’Wonderstruck’: Todd Haynes’ eventyr er lidt for klistret
CPH PIX: Todd Haynes’ ‘Wonderstruck’ er en kærlighedserklæring til New York, magien ved museer og den barnlige forundring og fryd over at forstå sin egen identitet gennem mødet med en større verden.
Temaet om kosmisk forunderlighed understreger Haynes ved (lidt for) flittigt at citere David Bowies ‘Space Oddity’, temaet fra ‘Rumrejsen 2001’ og Oscar Wilde-citatet »We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars«. En metafor, der ligesom resten af filmen i nogle øjeblikke rent faktisk er forunderlig og i andre kammer over i fortænkthed og sentimentalitet. Vi er langt fra subtiliteten i Haynes sidste fremragende film, ‘Carol’.
‘Wonderstruck’, der bygger på en børnebog af Brian Selznick, klipper mellem to historier om isolerede og ensomme børn på springtur til New York i forskellige tidsaldre. I Hoboken, New Jersey i 1927 er 12-årige døve Rose (den vidunderlige ekspressive debutant Millicent Simmonds, der er døv i virkeligheden) ulykkelig over at bo med sin strenge far, der beordrer hende til at læse en bog om mundaflæsning. Efter en tur i biografen, der til Roses skuffelse er ved at indføre talefilm, tager hun til New York for at opsøge sit filmidol (Julianne Moore).
Filmens andet spor følger ligeledes 12-årige Ben (Oakes Fegley) i Gunflint Lake, Minnesota i 1977. Ben har lige mistet sin mor (Michelle Williams) og er desperat efter at finde sin ukendte far. Da han leder i morens gemmer, finder han et bogmærke med en kærlighedshilsen fra en boghandel i New York sammen med et program fra The American Museum of Natural History. Da han ringer op til boghandelen bliver han ramt af et lyn og mister sin hørelse. Men det stopper ham ikke fra at stikke af til New York på jagt efter sin mulige far.
‘Wonderstruck’ er lidt lang tid om at komme i omdrejninger – og er i det hele taget alt for lang i forhold til sin spinkle historie – men finder magien i børnenes eventyrlige møde med den eksotiske storby og det naturhistoriske museum. Roses spor er fortalt som stumfilm og er flot fotograferet i sort-hvid og med en nostalgisk og uskyldig stumfilmstemning. Ben møder et snusket, forfaldent og farligt, men også forførisk, farverigt og funky New York med graffiti, lommetyve og nye oplevelser på hvert gadehjørne. Billedpoesien akkompagneres af Carter Burwells medrivende score.
Bortset fra momentvise lyspunkter lider filmen dog generelt af en lidt klistret sentimentalitet og påtaget finurlighed. Specielt i det undervældende klimaks, der sammenvæver de to historier i en tyk og tilfældebåret konklusion om kosmisk skæbne.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX