‘Herrens veje’ blottede sin egen tro, og det kan underminere serien

‘Herrens veje’ blottede sin egen tro, og det kan underminere serien
Foto: Tine Harden

KOMMENTAR: Feltpræsten August er med sin gruppe havnet i en seriøs ildkamp i et efterladt hus i en mellemøstlig krigszone. Han er træt og bange, men da han kigger på et ensomt glas et-eller-andet på bordet, begynder det pludselig at ryste.

Klip til Danmark, hvor hans familie laver mad og dækker bord under den ugentlige familiemiddag. Mor Elisabeth klipper purløg, men stopper med ét op og kigger eftertænksomt-bekymret ud i luften. Pludselig begynder teen i tekoppen at skælve blidt, som var de tektoniske plader under præsteboligen sat i stille bevægelse.

Kort efter bryder skudhelvedet løs i Afghanistan, mens Elisabeth derhjemme til de andres store overraskelse foreslår: »Jeg vil godt have, vi beder for August. Lige nu«.

Moderlig intuition eller sjælelige forbindelser gennem blodets bånd?

Måske. Men det var lige her i gårsdagens andet afsnit, at Adam Prices ellers på mange måde stærke søndagsserie ’Herrens veje’ var frygteligt tæt på at splintres med samme hast som testellet i Afghanistan.

Magiske øjeblikke

Man må tage hatten af for Price og DR, der har sat sig for at skabe tv-dramatik ud af et emne, der dels er så abstrakt som noget, dels tager udgangspunkt i en institution, som er løsrevet fra de fleste danskeres hverdag. Selvom de fleste fortsat er medlem, besøger de fleste nok kun Folkekirken, når de selv – eller nogen de kender – døbes, konfirmeres eller dør.

Alligevel fylder troen meget. Mange danskere ’tror på noget’, mange flirter med det spirituelle i forskellige afskygninger, og religionsforskelle står i centrum for tidens kulturclashdiskussioner. Det er netop DR, der kan og skal afsøge store tematikker som disse i bedste sendetid. Og langt hen ad vejen har kanalen i de to første afsnit gjort det med dramatisk pondus, spændende karaktertegninger og en billedside af høj kvalitet.

Og derfor er det desto ærgerligere, når Adam Price & co. rammer så momentant skævt, som de gjorde i det nye afsnit.

Missionen, der gik grueligt galt, ikke mindst for denne soldat spillet af Oscar Dyekjær Giese.

Price har ved et pressemøde udtalt, at han selv er »en tilgivende blanding af agnostiker og ateist«, og han har til DR sagt:

»Jeg tror ikke på en personlig, skabende gud, som man kan have en mere eller mindre intim relation til gennem et bønsliv, og som lytter til, hvad vi siger og tænker. Men jeg tror absolut på store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling«.

Med andre ord er Price selv blandt dem, der ’tror på noget’. Noget, vi ikke kan se, mere mellem himmel og jord, en form for åndelig kraft.

Og det er denne metafysiske forestilling, han dramatiserer i det nye afsnit af ’Herrens veje’ med simultane koprystelser på tusindvis af kilometers afstand.

Rødkælkens forvarsel

Man kan vælge at læse scenen som symbolsk eller bare ambivalent: Er det et tilfælde, at to kopper ryster på samme tid, og at det foranlediger moren til at være bekymret for sønnen, netop som han er i livsfare?

Men billedmediet er konkret. Man tror på det, man ser, i hvert fald når vi ikke ellers har fået antydningen af, at fortællingen er filtreret gennem et særligt subjektivt point of view eller finder sted i en surrealistisk virkelighed med abstrakte spilleregler. Der er intet i ’Herrens veje’, der indikerer, at vi ikke skal tro på det, vi ser, ud over når synerne tydeligt anskues fra Lars Mikkelsens paranoidt-alkoholiske øjne.

Ud af scenen fra søndagen aftens afsnit er det således svært at udlede andet, end at der er metafysiske forbindelser mellem menneskerne i det univers, seriegud Adam Price har kreeret på mere end syv dage. Og pludselig handler ’Herrens veje’ ikke om tro, ikke om Kierkegaards 70.000 favne, man må kaste sig ud på, fordi man for fanden ikke kan vide, om Gud er deroppe, hele troens paradoks og eksistentielle overskridelse.

Nej, i ’Herrens veje’ er der tilsyneladende mere mellem himmel og jord. Det blev foregrebet af den genopstandne rødkælk i slutningen af afsnit 1, som dog var så metaforisk slået an, at jeg gav Price the benefit of doubt.

Men nu har serien selv udrenset tvivlen i en svipser, der lugter foruroligende af vaklende worldbuilding og mysticisme for teaseriets skyld. For ’Herrens veje’ er ikke ’The Leftovers’, hvor miraklet er hele præmissen, der leder frem til en suveræn udforskning af, hvordan mennesket forholder sig til at stå over for noget, de ikke kan forklare. Ej heller er det en satirisk skildring af, hvordan mennesket er så forjaget, at det ikke kan se miraklet lige foran næsen af dem som i Anders Thomas Jensens kortfilmperle ‘Ernst og lyset’.

Fra og med The Tea Incident handler ’Herrens veje’ ikke længere om tro, men om hvordan vi forvalter det metafysiske udgangspunkt, der er blevet os givet, og hvornår vi opdager, at der faktisk er en dybere sammenhæng. Og så bliver ’Herrens veje’ altså for mumbojumbo til min smag. Mere et spørgsmål om ånden i alt end om karakterernes tro og tvivl, og hvad religionen kan betyde i vores daglige liv. Det er intet under, at præsterne er vilde med serien.

Selv begyndte jeg at tvivle på, om ’Herrens veje’ er lidt for uransagelige. Og så lige midt i purløget.

Læs også: Anmeldelse af ‘Herrens veje’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af