’Shot Caller’: Nikolaj Coster-Waldau ejer fængselsfilm med rå attitude og kampklar krop

Det er hans første nat i fængslets fælles sovesal. Frygten er fastlåst i blikket. Forestillingerne om livet bag tremmerne er allerede blevet virkelige for Jacob Harlon (Nikolaj Coster-Waldau). Men han vender sig om i sengen. Lukker øjnene. Lovpriser sit held. Blandt de nyankomne fanger vælger banden af den sorte håndfuld afroamerikanerne at bruge fyren et par senge væk fra Harlon som deres menneskelige puledukke.

Før eller siden bliver det ham selv. Harlon ved det – hvis han vælger forkert. Enten bliver du fortæret som bankekød. Eller slår fra dig som en kriger. Den blonde Harlon ligner det første. Men forstår prompte det sidste på sin første gårdtur, da en bredskuldret sort fyr straks er over ham som en rovfugl. Smask. Det knyttede signal sidder lige i fjæset, så tiden står stille i fængselsgården, og alle de øvrige fanger spærrer øjnene op.

Farvel til den splejsede Jacob Halon, som i en skæbnesvanger spritkoger kørte galt og kostede sin bedste ven på bagsædet livet. Goddag til Money – den veltrænede motherfucker med white pride tatoveret med store bogstaver på ryggen.

Med et overskæg som Eric Banas fængselspsykopat Chopper i filmen af sammen navn og med pumpede muskler og arisk symbolblæk på kroppen som Edward Norton i ’American History X’ træder den danske verdensstjerne fra ’Game of Thrones’ virkelig i karakter som en skuespiller, der går all in, i ’Shot Caller’. Nikolaj Coster-Waldau ejer simpelthen filmen med sin rå attitude og kampklare krop. Nøjagtig som Bana og Norton i de førnævnte titler og Tom Hardy i Refns ’Bronson’ også gjorde.

Men her ophører sammenligningen så også. Og hverken autentisk som ’Rovdyrfabrikken’ eller begavet som ’Profeten’ er ’Shot Caller’ nu heller ikke. Snarere er filmen en maskulin efternøler til 90’ernes tjubang-tidsfordriv med Stallone, Olivier Gruner og Christopher Lambert og alle de andre i alle de der forskellige fængselsfilm, man lejede i den lokale kiosk på vhs.

I disse herlige tider slipper man for cykelturen. ’Shot Caller’ er produceret direkte til streaming, og det forstår man sådan det godt. Det ville være synd at påstå, at manuskriptforfatter og instruktør Ric Roman Waughs bidrag til genren er nyskabende. Altså med mindre det var en Disney-film, hvor Andeby blev forvandlet til et fængsel. Tag nu bare de væsentligste karakterers øgenavne. Money, The Beast, Shotgun, Chopper og Ripper. Så kører det sgu!

Som actionthriller er ’Shot Caller’ bestemt i den underholdende ende. Især fordi Waugh sniger sig smukt uden om fængselsgenrens kronologiske kliche. Vejen til spjældet og turen bag tremmerne får vi serveret i flashback. Så vi faktisk starter med, at Money – som han kaldes grundet sin fortid som børsmægler – efter syv år bliver løsladt fra spjældet, som styres af überskurken The Beast (Holt McCallany), der også dikterer en underverden udenfor.

Fra det øjeblik Money træder ud i friheden og bliver hentet af vennen og undersåtten Shotgun (spillet af Jon Bernthal – altid cool i sine evige biroller) er missionen klar: Money skal stå i spidsen for en våbenhandel. Lige til og så alligevel ikke. For kan han stole på mexicanerne, der skal købe våbnene? Kan han stole på sine egne ariske venner (filmen har i øvrigt ingen nazivinkel a la ’American History X’ – tatoveringer får dem bare til at se ekstra badass ud). Har mon politiet luret dem?

Og hvad med konen og sønnen, Money ikke har set og talt med siden retssagen, hvor han gjorde det forbi med et »It’s over. Forget I exist!«? Bum. Ses. Aldrig! Sådan er ’Shot Caller’ hele vejen igennem kontant som et kviklån og helt hen i vejret, hvis man tænker vilkårene igennem. Den ubekymrede tilgang er vejen frem, for så længe det står på, er der fuld pondus for pengene.

Læs også: Nikolaj Coster-Waldau – »hold nu kæft jeg kunne snakke meget om det, du må have ramt et ømt punkt

Læs også: Nikolaj Coster-Waldau bliver fuldblodsgangster i første trailer til ‘Shot Caller’