Balletdanseren Astrid Elbo var godt klar over, at hun skulle andet end at danse i sin første filmaudition nogensinde.
Men hun havde ikke gættet, at hun skulle lade sig overbefamle og spille seksuelt ophidset over for en landets største yngre skuespillernavne. Prøven tog nemlig udgangspunkt i en af de mest intime scener i Birgitte Stærmoses ’Darling’, hvor Danica Curcic har titelrollen som en stjerneballerina, der efter en skade er med til at lære den unge arvtager Polly op med bitre, jalousidrevne undertoner.
»Birgitte ville prøve mig af og se, om det kunne lade sig gøre med mig som novice«, siger Astrid Elbo om den lesbiske scene, som synes beslægtet med en tilsvarende sekvens med Natalie Portman og Mila Kunis i ’Black Swan’.
Stærmose havde forinden oplevet hendes strålende aura på balletscenen, men rollen i ’Darling’ kom dog ikke af sig selv. Det viste sig, at hun ikke bare skulle være body double, som hendes veninder troede, men rent faktisk spille skuespil.
»Vi var nogle forskellige piger fra den Kongelige Ballet til castings. Jeg skulle ikke danse, men spille«, fortæller 23-årige Astrid Elbo, som bestod prøven og fik den store birolle som Polly i ’Darling’.
»Danica har været vildt fed at spille sammen med. Jeg har været tryg og vidst, at jeg bare kunne reagere på det, hun gav. Og forhåbentlig har jeg også givet noget, hun kunne spille på«.
’Darling’ vs. ’Black Swan’
I hvert fald hjalp Astrid filmens stjerne med, hvordan man går, sætter sig ned og har ondt som balletdanser. Balletten og skuespillet fusionerede, og i den fremmede udtryksform opdagede Astrid selv et nyt rum at udfolde sig i.
»Man får en rolle, man kan lege med, hvor der er et pres på en anden måde end balletten. Det er mere fokuseret og intenst, når først man filmer. Det fede er, at det er en fantasiverden, hvor man bare kan gå ind i rollen og totalt nørde den«, siger Astrid Elbo.
’Darling’ vil med sin setting i balletmiljøet og dens tematik unægteligt få mange til at sammenligne den med Darren Aronofskys Oscar-nominerede psykologiske thriller.
I filmen havner Polly midt i manipulerende net spundet af den titulære stjerneballerina, som kommer hjem sammen med kæresten og koregrafen Frans (Gustaf Skarsgård) til Den Kongelige Ballet efter at have gjort karriere på de store scener i USA. De mange års krævende dans har givet Darling cyster på hoften, og den purunge aspirant Polly rykkes derfor op til titelrollen i Frans’ version af klassikeren ’Giselle’. Det huer slet ikke den ældre diva, der lader sine frustrationer gå ud over den unge og sagesløse afløser.
Astrid Elbo pointerer, at den opslidende rivalisering i balletverdenen ikke er en kliché, som udelukkende hører til i fiktionen, men »at der er mange, som vil have din rolle og står lige ved siden af dig til træning og puster dig i nakken«. Der er dog en grænse for, hvornår virkeligheden ophører, og fiktionen tager over. Der vinder ’Darling’ klart over ’Black Swan’, hvis man spørger balleteksperten.
»Jeg håber, at folk vil spørge ’er det ligesom i ’Darling’?’ og ikke ’er det ligesom i ’Black Swan’. For det er ikke som i ’Black Swan’! ’Darling’ er klart mere realistisk. Der vokser selvfølgelig ikke fjer ud af vores skuldre! Jeg synes ikke, ’Black Swan’ som balletfilm var et særligt godt billede på det, vi laver. For eksempel spiser vi ret meget mad, for ellers ville vi ikke kunne holde til livet som danser«.
Et andet billede nyligt på balletmiljøet kommer fra DR-dokumentarserien ’På forreste række’ om de helt unge aspiranter på Den Kongelige Balletskole, som er perfektionistiske ned til mindste detalje for at holde sig inde i varmen hos balletmester Nikolaj Hübbe. Astrid synes dog, udsendelserne smører lige tykt nok på med dramatikken. Til gengæld er portrættet af den krævende hverdag som balletdanser genkendeligt.
»Der er et pres, men jeg er ambitiøs, og man skal huske, at der ikke er nogen, som har bedt mig om at være der. Jeg er der kun, fordi jeg selv vil og synes, det er vildt sjovt at danse ballet. Det hårde liv er ret sjovt. Så jeg er glad for det, jeg laver«.
At lære at være dårlig
Astrid Elbos far er klarinettist i DR Symfoniorkestret, hendes mor er klassisk sangerinde, søsteren er violinist, og hendes yngre bror overvejer skuespillet. Astrid er fra en familie af kunstnere inden for fag, hvor disciplin og den tekniske stilen efter det perfekte er i højsædet. Udfordringen for Astrid i ’Darling’ lå ikke i de intime scener, men i pludselig at skulle tillade det uperfekte.
»I starten skal Polly være ret dårlig. Det var svært at tillade sig selv ikke at gøre det rigtigt godt. Senere så jeg balletklippene, som, hvis de var dårlige, kunne ødelægge min balletkarriere. Der måtte jeg sige til mig selv ’det er okay, hun ikke er perfekt her, for det skal Polly ikke være’. Dansedelen skal jo være en rejse for Polly – for troværdighedens skyld«.
Astrid Elbo har to store karakterfulde og gennemtrængende katteøjne, som hun i ’Darling’ benytter til at veksle mellem det uskyldsrene og det sensuelle ikke ulig Hollywood-stjernen Amanda Seyfried. Vi kommer også helt tæt på hendes ansigt, når hun på tårevædet på sammenbruddets rand er klar til give op over for Darlings umulige krav.
»Jeg er vant til fra balletten, at der er længere til publikum. Jeg skulle arbejde på at lade kameraet komme tæt på. Jeg er vant til store øjne og stort spil, som skulle tones ned. Jeg har haft et helt år på balletten, efter vi filmede, og jeg har fået en ny tilgang til de roller, jeg har lavet. Jeg tror egentlig godt, publikum forstår det, selvom det ikke er kæmpestort«.
Manglen på omgående respons fra publikum er også en ting, Astrid har skullet lære. Filmens langstrakte tilblivelse giver en helt anden oplevelse.
»Normalt kan jeg gøre noget, idet jeg optræder. Film er ligesom at have lavet en forestilling for halvandet år siden. Nu skal jeg se den, og jeg kan bare ikke gøre noget. Det er underligt at skulle sidde og se mig selv optræde og tænke ’nåh, sådan ville jeg måske ikke have gjort i dag’. Jeg kan godt forstå, at nogle skuespillere ikke vil se deres egne film, når andre i mellemtiden har været inde at pille ved det, de laver«.
Den store transformation
Foruden ’Black Swan’-stjernerne Natalie Portman og Mila Kunis har også Charlize Theron, Penelope Cruz og Amy Adams danset ballet i mange år, inden Hollywood stod for døren. En balletdanser går typisk på pension som 40-årig. Astrid Elbo har formentlig mange år foran sig som danser, men det store spørgsmål er, om ’Darling’ har været en engangsforeteelse i filmland?
»Det har været et eventyr, så jeg siger da ikke nej, hvis nogen ringer, haha. Det var fedt at lave noget andet, men stadig inden for det jeg kan. Jeg er klar over, at rollen har været tæt på mit eget miljø. Selvom Polly ikke er Astrid, er der virkelig mange paralleller«, fastslår hun.
Astrid afslører, hvordan hun nærmest er bange for det kick, oplevelsen har givet hende. Et kick, som hun indtil da kun troede, balletten kunne udløse. Hendes formning i balletten kan senere vise sig at komme hende gode.
»Som balletdanser er du meget kropsbevidst, så man kan nemt gøre sig til noget andet for at blive en bestemt rolle. Det kunne være sjovt en dag at lave en stor transformation ligesom Danica«.
Læs også: Danica Curcic: »Hallo, jeg sidder lige her, det er pænt mærkeligt, du snakker om mig i tredjeperson«