blev trukket helt op mellem Johannes og den nyslåede biskop. Den ene orienterer sig efter Guds rungende røst, den anden taler om brugere i stedet for kirkegængere. Men det skader ikke, at de taler med vældige bogstaver, for det gør alle i ’Herrens veje’ – og man har savnet en serie, der blæser folkekirkens famlen op i bredformat.

Lars Mikkelsen leverede flere fyrige enetaler, der kunne vække de døde fra dvalen, og fik formidabelt modspil, først af salige Holger, der holdt prædiken, som var han sidste mand på en kæntrende skude, så sønnen August, der krakelerede helt i barndomshjemmet. Alle karakterer, man tror på – i scener, der dramatisk og tematisk ramte midten af skiven.

Opskriften må lyde: Mindre Mellemøsten. Mindre Himalaya. Mere Mikkelsen mod rov i danske kirker. For i kirken kommer de store ord og følelser til deres ret.

Læs også: ‘Herrens veje’ blottede sin egen tro, og det kan underminere serien

Læs også: ‘Herrens veje’ afsnit 2 – for meget støj og højstemt metafysik