Thierry Frémaux er en af de vigtigste skikkelser i den internationale filmbranche. Som kunstnerisk leder for filmfestivalen i Cannes er hans smag med til at sætte dagsordenen for, hvilke film der rammer arthousebiograferne hvert år og får mulighed for at sætte den kunstneriske dagsorden – og hvilke talenter der får chancen for at manifestere sig i det fineste selskab. Er man som filminstruktør inde i varmen hos Frémaux, er lykken med andre ord gjort.
Men Frémaux har også påtaget sig en anden, mindre feteret kasket: Som smal filminstruktør. Han er i København med debutfilmen ’Lumière!’, der handler om brødrene Auguste og Louis Lumière, der i 1895 fremviste historiens første film i Paris.
Filmen er et led i franskmandens mange rejser verden over for at promovere filmkunsten. En dagsorden, der er blevet vanskeligere at forfølge på det seneste, hvor fokus er rykket fra de konkrete film til branchens brodne kar.
Og mens nye skandalesager dagligt ser lyset, har mange øjnene rettet mod branchens magthavere – blandt andre Frémaux og Cannes-festivalen – for at se, hvordan de reagerer.
Da vi møder Thierry Frémaux på Den Franske Ambassade i København i anledning af premieren på ’Lumière’, står det dog hurtigt klart, at den franske festivalleder ikke er meget for at kommentere på det nylige kulturskifte. Allerhelst vil han snakke om konkrete film, filmhistoriens vigtighed, mulighederne for filmskabere i dag – og naturligvis Lumière-brødrenes arv.
»Jeg ville bare lave en film bestående af Lumière-film for at få Lumière på plakaten og tilbage i biograferne. Det var det hele. Jeg forventede ingen succes«, fortæller Frémaux om sin debut, der ifølge instruktøren selv faktisk slet ikke er en film. Det er en film af film. 108 af Lumière-brødrenes små optagelser for at være helt præcis – alle akkompagneret af musik og Frémaux’ egne kommentarer.
Filmens første kunstnere
Lumière-brødrene er primært kendt som filmkunstens opfindere – eller den sidste station i en mangeårig rejse mod opfindelsen af mediet, som Frémaux påpeger. Men han insisterer også på, at de er mere end bare opfindere.
»De skal opfattes som rigtige filmkunstnere. For de grundlagde indstillinger, som er blevet lavet mange gange efterfølgende«, siger han.
Lumière-brødrene optog i slutningen af det nittende århundrede mere end 1500 små film på omkring ét minuts varighed. De vekslede over alt fra rejsefilm til dokumentariske gengivelser af brødrenes familiemiddage. Det lyder ikke af meget, men på daværende tidspunkt var alle filmene banebrydende. Sagnene fortæller blandt andet, hvordan tilskuerne hoppede skrigende op af sædet, da de så verdens første film af et tog, der kørte direkte mod kameraet. De var simpelthen bange for, at det ville komme ud af lærredet!
Duoen har altså haft stor historisk betydning. De krediteres for at have lavet verdens første komedie i filmen om en mand, der får vand i hovedet, fordi en ung ballademager træder på hans haveslange. Og mange af deres værker var begyndelsen til de genrer, som siden blev forfinet utallige gange og fandt deres form i midten af det forrige århundrede.
Arven fra Lumière strækker sig sågar hele vejen til moderne filmskabere som James Cameron, der i ’Titanic’ placerede kameraet nøjagtigt samme sted, som Lumière-brødrene og deres kameraoperatør gjorde 100 år forinden, da de dokumenterede, hvordan et skib blev søsat. Selvom Cameron sandsynligvis aldrig har set den ukendte film fra Lumière, er det et bevis på deres evner som filmkunstnere.
»James Cameron og den italienske fotograf havde den samme intelligens, den samme konklusion. De stillede sig selv tre spørgsmål: ’Hvad er min historie, hvordan fortæller jeg den, og hvad er det bedste sted at placere kameraet?’ På den måde gjorde Lumière (og deres kameraførere) det samme, som dagens filmskabere gør«, fortæller Frémaux.
Thierry Frémaux var opsat på ikke at lave en dokumentarfilm om Lumière. Han ville lave en fortolkning af filmhistoriens pionerer. Men det skulle samtidig være spiseligt for et moderne publikum. Så han vidste godt, at Lumière-brødrenes oprindelige program, der bestod af halvanden times sort-hvide stumfilm uden musik eller kommentarer, ville være for kedeligt. Ikke desto mindre var det essentielt for ham at få dem op på det store lærred og minde folk om deres vigtighed. Så han tog sagen i egen hånd.
»Jeg tror, folk er meget interesserede i filmens indhold. For disse fortællinger er vores historie – ikke kun historien om mennesker i Lyon (hvor Lumière-brødrene boede, red.). Det er historien om alle på jorden. Det er ligesom en arkæologisk opdagelse. Det svarer til første gang, mennesker malede billeder af dem selv«, bemærker Frémaux.
»Men ingen kender til Lumière, så det at få dem i biografen er en måde at sige, ’her har vi en film for altid’. Det er jo også derfor, Netflix gerne vil være i Cannes – for det gør en Netflix-film til en film«, siger han.
Film triumferer stadig over tv
I år valgte Thierry Frémaux at invitere ’Okja’ og ’The Meyerowitz Stories’ til den prestigefyldte festival, der tidligere kun har beskæftiget sig med biograffilm. Beslutningen blev mødt med både skuffelse og begejstring – og først og fremmest stor debat – men for Frémaux handlede det om at følge med tiden og indgå i en dialog med filmbranchens nye spillere.
Hvordan er udsigterne for auteurfilm i dag, hvor biograferne bliver presset af nye aktører som netop Netflix?
»Det er et meget fascinerende øjeblik. Filmkunsten har gennemgået mange kriser gennem sin historie, og den befinder sig i en krise nu. Problemet er ikke, at folk ikke er interesseret i film – det er de stadig. Selvom vi befinder os i tv-seriernes guldalder, er det stadig filmsproget, serierne bruger. Så på den måde triumferer film.
Problemet er, at det at gå i biografen er en anden ting nu – særligt med de forskellige internetplatforme. Og det er den problematik, vi står over for. Det var derfor, jeg inviterede Netflix til Cannes i år, for jeg synes, vi har brug for en dialog. Vi har brug for at kende hinanden – det er ikke den ene mod den anden. Jeg ser film på nettet, og jeg er sikker på, at Netflix’ direktør også tager sin kone med i biografen en gang imellem«.
Hvad er de største udfordringer for dagens filmskabere?
»Jeg synes, tiden er fuld af håb og muligheder. Jeg tror, løsningen vil blive præsenteret af filmskaberne selv. Af deres poesi, talent og historier. Den nye Charlie Chaplin eller Tarkovskij kunne blive født om 10 år, og det ville stadig være det samme resultat«.
Hvor tror du, disse muligheder kan føre os hen?
»Jeg synes, virtual reality er meget interessant. Iñárritu har lige vundet en Oscar for sit VR-arbejde, og det er ekstraordinært. Det var det, jeg følte, da jeg så det i Los Angeles, og derfor jeg inviterede ham til Cannes med projektet (’Carne y Arena’, red.). Det mindede om den følelse, de første filmtilskuere havde, da de så de første levende billeder: Lumières ’Et tog ankommer til perronen’«.
Krænkelser sker overalt
Men også i filmbranchens kulturpolitiske landskab sker der altså i disse dage store forandringer. Alt sammen efter skandalen rullede mod den faste Cannes-gæst Harvey Weinstein for snart to måneder siden.
Festivalen tog hurtigt afstand fra produceren, men alligevel er det først, når næste års program offentliggøres, at vi for alvor ved, præcis hvor verdens vigtigste filmfestival står i diskussionerne. Og med danske briller er det store spørgsmål selvfølgelig, om Lars von Trier bliver budt tilbage på festivalen, som mange havde spået, inden Björk anklagede instruktøren for sexchikane.
Men lige så snart han står over for konkrete navne, lukker Frémaux i som en østers.
»Jeg har ikke nogen original eller specifik kommentar at give. Det, der sker, sker, og det er en god ting. For de ting, vi har fundet ud af, er uacceptable, og jeg vil bare sige, at det ikke kun handler om filmkunsten og showbusiness. Det sker over alt og er bevis på flere århundreders mandlig dominans«, siger han.
»Lige nu er et godt øjeblik til at ændre den mentalitet og dermed verden. Og en mulighed for at få kvinderne frem. De udgør mere end halvdelen af menneskeheden, og derfor bør de også være mere end halvt fremme«.
Bør vi være bekymrede for, at barrieren mellem kunst og privatlivet forsvinder?
»Nej, for jeg tror, at filmens essens forbliver den samme. Det er meget interessant, for ting ændrer sig altid gennem marginerne. Og jeg stoler på, at kunstnere stadig vil ændre verden og filmkunsten.
Det er for eksempel derfor, at Amazon og Netflix producerer film af tidens fremragende filmskabere som Scorsese og Jarmusch i stedet for at opfinde nyt talent. Det er guldalderen for tv-serier, men hvem har instrueret ’Game of Thrones’? Jeg ved det ikke.
Film er en kunst af prototyper, af originale værker – og det er derfor, jeg stadig tror på film. Tv-serierne er fantastiske, og manuskripterne er ekstraordinære. Men prøv ikke engang at forestille dig en tv-serie instrueret af Tarkovskij. Det er umuligt«.
Hvordan kommer I til at forholde jer til det nylige kulturskifte, når I programlægger næste års festival?
»Lad os give det noget tid, så får vi se. Jeg vil ikke nævne nogle filmskabere. Du ved, hvad der sker i Hollywood nu. De samler navnene på de folk, der er blevet anklaget. Så jeg ved det ikke. Et af hovedbudskaberne af, hvad der sker nu er, at nok er nok nogle gange, og så må vi sige stop«.
Læs også: De 10 bedste film vi så på Cannes-festivalen 2017 – med Robert Pattinson, hiphop og danskerkant