Alle er med på spøgen. Til at begynde med. Kunstnere, bidragsydere, finansierer, museumsspidser – det bedre borgerskab med andre ord – er samlet til fin middag i kongeslottets rigt ornamenterede balsal, der nu huser det moderne kunstmuseum X Royal Museum. Herrerne er i smoking, kvinderne i kjole, alle andægtigt placeret om de store runde borde med langstilkede glas og guldplatter.
I højttaleren siger en stemme: »Velkommen til junglen. Snart vil I blive konfronteret med et vildt dyr«. En muskuløs mand entrerer rummet i bar overkrop og på alle fire. Alle ved, at han er den russiske performancekunstner Oleg, som agerer utroligt troværdig abe i en aktuel videoinstallation på museet. Alle ved, at han skal sætte lidt planlagt-anarkistisk fut i den pæne kunstinteresserede forsamling. Og det er sjovt i starten, da han med perfekte chimpanse-bevægelser smyger sig rundt omkring gæsterne og driller dem som en rigtigt uartig abe.
Men abemanden Oleg bliver ved. Og snart er det ikke sjovt mere.
Herunder kan man se første del af den centrale scene i Ruben Östlunds Guldpalmevinder ’The Square’, hvor Oleg (spillet af motion capture-skuespilleren Terry Notary) prikker til den anerkendte kunstner Julian (Dominic West), men hvad der derfra sker i, skal ikke afsløres her. Uden at ødelægge oplevelsen kan det dog røbes, at den pæne forsamling ser passivt til, mens chimpansen går langt over stregen. Og først meget sent, alt for sent, reagerer de.
Scenen er skabt længe inden Harvey Weinstein og #Metoo, men indimellem sker det, at kunstværker får en helt anden betydning, end det var tiltænkt, fordi de bliver set i en ny kontekst (’The Handmaid’s Tale’ er et godt eksempel fra i år).
Og når man ser abeoptrinnet, der kandiderer stærkt til årets vildeste og mest uforglemmelige scene på biograflærredet, er det slående, hvor præcis en allegori den er over den Weinstein-kultur, som Hollywood nu er ved at gøre op med.
Som Weinstein og Spacey udnytter abemanden sin position til forulempende adfærd med kunsten som kunstigt alibi – et alibi, der naturligvis er stærkere for performancekunstneren Oleg, som har en pointe med sin adfærd, end de Hollywood’ske magtmennesker med intet andet end egocentrisk lyst for øje.
Den mest interessante parallel forekommer dog i gæsternes reaktion. Først griner de. Men da de kan se alvoren sænke sig i ansigterne på de mennesker, abens aggressioner går ud over, kigger de ubekvemt ned i bordet. En kvinde krænkes. Alle andre gør sig usynlige.
(Terry Notary gav også prøver på sit chimpansetalent under den røde løber på årets Cannes-festival)
Gæsterne er passive af frygt for, at aben pludselig kigger i deres retning, og af usikkerhed omkring hele situationen. Og Östlund indkapsler foruroligende den psykologiske mekanisme, hvor alle blot ser til, mens oplagte vederstyggeligheder udspiller sig. Bystander-effekten.
»Grunden til, at vi ikke har evnen til at tage ansvar i den slags scener, er, fordi vi er flokdyr, og vi bliver bange, og når vi bliver gange, bliver vi lamslåede«, har instruktør Östlund sagt til Vulture om scenen.
Sekvensen er 12 minutter lang og sublimt orkestreret, og selvom man mest har lyst til at kigge væk, blinker man ikke en eneste gang. Den vil blive stående i mange år, også som et emblem på alt det, der foregår nu i Hollywood og omegn.
Til sidst er der én i selskabet, der reagerer og kommer ofret til undsætning. Det åbner ballet. Snart blomstrer hævnlysten i fuld flor. Om også dét kan ses en allegori over det aktuelle klima, må man selv tage i biografen og vurdere.
Velkommen til junglen.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Square’